Tesla har overgivet sig. Fremover får alle Tesla-modeller en blinkerarm - og den kan eftermonteres på Model 3. Men det koster…
Da Tesla opgraderede Model 3 sidst i 2023, var der udbredt enighed om, at finish, komfort og køreegenskaber havde fået et mærkbart løft. Verdens mest trendsættende elbil var blevet endnu bedre.
Med undtagelse af en enkelt detalje: Tesla havde fjernet blinkerarmen og erstattet den med to trykknapper i rattet. En til at blinke til venstre, og en til at blinke til højre…
Det lille påfund, som også findes i visse Ferrari-modeller, faldt kun i god jord hos de mest inkarnerede Tesla-fans. Resten af verden rystede på hovedet, sukkede og lavede roterende pegefingerbevægelser ud for tindingen. Hvis de da ikke bare bandede og svovlede og hældte endnu mere galde ud over det i forvejen kontroversielle bilmærke.
Har lyttet til kunderne
Ingen tvivl om, at det kræver tilvænning at vise af per trykknap. Især når du er på vej ind i og derefter ud af en rundkørsel, hvor rattet drejer først den ene, så den anden vej.
Tesla nåede åbenbart frem til samme konklusion. Da den opgraderede Model Y kom på gaden tidligere i år med stort set samme forbedringer som Model 3, var det stadig med den gode gamle blinkerarm. Tesla havde lyttet til kunderne, lød det fra designafdelingen.
Fornylig viste Tesla den nye, billige og udstyrs-strippede Standard-udgave af Model 3. Blinkerarmen er tilbage. Og det kommer den også i de øvrige udgaver af Model 3.
Allerede udsolgt
Teslas selverkendelse stopper ikke her. Der er også tænkt på de kunder, der kører rundt i den opgraderede ‘Highland’ udgave af Model 3 fremstillet i 2023, 2024 og 2025 uden blinkerarm. Til dem har Tesla lavet et kit, der gør det muligt at eftermontere en ‘original’ Tesla blinkerarm på deres arm-løse Model 3.
En populær idé, viser det sig. Blinkerarm kit’et er allerede udsolgt. Men det kommer selvfølgelig igen. Også i Danmark, hvor det optræder under udstyr til Model 3. P.t. udsolgt, forstås.
Men så er der tid til at spare op. Armen er nemlig ikke just billig: 4.960 kroner lyder den danske pris på, men så er det også inklusive montering på autoriseret Tesla-værksted.







"Det lille påfund, som også findes i visse Ferrari-modeller..."
En sandhed med modifikationer! Forskellen mellem Ferrari og Teslas implementering er, at Ferrari har placeret knapper på hhv venstre og højre side, hvorimod Teslas idiotiske designere har placeret knapperne i samme side!
Med i kittet er vel også nye knapper på rattet der erstatter blinker-knapperne?