Ny Jeep er amerikansk udenpå, fransk inden i

Jeep viser den nye Compass, der som elbil kommer med både for- og firehjulstræk og op til 650 km rækkevidde. Teknikken er fra Peugeot E-3008.

Få biler er mere ærkeamerikanske end Jeep – og det ses tydeligt på den nye Compass, som kommer til Danmark sidst på året. Hos os formentlig kun som elbil. Compass fås også med hybridmotorer, men på grund af de danske afgiftsregler bliver de for dyre og dermed uinteressante i Danmark.

Jeep Compass er klassisk ’Americana’ i overdrive. Tjek bare den ikoniske syv-delte grill, de firkantede hjulkasser og den ekstra frihøjde, der dufter af alt fra en tur ned ad klitterne med et surfboard på taget eller en rekognoscerings-opgive for hæren bag fjendens linjer. Jeep kan det hele – og har historien til at bakke det eventyrlystne udseende op med troværdighed.

Fransk teknik, italiensk produktion

I hvert fald på overfladen. For i dag indgår Jeep i den fransk-italiensk-amerikanske Stellantis-koncern. Compass bygges heller ikke ’over there’ men i Italien. Og al teknik – som ned til den sidste møtrik – kommer fra Peugeot, fordi Compass deler platform, software, batteri og elmotorer med E-3008.

Selv størrelsen er den samme på nær én centimeter. Jeep Compass er 455 cm lang og dermed blandt de mere kompakte i klassen, hvor konkurrenterne hedder Skoda Elroq, Ford Explorer og Renault Scenic Electric. Det er en kompetent klasse at være den nye dreng i, så man må håbe, at Stellantis har fået styr på nogle af udfordringer med høj vægt, beskeden motorkraft og lange lynladetider, der har hæmmet Peugeot E-3008.

Kantede former og lige linjer. Også bagfra er Compass klassisk Jeep.

Men måske betyder det mindre. Compass rammer nemlig Jeep-stilen lige i Bulls Eye. Og er du til Jeep, er der intet, der matcher det amerikanske offroader-ikon.

Ægte offroader

Jeep holder da også offroader-fanen højt i den elektriske udgave af Compass, der som den eneste fås med firehjulstræk. Tilmed med to potente elmotorer, der tilsammen yder 275 kW (375 hk).

Undervognen er bogstaveligt talt spændt op til lir på løst underlag med større frihøjde, en aggressiv tilkørselsvinkel på stigninger og mulighed for at køre gennem næsten en halv meter vand.

Man mangler sådan set bare den berømte jerrycan nødtank på bagsmækken, så er du klar til eventyr a la Indiana Jones. Men til en elbil ser det måske lidt fjollet ud med en benzindunk. Men så en boks til ladekablet da – idéen er hermed givet videre, kvit og frit…

To batteristørrelser

Compass får lige som Peugeot E-3008 to batterier at vælge imellem. 73 kWh er koblet til en elmotor med 156 kW (213 hk) og får en rækkevidde omkring 500 km. Næste trin er 98 kWh, hvor ydelsen formentlig hæves en smule til 165 kW (225 hk) for at kompensere for den højere vægt. Med forhjulstræk bliver denne udgave ’long range’ udgaven af Compass med en rækkevidde på 650 km.

Hvilket batteri den firehjulstrukne topmodel får vides ikke i skrivende stund.

Til gengæld kan vi se, at Jeep har designet kabinen lidt anderledes. Den centrale trykskærm er lav og bred, og modsat Peugeot sidder speedometeret bag og ikke over rattet.

De lige linjer går igen i Compass-kabinen. Vi aner genvejstaster og rigtig volumeknap på den centrale infoskærm.

Et mere opretstående design skal give mere plads i kabinen og et regulært bagagerum på 550 liter.

Fordobler dansk Jeep-program

Danske priser er endnu ukendte, men mon ikke Jeep tillader sig at tage en smule mere for Compass end Peugeot E-3008, der begynder fra 300.000 kr.

Compass kommer til at fordoble det danske Jeep-program, der lige nu kun består af den kompakte Avenger. Her begynder priserne fra 220.000 kr. for den kompakte el-Jeep, der kan prale af titlen som Årets Bil i Europa i 2023. Selv et drastisk prisfald sidste år har dog aldrig for alvor kickstartet det danske Jeep-salg.

Måske har Compass bedre chancer. Om ikke andet som et selvsikkert alternativ til den grå masse af elektriske SUVere, der dominerer bilsalget i Danmark og resten af Europa. Ingen kan i hvert fald tage udstrålingen og den gode historie fra den ærkeamerikanske Jeep med de fransk-italienske rødder. Compass er jo nærmest bilernes svar på Robert de Niro…

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here