Danske Henrik Fisker afslører antallet af bestillinger på sin SUV-elbil sammen med børsnotering. Europæisk afdeling på vej i München.
Der er pæn interesse for danske Henrik Fiskers elbil – SUV’en Ocean.
I en pressemeddelelse oplyser han åbenhjertigt, hvor mange bestillinger på Fisker Ocean, han har modtaget indtil videre.
Til og med den 26. oktober er der kommet 8.871 forudbestillinger på bilen. I øvrigt har flere danske medier skrevet, at den seneste store samlede ordre faktisk er placeret af det app-baserede danske mobilitetsfirma, Viggo, som har bestilt 300 eksemplarer.
Det oplyses også, at Fiskers europæiske hovedkvarter kommer til at ligge i München.
Det er ikke langt fra Magna-Steyr-fabrikken i Graz, Østrig, hvor den nye Ocean skal bygges. Det er også her blandt andet Jaguar i-Pace bygges, og fabrikken har gennem tiderne bygget næsten 4 millioner biler fordelt på omkring 30 forskellige modeller, oplyses det.
”Den betydelige bilordre, der er aftalt med Viggo i Danmark, viser vores vækstpotentiale i Europa,” siger Henrik Fisker og understreger dermed det fornuftige i et europæisk hovedkvarter.
Levering sidst i 2022
”München har længe været et stort globalt knudepunkt for bilindustrien. Placeringen af vores regionale hovedkvarter i Sydtyskland gør det muligt for os hurtig og effektivt at opbygge vores salgs- og distributions-aktiviteter i hele Europa,” fortsætter Henrik Fisker i pressemeddelelsen.
Efter planen vil Fisker begynde leveringer af Ocean i november 2022.
Fisker Ocean er, for en stor del af interiørets vedkommende, bygget af genbrugsmaterialer. Blandt andet plastik, der er fisket op af havet – heraf navnet.
Faktisk er Henrik Fisker så åben omkring interessen for bilen, at han har delt en graf, der viser udviklingen i forudbestillinger siden slutningen af 2019, kort tid inden han præsenterede den første prototype under CES-messen i Las Vegas.
Nyheden om de mange bestillinger på Fisker Ocean kommer sammen med en anden og helt afgørende nyhed for den danske bilmand: I dag forventes Fisker Inc. at blive børsnoteret som led i en aftale med det amerikanske selskab Spartan Energy. En børsnotering vil sikre det nye bilmærke en solid startkapital på mere end én milliard kroner.
Lad os da håbe det så går bedre end Karma…