Mercedes’ nye el-SUV bliver 10.000 kroner billigere og får flere kræfter end rivalen fra BMW, når den kommer til Danmark i begyndelsen af 2026.
669.990 kroner er mange penge for en ny elbil. Også selv om der er tale om den nye Mercedes GLC 400 4Matic EQ Technology med alt det nyeste teknologi fra det tyske stjernemærke.
Men den er også 10.000 kroner billigere end ærkerivalen BMW iX3, som den nye Mercedes vil blive sammenlignet med på alle områder. Og her luner det at være bare lidt billigere: BMW iX3 50 xDrive koster 680.000 kr., og så står der 1-0 til Mercedes.
BMW udligner på rækkevidde
Mercedes GLC 400 EQ bringer sig endda foran 2-0, når man kigger på ydelsen. Mens BMW iX3 også har to elmotorer og firehjulstræk, ’nøjes’ den med 345 kW (469 hk). Mercedes GLC trumfer med 360 kW (489 hk).
Men Mercedes og BMW ikke ærkerivaler for ingenting. Måske er der en god grund til, at Mercedes har skruet op for ydelsen og ned for prisen. GLC kan nemlig ikke følge med iX3, når det gælder ladeeffekt og rækkevidde. Begge biler har effektiv 800 volt-teknologi, men hvor BMW iX3 tager op mod 400 kW og har et batteri på enorme 109 kWh med en rækkevidde på 805 km, hedder de tilsvarende tal for Mercedes 330 kW max effekt og et batteri på 94 kWh med en rækkevidde på 715 km.
Så står der vel 2-2. Sådan er det som regel med Mercedes og BMW, der nidkært holder øje med hinanden og sjældent tillader modparten at køre i forvejen.
Ikonisk kølergrill får comeback
Det samme gælder listen over standardudstyr – her matcher de også hinanden med detaljer som panorama-tag, LED lygter, bakkamera, store digitalskærme, eljusterbare forsæder, lydisolerede ruder og smartphone integration.
I stedet står valget ofte mellem de to mærkers forskellige design og udstråling. Hvor BMW kalder iX3 for Neue Klasse og satser på et futuristisk design, kigger Mercedes bagud og giver den klassiske Mercedes-kølergrill comeback på GLC. Nu med hundredvis af små LED-lys i stedet for lufthuller, som en elbil jo ikke har brug for.
Indvendig fås GLC til gengæld med en skærm i fuld kabinebredde – angiveligt den største af sin slags.
Leveres til foråret
Det er et spørgsmål om smag. Præcis som BMW iX3 kan Mercedes GLC EQ bestilles nu, hvorefter de første biler leveres i løbet af foråret. Senere kommer både Mercedes GLC EQ og BMW iX3 i både billigere og dyrere versioner, der nøje vil matche hinanden på både pris og præstationer.
Se mere om GLC på Mercedes’ danske hjemmeside.