Ny Mercedes B-klasse er baseret på teknikken fra den mindre A. Siddepositionen er ni cm højere, og der er mere plads på det længdejusterbare bagsæde og i bagagerummet.
En Mercedes med forhjulstræk, længdejusterbart bagsæde, praktisk MPV-design og et godt øje til købere med ondt i ryggen eller børn – eller begge dele…
Det lyder ikke som en typisk Mercedes, og B-klassen har også altid været lidt af en outsider i udstillingslokalet hos den lokale stjerne-sælger. Men siden introduktionen i 2005 er der faktisk solgt over halvanden million af slagsen, så den – i Mercedes-sammenhæng – lidt fremmede fugl har været ganske flyvedygtig. Ærkerivalen BMW har i hvert fald ikke kunnet sidde udfordringen overhørig og lancerede efterfølgende den lignende 2-serie Active Tourer.
Nu er Mercedes klar med tredje generation af B-klassen, som netop er afsløret på biludstillingen i Paris. Helt som forventet, for den nye B-klasse står på samme platform som den nye A-klasse. Netop A-klassen har været en overraskende succes for Mercedes, der med stort held er dykket ned i Golf-klassen og vundet mange nye og yngre kunder. Den nye A-klasse er da også bare begyndelsen på en mindre tsunami af kompakte Mercedes-modeller som coupé-limousinen CLA, CLA Shooting Brake, crossoveren GLA og en kommende kompakt SUV kaldet GLB.
Har man sagt A, kan man som sagt også sige B, og det gør Mercedes med B-klassen, der bliver A-familiens ‘praktiske gris’: En rummelig MPV-type med god plads for dem, der gerne vil sidde højt, men ikke lader sig rive med af SUV- og crossover-bølgen.
B-klassen er væsentligt mere underspillet. Måske særligt i den nye udgave, som Mercedes har ønsket at gøre mere ‘sportslig’: Designet er gjort bredere, den store bagklap skråner mere og større hjul giver et mere dynamisk udtryk. Det kan Mercedes have ret i, men når man kigger på Renaults nyfortolkning af MPV’en med den spændende Scenic, fornærmer vi næppe nogen, hvis vi kalder B-klassen for klassens diskrete elegantier…
B-klassen har samme akselafstand på 273 cm som A-klassen, men du sidder nu cm højere og mere opret. Sammen med et bagsæde, der kan justeres 14 cm i længden, giver det væsentligt bedre plads. Bagagerummet er også noget større – mellem 455 og 705 liter alt efter bagsædets position.
Motorer fra Renault
B-klassen kommer med flere nye motorer. Dels en firecylindret 1,3 liters turbobenziner som Mercedes har udviklet sammen med Renault og Nissan. I B-klassen fås den i to versioner med enten 136 eller 163 heste. Renault leverer også en 1,5 liters turbodiesel med 116 hk, mens Mercedes for første gang tilbyder deres nye to-liters dieselmotor med enten 150 eller 190 hk i B-klassen. Der følger også en ny otte-trins automatgearkasse med dobbeltkobling med i pakken, mens de mindre motorer enten har automatgear med syv trin og dobbeltkobling eller manuelt gear.
Mercedes lover også bedre køreegenskaber. Du skal dog op i de større modeller for at få det multilink-baghjulsophæng, der sædvanligvis er nødvendigt for at løfte køreoplevelsen op i premium-klassen. Basisudgaverne nøjes med halvstiv bagaksel – den løsning har B-klassen arvet fra A-klassen.
Indvendig deler B-klassen også design med A-klassen. Det vil sige, at bilen er født med digital instrumentering og infotainmentskærm. Standard er to skærme på hver syv tommer, mellemudgaven har en 10 tommer stor infoskærm, mens begge skærme er på ti tommer i dyreste udgave. B-klassen har også det nye MBUX-system med stemmestyring, men det fungerer fortsat kun på engelsk og ikke på dansk.
Har du et iWatch eller lignende bærbare gadgets, har B-klassen en ‘onboard-coach’, der kombinerer data fra sin fører med opdateret information om trafikken, vejret og forventet rejsetid og bruger informationen til at gøre rejsen så behagelig som mulig. Blandt andet kan B-klassen fås med sæder, der løbende justeres umærkeligt for at øge velværet og reducere risikoen for at blive træt eller øm af en lang køretur.
Den nye B-klasse kommer til Danmark i første halvdel af 2019.