MG når million-milepæl i Europa

Som det første Kina-mærke har MG solgt over en million biler i Europa. MG er også eneste Kina-mærke blandt de 20 mest solgte i Europa.

Som det første kinesiske bilmærke har MG nået milepælen én million solgte biler i Europa.

Det har taget 15 år at komme så langt. I 2011 begyndte salget af MG6 ‘hjemme’ i England, hvor kinesiske SAIC Motors havde overtaget mærket efter konkursen i 2005.

Siden er salget bare vokset under den kinesiske ledelse. Sidste år toppede det med flere end 300.000 biler i EU og England og dermed et samlet salg på én million biler, siden SAIC Motors overtog det engelske traditionsmærke.

Solid ‘hjemmebane’

England er stadig en afgørende base for MG. Sidste år steg salget på den engelske hjemmebane med 30 procent til 85.000 biler - altså næsten en tredjedel af det samlede salg i Europa.

Hjemmebane er måske så meget sagt. SAIC Motors, der er ejet af den kinesiske stat, har nedlagt al produktion i England. Tilbage er en lille import- og salgsafdeling, og angiveligt også en endnu mindre afdeling, der hjælper med at designe og fintune køreegenskaber til MG-modeller, der sælges på vores breddegrader.

Men købet af selve MG-mærket har tilsyneladende været en succes. Modsat andre Kina-mærker, der har købt gamle, europæiske bilnavne som Borgward og Lotus, har MG-navnet givet SAIC Motors et stærkt afsæt. 

Står stærkt i Danmark

MG er ikke alene det første kinesiske mærke, der har solgt én million biler i England og EU, men også det eneste Kina-mærke blandt de 20 mest solgte bilmærker i Europa. Selv en kinesiske gigant som BYD kan ikke følge med her.

MG’s succes i Europa understreges af, at MG-salget steg 18,6 procent i 2025, mens det samlede europæiske bilsalg gik 0,9 procent tilbage. 

Også i Danmark er MG blandt de mest etablerede kinesiske bilmærker. Sidste år fordoblede MG sin markedsandel og blev det næstmest solgte Kina-mærke i Danmark, blot 53 biler efter Xpeng.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here