Mød Toyotas nye elbil på appetitvækker-tur

Der er først premiere på den nye Toyota C-HR+ til foråret, men i januar tager to eksemplarer på Danmarksturné for at øge forhåndsinteressen.

Elbilen Toyota C-HR+ er en af de helt store elbil-nyheder i 2026. Den skarpt designede crossover, der både er mere kompakt og lavere i virkeligheden end på billeder, gjorde en overbevisende figur under kåringen af Årets Bil i Danmark tidligere i år. 

Det blev til en fin fjerdeplads og masser af hype, som den danske importør nu puster yderligere til: Selv om C-HR+ først får officiel Danmarkspremiere til marts-april, indleder to eksemplarer en Danmarksturne til danske Toyota-forhandlere den 7. januar.

Over 1.000 bestillinger

"Vi oplever en massiv interesse for C-HR+ og har allerede her lidt over en måned efter, at vi åbnede for salget, fået over 1.000 forudbestillinger. Derfor glæder det os, at vi allerede nu har mulighed for at vise bilen frem fysisk rundt om i hele landet, så man kan se og opleve den gode rummelighed og det skarpe design i virkeligheden," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

Priserne begynder i første omgang lige under 300.000 kr. for en særdeles veludstyret Active med 165 kW (224 hk) og et 77 kWh litium-ion batteri med en rækkevidde på op til 607 kilometer.

Udstyrslisten er tæt på komplet med detaljer som 18" alufælge, adaptive LED-forlygter, to-zone klimaanlæg, 14" multimedie touchskærm med integreret navigation på dansk, bakkamera, mørktonede ruder, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, el-bagklap, nøglefri betjening, adaptiv fartpilot, sædeindtræk i delkunstlæder, ratvarme, to trådløse smartphoneopladere og masser af aktive sikkerhedssystemer og førerassistentsystemer.

Firehjulstræk for 20.000 kr.

C-HR+ kan endda opgraderes til firehjulstræk med 260 kW (343 hk) for blot 20.000 kroner ekstra. Senere kommer der også en billigere udgave med et mindre batteri, der kommer et stykke under 300.000 kroner. 

Dermed er C-HR+ nærmest skræddersyet til at udfordre Danmarks mest solgte bil, Skoda Elroq. Toyotas kundebase er tilpas stor og loyal til, at muligheden for et sjældent tronskifte kan være indenfor rækkevidde.

Charmeoffensiven begynder 7. januar i Kolding og Hillerød. 

Herefter fortsætter Danmarksturnéen til Rødovre, Brøndby, Køge, Nykøbing F., Slagelse og Odense, ligesom modellen også indtager en lang række byer i Jylland som fx Esbjerg, Horsens, Aarhus, Viborg, Randers og til sidst Aalborg.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here