Priserne stiger 20.000 kr. når den nye Nissan Qashqai kommer til Danmark til foråret – men der er stadig langt op til Honda CR-V og Co.
Det mellemstore ‘gadekryds’ mellem en SUV og en stationcar, Nissan Qashqai, har været en kolossal succes for Nissan. Trods en fremskreden alder på syv år triller der fortsat 20.000 Qashqai’er af samlebåndet om måneden. Alene i Danmark er der solgt godt 2.000 styk i år, hvor stærke priser længe har sikret Qashqai et godt salg blandt de mellemstore biler.
Alt tyder på, at succes’en fortsætter, når 2. generation af den japanske crossover får Danmarkspremiere til marts. Den danske importør har netop offentliggjort prislisten, og den placerer nyheden lunt mellem de kompakte rivaler som Renault Captur og Peugeot 2008 og de lidt større ‘softroadere’ som Honda CR-V og Mazda CX-5.
Selv om den nye Nissan Qashqai er vokset 5 cm i længden og godt 2 cm i bredden, er det også her i smørhullet, at den befinder sig rent størrelsesmæssigt – i øvrigt sammen med en anden nyhed i klassen, Suzuki SX4 S-Cross. Sidstnævnte har fordel af den laveste fra-pris på 224.000 kr., mens Nissan Qashqai begynder ved 244.000 kr. inkl. levering. Men Nissan Qashqai er også ganske veludstyret i grundudgaven Visia, der bl.a. får aircondition, LED-kørelys, forkromede rudelister, fartpilot, Bluetooth, USB-stik, kørecomputer, varme i forsæderne og bakkestart som standard.
Lille basismotor får turbo
Basismotoren er også spændende: Ud ryger den gamle 1,6 liter, ind kommer en 1,2 liter med turbo, der yder 115 hk og – mere vigtigt – har et moment på 190 Nm. Dermed at drejningsmomentet – altså evnen til at sejtrække – væsentligt større end i Suzuki S-Cross og lige så kraftigt som i den dyrere Honda CR-V, der til fra-prisen 313.000 kr. koster 69.000 kr. mere end den nye Nissan Qashqai.
Udover den lille turbobenziner fås Nissan Qashqai med to velkendte dieselmotorer fra alliancepartneren Renault: 1,5 med 110 hk eller 1,6 med 130 hk. Merprisen er henholdsvis 27.000 og 25.000 kr., mens det koster anderledes pebrede 40.000 kr. at gå et udstyrstrin op. Rykker du fra basisudgaven Visia op i mellemmodellen Acenta får du bl.a. læderrat, tågeforlygter, regnsensor, klimaautomatik og 17-tommers alufælge for de ekstra 40.000 kr. Yderligere 40.000 kr. bringer dig op i topudgaven Tekna, der bl.a. byder på integreret navigation, indtræk i dellæder, p-sensor, 19-tommer alufælge og en sikkerhedspakke med bl.a. automatisk nødopbremsning og vognbaneassistent. Sikkerhedspakken kan også fås til Visia og Acenta som ekstraudstyr til 16.000 kr.
Det koster med andre ord dyrt at sætte krydser på udstyrslisten, men i basisudgaven ligner Nissan Qashqai et stærkt bud i klassen for ‘crossover’ biler – godt hjulpet af et skarpt design, der nok skal lokke kunder i butikken.
Qashqai er Nissans ‘cash-cow’
Der står også meget på spil for Nissan: Siden introduktionen i 2006 har Qashqai udviklet sig til at være en ‘cash-cow’ for Nissan, der dengang overraskede hele bilverdenen ved at lade Qashqai afløse både Golf-rivalen Almera og firmaklassebilen Primera. Begge solgte sløjt og Nissan satsede på, at en kompakt blanding af SUV og stationcar ville tiltale et nyt publikum på udkig efter noget nyt. Nissan fik ret, og siden har Qashqai dannet skole for den nuværende bølge af crossover-biler.
Andet oplag af Nissan Qashqai forventes at være klar til salg hos de danske forhandlere til marts.
Bonusinfo: Navnet Qashqai (udtales ‘cash-ki’), der går for at være blandt de vanskeligste i bilindustrien, kommer fra en nomadestamme, der lever i den bjergrige, sydvestlige del af Iran.
Læs mere: Her er den nye Nissan Qashqai
Udvalgte priser (inkl. lev.):
1,2 benzin 115 hk, 2WD, Visia: 244.000 kr.
1,2 benzin 115 hk, 2WD, Acenta: 284.000 kr.
1,5 diesel 110 hk, 2WD, Visia: 271.000 kr.
1,5 diesel 110 hk, 2WD, Acenta: 311.000 kr.
1,6 diesel 130 hk, 2WD, Acenta: 336.000 kr.
1,6 diesel 130 hk, 4WD, Acenta: 379.000 kr.