BMW antyder, at der også kommer en 4-serie af Neue Klasse-elbilen i3. Med lavere karrosseri kan den få en rækkevidde på 900 kilometer.
Drømmer du om et lavere, mere dynamisk alternativ til de mange elektriske SUV’ere, der dominerer bilsalget?
Så er der gode nyheder fra BMW. Om kort tid kommer de første eksemplarer af mærkets Neue Klasse-elbil til Danmark. Det bliver i skikkelse af SUV'en iX3. Senere i år følger så den lavere i3 - den første, rent elektriske udgave af BMW’s ikoniske 3-serie. Først som fire-dørs sedan, senere som mere praktisk stationcar.
4-serien vigtig for BMW
Men der er en endnu lavere Neue Klasse-elbil på vej. I et interview med AutoCar lægger Joachim Post, der er udviklingschef for alle nye BMW-modeller, op til en afløser for den nuværende BMW i4.
“4-serien er en vigtig bil for os. Den er mere sportslig, og BMW er et sportsligt mærke med en tydelig arv inden for performance. Så den vil også spille en vigtig rolle for os i fremtiden.”
Joachim Post fortsætter med at uddybe, at BMW har relativt let ved at lade bilmodeller knopskyde til forskellige varianter, så man for eksempel kan komme de kunder i møde, der foretrækker en lavere, mere sportslig model.
Det kommer også til at gælde for BMW’s Neue Klasse af elbiler: Den kommende iX4 kan blive til en mere coupé-formet iX4 SUV, lige som i3 kan blive til en i4.
Kan sætte rækkevidderekord
Sidstnævnte kan være særligt interessant for danske købere. BMW i4 har et ganske stort publikum herhjemme. Udover en mere praktisk, stor bagklap end den almindelige 3-serie - og kommende i3 elbil - kan en lav og aerodynamisk i4 sætte ny rækkevidderekord for BMW’s elbiler.
‘Regnestykket’ er ret simpelt. Vi ved, at den første Neue Klasse elbil, BMW iX3 med to elmotorer og 345 kW (469 hk) har en rækkevidde på 806 kilometer. Den lavere i3 kommer formentlig til at køre omkring 850 kilometer med samme drivline. En i4 er endnu lavere end i3, og kan måske nå 875 kilometers rækkevidde.
På et tidspunkt kommer Neue Klasse-elbilerne også i udgaver, der nøjes med en elmotor og færre kræfter. Med samme 108 kW-batteri bliver der tale om ægte ‘long range’ versioner, der potentielt kan få en rækkevidde på 900 kilometer eller endda mere. Og i4 har alle forudsætninger for at blive den, der kommer længst på strømmen.
Elektrisk M4
I den stik modsatte retning antyder Joachim Post i interviewet, at der også kommer en elektrisk M4. En power-udgave vil også være relativt let at lave for BMW, der allerede har afsløret prototypen på en særdeles vild M-udgave af i3 Neue Klasse (foto) med hele fire elmotorer. Ret beset handler det om at designe et nyt karosseri til den samme, underliggende teknik.
Nuværende BMW i4-ejere må dog nok væbne sig med tålmodighed, hvis de drømmer om en Neue Klasse-baseret afløser. Den kommer tidligst et godt stykke inde i 2027.





