Ny Audi bliver sjældent syn i Danmark

Audi A6 limousine
Audi A6 Limousine

Audi lancerer den nye A6 limousine. Med en merpris på 130.000 kr. i forhold til elbilen A6 e-tron bliver den sjælden herhjemme.

Man skal ikke mange år tilbage før en ny Audi A6 var en stor nyhed. I hvert fald ikke for direktører og andre velbeslåede danskere med appetit på et flot og velkørende alternativ til BMW 5-serie og Mercedes E-klasse.

I 2023 kunne Audi sælge 1.120 A6. Sidste år faldt salget til blot 154 biler. Forklaringen er naturligvis, at elbiler sælger langt bedre herhjemme. Andre steder i Europa er der stadig kunder til en Audi A6 med diesel- eller benzinmotor. Herhjemme bliver den nye Audi A6 Limousine i bedste fald en sjældenhed for dem, der insisterer på en fossilbil.

Bilen fejler ikke noget – men på det danske marked afgør prisen i forhold til en elektrisk A6 e-tron sagen: Her begynder priserne fra 570.000 kr. for en fem-dørs Sportback med 286 hk og 591 km rækkevidde.

130.000 kr. dyrere

Byd så velkommen til den nye Audi A6 Limousine – en velskabt, traditionel sedan, der ikke desto mindre koster fra – hold nu fast – 700.000 kr. Altså 130.000 kr. mere for basisudgaven med en firecylindret turbobenzinmotor på to liter, der yder noget mere beskedne 204 hk.

Bilen kan konfigureres og bestilles nu på Audis danske hjemmeside – de første biler leveres i løbet af efteråret.

Det bliver, som man siger, op ad bakke. Men for læsere, der stadig hænger på, er der mere spændende nyt om Audi A6.

Niende generation af Audi A6 Limousine er den hidtil mest vindglatte.
Rekordlav luftmodstand

Audi har nemlig givet bilen den store overhaling, så der er tale om 9. generation. Det kaster flere nyheder af sig.

Luftmodstanden er presset helt ned i en cW-værdi på 0,23. Den laveste luftmodstand nogensinde for en serieproduceret Audi med forbrændingsmotor – og næsten lige så lav som de 0,22 for den elektriske A6 e-tron.

Fossilmotorerne har mild-hybrid teknologi, der trods et beskedent batteri er i stand til køre på ren el ved lav fart i byen eller når den coaster på lande- eller motorvej. Samtidig tilfører en lille elmotor op til 24 hk ved acceleration. Alt i alt gør det den store A6 TFSI med turbobenzinmotor og automatgear i stand til at køre mere end 14 km/l i snit.

Dieseludgaven, også med fire cylindre og 204 hk, er endnu mere nøjsom med dråberne og når et ganske imponerende snit på 20 km/l.

Som ekstraudstyr fås Audi A6 Limousine også med både firehjulsstyring og luftaffjedring. Dieseludgaven fås også med quattro – Audi’sk for træk på alle fire hjul.

Forspring til A6 Avant

Når vi godt tør udråbe Audi A6 Limousine til at blive en sjældenhed på danske veje skyldes det, at en anden og langt mere populær udgave har fået et forspring. Tidligere i år lancerede Audi nemlig stationcar-udgaven Avant, som langt de fleste danskere foretrækker, hvis de går efter en Audi A6. Den bil kan du læse meget mere om her.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here