Milepæl: Mere end en halv million elbiler i Danmark

Elbiler

For første gang er der nu mere end 500.000 elbiler i den danske bilbestand. Allerede i  2028 kan bestanden nå én million elbiler.

Elbiler har nået en bemærkelsesværdig milepæl i Danmark. Ifølge bilstatistik.dk var der i går, den 23. oktober, indregistreret 500.002 elbiler i Danmark. Det er første gang, at den danske bilbestand udgøres af en halv million elbiler.

Udviklingen er gået stærkt. For blot et halvt år siden, i april 2025, nåede bestanden af elbiler 400.000, mens milepælen 300.000 elbiler blev nået for præcist et år siden – i oktober 2024.

Økonomiske fordele

Danskerne har med andre ord glubende appetit på elbiler, og det er der ifølge bilistorganisationen FDM flere gode grunde til.

"Udviklingen af elbiler på danske nummerplader er helt elektrisk. Det skyldes især stabile og gunstige afgiftsvilkår, faldende priser på elbiler, privatøkonomiske fordele og en lynhurtig udbygning af ladeinfrastrukturen, som har gjort det trygt at skifte til elbil," siger adm. direktør i FDM Stina Glavind.

Otte ud af 10 vælger elbil

Det er både salget af nye elbiler, men også en markant import af nyere brugte elbiler fra udlandet, der de senere år har sat strøm til elbil-salget. Mere end otte ud af 10 private vælger i dag en elbil, når de køber ny bil.

Elbilernes popularitet skyldes også, at de stort set er afgiftsfri. Det vil elbiler op til 419.000 kroner også være i 2026, efter at regeringen og de Konservative i går blev enige om næste års finanslov. Alt tyder derfor på, at salget af elbiler vil fortsætte i højeste gear, og det glæder bilbranchen.

Én million elbiler i 2028

“Den nye finanslovsaftale er en stor sejr for den grønne omstilling. Der er store CO2-reduktioner at hente i omstillingen af bilparken, og det betyder, at elbilerne spiller en afgørende rolle for, at Danmark når klimamålene. Det er positivt, at aftaleparterne bag finansloven har prioriteret at fastholde udviklingen ved at sikre, at elbilen forbliver et økonomisk attraktivt valg. Det resulterer i, at der ikke er langt til en million elbiler i Danmark,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Ifølge Mobility Denmarks vurdering vil bestanden af elbiler allerede være fordoblet til én million elbiler i løbet af 2028.

Så hurtigt er det gået: 

50.000 elbiler: september 2021
100.000 elbiler: oktober 2022
200.000 elbiler: januar 2024
300.000 elbiler: oktober 2024
400.000 elbiler: april 2025
500.000 elbiler: oktober 2025

Kilde: Bilstatistik.dk

De 20 mest udbredte elbiler i Danmark

Nr. Mærke Model Antal
1 Tesla Model Y 44.790
2 Tesla Model 3 37.655
3 Volkswagen ID.4 33.922
4 Skoda Enyaq iV 29.569
5 Volkswagen ID.3 25.379
6 Audi Q4 e-tron 18.105
7 Mercedes-Benz EQA 13.328
8 Hyundai Kona 10.456
9 Polestar 2 10.378
10 Volvo XC40 9.264
11 Cupra Born 8.991
12 Mercedes-Benz EQB 8.761
13 Skoda Elroq 8.399
14 Volkswagen ID.5 8.118
15 Kia Niro 7.429
16 BMW iX3 7.290
17 Ford Mustang Mach-E 6.824
18 Hyundai Ioniq 5 6.686
19 Mini 3-dørs 6.672
20 Renault Megane E-Tech 6.343

Kilde: bilstatistik.dk

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here