Tesla har lovet at lancere selvkørende taxaer i Texas i denne måned. Ifølge Elon Musk er Tesla ”en måned forud for tidsplanen.”
Tesla har lovet selvkørende biler i årevis. Helt tilbage i 2016 sagde Tesla-chef Elon Musk, at en Tesla senest i 2017 ville være i stand til selv at køre tværs over USA fra Los Angeles til New York.
Sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod har selvkørende biler vist sig at være vanskeligere at realisere end forventet. Ikke bare for Tesla, men for alle bilmærker, der arbejder på teknologien.
Men nu skal det altså være for Elon Musk og Tesla, der for alvor har lagt hånden på kogepladen ved at love selvkørende biler i denne måned.
10-12 biler i Austin
I første omgang bliver der tale om en meget beskeden flåde af selvkørende Tesla-taxaer i byen Austin i delstaten Texas. Måske kun en 10-12 stykker og kun i udvalgte dele af Austin.
De selvkørende taxaer vil ikke være den annoncerede ’Cybercab’, men den kendte Tesla Model Y. Ifølge Elon Musk har man allerede testkørt de selvkørende Model Y’ere – uden chauffører i førersædet klar til at gribe – i ”adskillige dage.” Det skriver InsideEVs.
Premiere 12. juni
Musk skriver også på sit eget sociale medie X, at de seneste testkørsler i Austin er udført ”en måned forud for den oprindelige tidsplan.” Det underbygger vedholdende rygter fra bl.a. mediet Bloomberg om, at Tesla officielt vil åbne for sin selvkørende taxa-service torsdag den 12. juni.
Selv om Tesla altså angiveligt er en måned foran sine aktuelle tidsplaner for selvkørende taxaer i Austin, er mærket langt bagefter sine oprindelige planer. Elon Musk har for mange år siden lovet én million ’robotaxier’ på vejene ved udgangen af 2020.

Hvis kørslen med de første selvkørende Teslaer i Austin går efter planen, forventer Musk at antallet af biler ”formentlig vil nå 1.000 biler i løbet af få måneder.” På længere sigt skal servicen rulles ud til flere byer. Tesla er allerede i gang med at hyre en hel af deling af operatører, der skal overvåge de selvkørende biler fra kontrolcentre og løse eventuelle problemer, som de opstår.
Selvkørende levering i juli
Hertil kommer Elon Musk løfte om at gøre alle eksisterende Tesla med Full Self Driving (FSD) ægte selvkørende. Dét løfte arbejder Tesla også på med testkørsler verden over.
Elon Musk lægger også den anden hånd på kogepladen ved at love, at Tesla i juli også vil levere de første biler til kunderne ved hjælp af FSD.
Ubesvarede spørgsmål
Mens Elon Musk lover selvkørende biler om ganske få dage, sidder de amerikanske trafikmyndigheder, NHTSA, tilbage med en række ubesvarede spørgsmål.
Et af de store spørgsmålstegn ved Teslas elvkørende teknologi er, at den udelukkende baserer sig på kameraer i bilerne. For at holde udgifterne nede undlader Tesla at bruge lidar-radarer, som stort set alle andre selvkørende biler benytter.
I maj sendte NHTSA derfor Tesla en lang række spørgsmål til den kommende taxa-service i Austin, som Tesla angiveligt ikke har besvaret.
I betragtning af Elon Musk og Teslas mange løfter om selvkørende biler, er der enorm opmærksomhed om mærkets første selvkørende biler. Og sikkert også en masse mennesker, der bare venter på, at Tesla begår fejl.
Konkurrent til Waymo
Med taxa-servicen bliver Tesla en konkurrent til Waymo, der har lignende taxa-service i flere amerikanske byer og anses for at være dem, der er længst fremme med teknologien. Andre har prøvet og fejlet før Tesla. For eksempel det General Motors-ejede Cruise, der brændte milliarder af kroner af, inden de måtte opgive.
Nu prøver Tesla det samme – bare med væsentligt billigere teknologi. Det er svært at overvurdere vigtigheden af, at Tesla kan få FSD til at lykkes. Ikke så meget fordi Elon Musk har lovet det i årevis, men fordi Musk satser mere på selvkørende teknologi og kunstig intelligens end de elbiler, som Tesla ellers er kendt for. Her er udviklingen nærmest gået i stå, mens Elon Musk har sagt, at Tesla ikke så meget er en bilproducent, som et firma, der udvikler selvkørende teknologi, robotter og kunstig intelligens.
Værdi baseret på FSD
Det er dén historie, Tesla-investorerne køber ind i. Teslas enorme værdi er ikke baseret på elbiler, men på løftet om, at Musk vil gøre Tesla ledende inden for FSD, robotter og kunstig intelligens.
Derfor er det helt afgørende, at de selvkørende biler i Austin så at sige ikke laver ulykker. Begynder de at køre ind i ting – eller endnu værre; slå mennesker ihjel – vil Tesla og dermed Elon Musk være i alvorlige problemer.