Kinesiske MG lancerer to nye topmodeller. Med tilnavnet IM tilbyder de 800 volt, firehjulsstyring og masser af udstyr og motorkraft til stærke priser.
MG, der er det næstmest solgte kinesiske bilmærke i Danmark, bygger nu på i toppen. Under tilnavnet IM - det står for Intelligence in Motion - lancerer MG to nye topmodeller: Hatchbacken IM5 og SUV’en IM6.
Bilerne benytter samme platform, der ligger et niveau over, hvad vi kender fra MG. 800 volt-teknologi, firehjulsstyring, masser af udstyr og rigelig motorkraft er standard og mod merpris kan IM-modellerne også udstyres med adaptiv luftaffjedring.
Fem meter lange
Begge biler fylder godt i landskabet med en længde lige under fem meter og knapt to meters bredde. Det ses også på rækkevidden, som MG nok kalder lang, men som snarere antyder et relativt højt strømforbrug.

MG IM5 med en enkelt elmotor med 299 kW (407 hk) og baghjulstræk kommer længst med 710 kilometer. Samme bil med to elmotorer med tilsammen 552 kW (751 hk) og firehjulstræk klarer 575 kilometer. Begge kører med et stort batteri på 100 kWh, så effektiviteten er ikke overvældende.
Samme teknik finder vi i SUV’en IM6. Her falder rækkevidden til 625 kilometer med baghjulstræk og til 525 kilometer med firehjulstræk.
Lader lynhurtigt
IM-modellerne kommer dog igen ved lynladeren. 800 volt-teknologien modtager næsten 400 kW, og så tager det kun 17 minutter at lade det store batteri fra 10 til 80 procent. Dermed placerer MG IM sig blandt de hurtigst ladende elbiler på det danske marked.
Som tallene antyder, satser MG på potente præstationer med IM-modellerne. De hurtigste accelererer fra 0-100 km/t på blot 3,2 sekunder og topfarten er usædvanligt høje 239 km/t. Her trækker MG på sine rødder som et britisk sportsvognsmærke.

Det gælder også køreegenskaberne, som firehjulsstyring skal gøre mere atletiske. Performance-modellerne fås med adaptiv luftaffjedring, der både skal øge komfort og køredynamik.
Betjening a la Tesla
Ellers bliver det næppe nødvendigt at sætte krydser i listen over ekstraudstyr. IM-modellerne er stort set født med det hele. Fra adaptiv fartpilot over panoramaglastag til eljusterbare sæder med køl og varme samt lydisolerende glas og aktiv støjdæmpning. For mange danske købere er det også vigtigt, at begge modeller må trække op til 1.500 kg.
MG fortæller ikke meget om IM’s software, men førerpladsen er bygget op omkring skærmstyring stort set uden fysiske knapper og greb, som vi kender det fra Tesla. Det skyldes formentlig, at IM-modellerne kan dateres tilbage til 2025, selv om de først kommer til Danmark nu.

Oprindeligt var det også planen, at IM skulle være lanceret som et selvstændigt mærke i Europa i 2025, men lanceringen har altså trukket ud. Formentlig på grund af den straftold på over 40 procent, som EU har pålagt MG på grund af unfair statsstøtte fra den kinesiske stat, der også står bag MG-mærkets ejere, SAIC.
Premiere til elbilmessen
Der er officiel Danmarkspremiere på elbilmessen i Herning 2.-4. oktober. Herefter står både IM5 og IM6 hos danske MG-forhandlere.
Priserne begynder ved 390.000 kroner for IM5 med baghjulstræk. Det koster 40.000 kroner at opgradere til to elmotorer og firehjulstræk, mens merprisen for SUV-udgaven er beskedne 10.000 kroner.
Dermed har IM-modellerne en gunstig udgangsposition. De kan både konkurrere med populære elbiler som Tesla Model Y, Skoda Enyaq, VW ID.7 og Audi Q4 e-tron på prisen. Og med dyrere elbiler som Audi Q6 e-tron, BMW iX3, Mercedes GLC EQ, Volvo EX60 og ES90, Polestar 4 og Xpeng G9 på teknologi og præstationer.







