Fords fine 3-cylindrede EcoBoost turbobenziner får en større, 4-cylindret aflægger på 1,5 liter, når den forsinkede Ford Mondeo får premiere i efteråret 2014.
Ford har høstet roser og titler i bundter for deres 3-cylindrede EcoBoost-motor. Den lille turbobenziner på blot 1,0 liter gør indtryk, hvad enten den sidder i en kompakt Fiesta eller den mellemstore Focus. Efter planen skal den også bruges i næste generation af den store Ford Mondeo.
3 cylindre og en volume på blot 1,0 liter lyder dog lidt af gummiarm i en velvoksen bil som Ford Mondeo. Ifølge sitet automotorsport.se planlægger Ford da også en større og 4-cylindret udgave af EcoBoost-motoren til deres kommende firmaflyder, der dog er blevet forsinket flere gange og derfor først får premiere i efteråret 2014. Den amerikanske udgave af Mondeo, Ford Fusion, er allerede på markedet, og “over there” bliver det snart muligt for køberne at vælge den nye EcoBoost-variant. Ifølge flere kilder bliver der fortsat tale om en ”downsizet” maskine på ganske beskedne 1,5 liter, men med hårdtpumpede 180 hk og et velvoksent moment på 240 Nm.
Hvis forbruget – som forventet – er beskedent, lyder det som et spændende alternativ til en dieselmotor i Ford Mondeo.
Automatgear med 9 og 10 trin
En anden interessant nyhed, der kan være på vej til den kommende Ford Mondeo, er et automatgear med hele 9 trin. Sammen med ærkerivalen General Motors er Ford i gang med at udvikle en ny generation af moderne automatgear, der skal være med til at sænke brændstofforbruget med ca. 5 procent. Den 9-trins automatgearkasse skal bruges til mellemstore, forhjulstrukne biler som Ford Mondeo, mens en variant med hele 10 trin skal benyttes i store biler med baghjulstræk.
Ved at deles om ingeniører og udviklingsomkostninger kan Ford og GM spare mange penge og nedbringe udviklingstiden fra 3-4 år til det halve. Groft sagt får begge bilfabrikker to moderne gearkasser til prisen for én. Og så kan man jo nok for en stund se gennem fingre med, at man er konkurrenter til daglig.
Faktisk er rivalerne Ford og GM så gode kolleger på de indre linjer, at de før har lavet lignende fælles projekter. Mens design, finish og køreegenskaber er med til at definere bilmærker og sælge biler, betyder det mindre eller slet ingenting for bilkøberne, at der ligger den samme gearkasse i forskellige biler. Derfor er den slags fælles udviklingsprojekter en god ide for bilproducenterne. I dette tilfælde kan det oven i købet medføre, at Ford og GM overhaler Lexus, Mercedes og de andre prestigemærker og kommer først med verdens første 10-trins automatgear.