Officielt trak Nissan sig ud af Rusland i 2022. Nu er de japanske biler tilbage ved hjælp af et nyt navn og en kinesisk samarbejdspartner.
Oting. Oting. Oting…
Hvis dette bilmærke ikke lige ringer en klokke, er der ikke noget at sige til det. Det er nemlig nyt og opfundet som ’dæknavn’ til Nissan, så det japanske mærke atter kan sælges i Rusland.
Navnet Oting er et af flere tricks, der gør det muligt at sælge Nissan uden om de vestlige sanktioner, som Rusland er pålagt på grund af invasionen af Ukraine. Af samme grund trak Nissan sig sammen med mange andre mærker officielt ud af Rusland i 2022.
Det er bilmediet Carscoops, der har afsløret den nye trafik af fabriksnye Nissan-biler til Rusland.
Kommer fra Kina
Det afgørende trick, der gør det muligt for Rusland at importere Nissan-biler uden om sanktionerne, er bilernes oprindelsesland.
Oting kommer nemlig ikke direkte fra Nissan i Japan. I stedet fremstilles de i Kina. Her indgår Nissan i et 50/50 joint venture med DFG, Dongfeng Motor Group, der er en del af Dongfeng Motor Corporation, som er 100 pct. ejer af den kinesiske stat.
DFG fremstiller Nissan’er til det kinesiske hjemmemarked, men har nu fundet et lukrativt marked i Rusland. DFG sætter simpelthen bare andre logoer på bilerne og eksporterer så bilerne til Rusland gennem en stort set ukendt underleverandør – Oting.
Fænomenet kendes også som parallelimport – og sker angiveligt uden bilproducenternes, i dette tilfælde Nissans, godkendelse.
Sker for flere mærker
Eller gør det? Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax foregår der nemlig også lignende, uautoriseret ’grå-import’ af mærker som Citroën, Dacia, Ford, Hyundai, Kia, Mazda, Opel, Peugeot og Renault. Alle mærker, der har trukket sig ud af Rusland som følge af præsident Vladimir Putins angrebskrig mod Ukraine.
Det ubesvarede spørgsmål er, om det virkelig kan lade sig gøre at eksportere biler til Rusland uden moderselskabernes viden og måske medvirken?
Rusland er et attraktivt marked, som de vestlige bilmærker utvivlsomt gerne vil tilbage på. Og de aktuelle fredsforhandlinger har skabt en tro på, at muligheden for at gøre comeback kan være nært forestående.
Ifølge flere medier er de første, uofficielle sonderinger af det russiske marked indledt. Det kan skyldes, at Rusland har varslet, at de producenter, der trak sig ud i 2022, kan blive mødt med bureaukrati, hårde forhandlinger og sågar retssager, hvis de vil tilbage. Ved at ’tyvstarte’ som Oting kan bilproducenter måske få lettere ved at gøre comeback i Rusland.
Kina støtter Ruslands krig
Kinesiske DFGs omgåelse af sanktionerne viser også, hvilke udfordringer kinesisk-ejede bilmærker kan havne i.
Hvilkenbil har tidligere beskrevet, hvordan kinesiske bilproducenter som Geely, der ejer Volvo og Polestar, Dongfeng, JAC og Changan, der laver elbiler for Mazda samt Chery og Great Wall Motor, der begge er på vej til Danmark, har udnyttet vestlige bilmærkers exit fra Rusland til at øge deres eksport til Rusland.
Dermed har de kinesiske mærker været med til at holde Rusland kørende i en situation, hvor Vesten forsøger at bremse Ruslands krig mod Ukraine. En trafik, som flere danske politikere kaldte ’dybt forkastelig’ i et interview med Hvilkenbil.
Tak for en øjenåbner👍