Mere fart på Buzz’en

id.buzz gtx

VW putter mere power, firehjulstræk og tilnavnet GTX på den elektriske ID.Buzz. Ny udgave med længere akselafstand rummer op til syv.

Meget kan man sige om VW ID.Buzz, men hurtig kan man ikke kalde det retro-smarte elektriske rugbrød. Med 150 kW (204 hk) til en velvoksen vægt på 2,5 tons, er ID.Buzz blandt de langsomste elbiler i klassen omkring den halve million kroner. Sprinten fra 0-100 km/t tager over 10 sekunder og når du rammer 145 km/t på den tyske Autobahn, melder elmotoren udsolgt.

Og helt ærligt – der skal ikke lyde et ondt ord herfra om retro-rugbrødets fartressourcer. ID.Buzz er nemlig en komfortabel og rummelig el-MPV til familien, og hvem ønsker at kaste børn, autostole og labrador rundt i kabinen, fordi mor pludselig får et akut anfald af blyforgiftning i speederfoden?

Længere akselafstand giver muligheder for et større batteri – det giver ID.Buzz GTX længere rækkevidde.

Næppe mange. I vores optik mangler ID.Buzz på ingen måde kræfter – men til efteråret kommer den ikke desto mindre i en udgave, der har fået et kæmpe skud steroider.

GTX er GTI for elbiler

GTX hedder udgaven. Det er VW’sk for elektriske GTI-modeller med firehjulstræk. X’et til sidst afslører nemlig, at ID.Buzz GTX har fået tilføjet en elmotor til forhjulene. Bagude er elmotoren opgraderet fra 150 til 210 kW. Til sammen giver det 250 kW (340 hk), der sendes ned i asfalten gennem alle fire hjul.

VW er ikke færdig med at regne på bilens præstationer, men forventer, at det sender rugbrødet fra 0-100 km/t på 6,5 sekunder, mens topfarten er øget til 160 km/t. Hvad det betyder for rækkevidden, fortæller VW endnu ikke noget om.

Røde syninger, alcantara-indtræk og sort taghimmel adskiller GTX fra den andre modeller.

Som man kan regne ud, er høj vægt og aerodynamik som en kummefryser dog en udfordring. VW lover 410 km rækkevidde i standardudgaven, og i Hvilkenbils test i vintertemperatur rakte det til 250 km.

GTX-udgaven kommer i to versioner: Med normal akselafstand og et batteri på 79 kWh. En ny version med længere akselafstand får plads til et større batteri på 86 kWh. Selv om flere kræfter og firehjulstræk koster energi, er de to elmotorer mere effektive end den lille motor, som sidder i ID.Buzz i dag. Med lidt held kan udgaven med det store batteri formentlig forlænge rækkevidden fra 410 til omkring 450 km.

Til salg til sommer

Alt det ved vi først til sommer, når VW åbner for salget af ID.Buzz GTX. De første biler ventes derefter til Danmark i løbet af efteråret.

I udgaven med lang akselafstand kan du vælge mellem tre, fire eller fem bagsæder.

Som vi så for nylig, da VW afslørede GTX-udgaver af ID.3 og ID.7, får ID.Buzz GTX udover flere kræfter en GTI-typisk kabine med røde syninger, lækkert alcantara-indtræk og sort loftsbeklædning. Batteriet kan lynlades med op til 200 kW, og de må trække op til 1.800 kg på krogen.

Mens ID.Buzz i standardlængde har fem siddepladser, kan den forlængede udgave udstyres med fem, seks eller syv siddepladser. Den lange udgave fås også med det største panoramasoltag nogensinde på en VW: Halvanden kvadratmeter fylder det og med glas, hvor elektriske krystaller gør det muligt at styre, hvor meget lys, der trænger igennem soltaget.

VW kalder det en moderne hilsen til den berømte T1 Sambabus med den ikoniske række af små tagvinduer.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here