Milepæl: VW har leveret 1,5 millioner elbiler

VW har nået en milepæl inden for elbiler – siden 2020 har VW leveret 1,5 millioner elbiler. På fem år er VW blevet det mest solgte elbilmærke i Europa.

På et tidspunkt så det ud til, at Tesla ville etablere sig som det førende elbilmærke i Europa og USA. Men Tesla-chef Elon Musks fokus på amerikansk politik, robotter og kunstig intelligens har afsporet Tesla og givet andre bilmærker chancen for at komme til fadet.

Her kommer VW ud som den store vinder: Siden en haltende start i 2020 med dårlig software og store forsinkelser, har den tyske bilgigant taget revanche. På fem år har VW leveret 1,5 millioner elbiler og fremstår som en vinder inden for omstilling til elbiler.

"1,5 millioner ID.-modeller er leveret – hvilket viser, at Volkswagen er en pioner inden for elektromobilitet," siger Martin Sander, bestyrelsesmedlem for salg, marketing og eftersalg om bedriften.

Fem år med ID

For næsten præcis fem år siden, i september 2020, blev de første elbiler fra Volkswagens fuldelektriske ID.-familie leveret. I dag topper VW registreringsstatistikken i det elektriske segment ikke kun i Tyskland, men også i Europa.

"Det bekræfter, at vores portefølje indeholder de køretøjer, vores kunder har brug for. Som virksomhed er vi på rette vej. VW er fortsat en pioner i optrapningsfasen af elektrisk mobilitet," uddyber Sander.

Også i Danmark har VWs elbiler fået godt fat. Herhjemme kører der nu over 71.000 eksemplarer af ID.-familien. ID.4 er den mest solgte model blandt mærkets fuldelektriske modeller med knapt 31.000 solgte biler. Dernæst kommer den kompakte ID.3 med 23.101, ID.5 med 7.715, ID. Buzz med 5.270 og ID.7 med 4.257.

Tyskerne foretrækker ID.7

Hjemme i Tyskland er det blevet den Passat-store ID.7, der trækker læsset. Stationcarudgaven Tourer var elbilen med flest indregistreringer i Tyskland i årets første seks måneder.

Det var da også netop en ID.7 Tourer, der forleden trillede af samlebåndet i Emden som ID.-model nummer 1.500.000.

Fabrikken i Østfrisland er et godt eksempel på VWs omstilling til elbiler. I de seneste år har koncernen investeret over en milliard euro i at omdanne fabrikken til udelukkende at producere elbiler. Bortset fra fabrikkerne i Zwickau og Dresden er Emden den eneste VW-fabrik på verdensplan, der udelukkende fremstiller elbiler.

Andre ID.-modeller ruller af produktionslinjerne i Hannover og Chattanooga i USA samt på de tre kinesiske fabrikker i Foshan, Changsha og Anting.

18,9 pct. i Danmark

“Volkswagens ID.-familie favner bredt og kan dermed opfylde mange danskeres behov i forhold til både pris, størrelse og biltype, når de ønsker at investere i en elbil. Det er fundamentet i Volkswagens elektriske succes og baggrunden for, at vores mærke har opnået en stærk position i det elektriske segment med en markedsandel på 18,9 pct. i år i Danmark,” siger Volkswagen Danmarks direktør, Michael Ebeling, om milepælen.

Omstillingen til elbiler er endda kun lige begyndt. Næste kapitel åbnes i 2026, når VW lancerer de kompakte elbiler ID.2 og ID.2 SUV, og i 2027, når turen kommer til den elektriske Up-afløser, ID. EVERY1.

Med deres lavere priser vil de alt andet lige øge VWs salg af elbiler yderligere.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here