Neue Klasse BMW i3 får langt over 800 km rækkevidde

BMW’s elektriske 3-serie får rekordlang rækkevidde, kan lynlade med op til 400 kW og kommer også som stationcar. 

2026 bliver et afgørende år for BMW. Her kan kunderne for første gang køre i mærkets to første ‘Neue Klasse’ elbiler, SUV’en iX3 og sedanen i3.

iX3 kan allerede bestilles nu - også i Danmark - men leveres først i begyndelsen af 2026. I løbet af foråret lanceres så i3 som den første, rent elektriske BMW 3-serie. Og selv om SUVere dominerer salget, kan man ikke undervurdere betydningen af i3, der er BMWs kernemodel og indbegrebet af BMW’s motto “Freude am fahren” - på dansk “køreglæde”.

I foromtalen af i3 lover BMW da også igen og igen masser af køreglæde. i3 er bilen, der skal bevise, at “den ultimative køremaskine” - et andet berømt BMW-motto - sagtens kan være elektrisk.

‘Glædens hjerte’

Op til premieren siver der langsomt nye oplysninger ud om bilen. Mange af dem handler om, at i3’s avancerede teknologi skal gøre den lige så velkørende som BMW’s bedste fossilbiler. BMW fortæller om en ny centraliseret computer-arkitektur med navnet ‘Heart of Joy’, der reducerer antallet af mikroprocessorer, så i3 kan reagere hurtigere og mere intuitivt på førerens input.

BMW har især arbejdet med i3’s bremser. En elbil opsamler og lagrer bremseenergi i batteriet, hvilket øger rækkevidden. Men rekuperation, som det hedder, giver ikke den klassiske bremsefornemmelse, som BMW gerne vil give kunderne. Men i3 skal angiveligt være i stand til at genindvinde 98 procent af bremseenergien, når man træder på bremsepedalen og på den måde både give en god bremsefornemmelse og spare energi.

Debut med firehjulstræk

Som SUV’en iX3 lanceres i3 i første omgang i varianten 50 xDrive. Det betyder to motorer med tilsammen 345 kW (469 hk) og firehjulstræk. Litium-ion batteriet vil være af  nikkel-mangan-kobolt typen og med en størrelse på 108 kWh bliver rækkevidden særdeles lang. Samme batteri kører ca. 800 km i iX3, så den lavere og mere vindglatte i3 vil få en noget længere rækkevidde, der formentlig nærmer sig 900 km.

Moderne 800 volt-teknologi sørger for lavere vægt og lynhurtig lynladning med op til 400 kW.

Senere kommer der andre varianter. Hvis BMW kombinerer det store batteri med en enkelt elmotor som vi kender det fra 40-versionerne af i4 og i5, bør 900 km være inden for rækkevidde.

Elektrisk M3

Lige så sandsynligt er billigere udgaver med mindre batterier og baghjulstræk. I modsatte ende har BMW bekræftet, at der kommer en elektrisk M3 i 2028. M-udgaven af i3 får fire elmotorer og en ydelse på den vilde side af 1.000 hk.

Og så er der en nyhed, der helt sikkert betyder meget for især danske BMW-fans: BMWs chefdesigner Adrian van Hooydonk bekræfter, at der på et tidspunkt kommer en Touring - BMW’sk for stationcar - og at den også vil komme med forskellige motorer og batterier.

40 nye modeller

At Neue Klasse er en kæmpe satsning for BMW understreges af, at iX3 og i3 blot er forløberne for hele 40 nye og opdaterede BMW-modeller frem mod 2027. Mange af dem vil være elbiler og det bliver teknologien og designet fra dem, der vil blive overført til BMWs nye fossilbiler. Neue Klasse-designet på iX3 og i3 er altså ikke forbeholdt BMW’s elbiler, men skal overføres til alle BMW-modeller.

Til gengæld kommer BMW’s elbiler og fossilbiler fremover til at køre på forskellige, dedikerede platforme. Hidtil har BMW benyttet sig af platforme, der kunne bruges til begge biltyper, som vi kender det fra X1, 4- og 5-serien.

Dedikerede platforme er især en fordel for elbiler, der kan gøres lettere og mere rummelige, når der ikke skal gøres plads til forbrændingsmotor, udstødning og lydpotte.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here