Alt er nyt, men prislisten holder sig i ro, når VW lancerer ny Passat til november. Priserne begynder ved 369.000 kr. for en veludstyret sedan med 150 hestes turbobenziner.
Når VW lancerer ottende generation af Passat til november, skal den tyske firmaflyder ”bryde grænsen mellem den traditionelle firmabilsklasse og luksusklassen”, som den danske importør udtrykker det.
Det lyder jo lovende – og måske også lidt dyrt. Men faktisk afslører første kig på prislisten, at den ikke blot holder sig i ro. VW hælder også så meget udstyr i den nye Passat, at den i hvert fald ikke prismæssigt kan anklages for at rykke op i luksusklassen.
Priserne begynder ved 369.000 inkl. levering. Det rækker til en firedørs limousine med VWs spændende 1,4 liters TSI ACT turbobenziner med 150 heste. Betegnelsen ACT dækker over automatisk cylinderfrakobling – når bilen cruiser, slår den simpelthen to af cylindrene fra for at spare brændstof. Teknikken er – i hvert fald i laboratoriet – så effektiv, at Passat kan prale af et nærmest sensationelt lavt snitforbrug på 20,4 km/l. En værdi der bliver endnu mere imponerende, fordi den store Passat rykker fra 0-100 km/t på blot 8,4 sekunder og først løber tør for kræfter ved 220 km/t.
En del af forklaringen på det rekordlave forbrug for en benzinmotor i denne bilklasse er, at ottende oplag af Passat er baseret på VW-koncernens MQB-platform, der letter Passat for 85 kilo.
Forbruget sættes i relief af, at den kraftige toliters diesel med 150 hk har et tilsvarende snitforbrug på 25 km/l. Det er en relativt beskeden fordel sammenlignet med TSI-motoren og kan måske få flere kunder end tidligere til at vælge benzin i stedet for diesel. TDI-dieselmotoren har dog fordel af et kraftigt moment på 340 Nm, der sikkert vil passe mange firmabilister godt. Alligevel må diesel-Passaten finde sig i at være marginalt langsommere end den lille benzinudgave med en 0-100 km/t tid på 8,7 sekunder og samme tophastighed på 220 km/t.
Mere udstyr til prisen
Men tilbage til priserne. Selv basisudgaven Trendline er nemlig rundhåndet forsynet med behageligheder som trezonet klimaanlæg, fartpilot, udvidet kørecomputer, træthedsregistrering, radio med Bluetooth mobiltelefonopkobling samt områdeovervågnings-assistentsystemet ”Front Assist” , der inkluderer automatisk nødbremse i bykørsel.
Næste udstyrstrin hedder Comfortline. For merprisen 25.000 kr. får du 16” letmetalfælge, komfortsæder, p-sensor, tågeforlygter og drejelys samt de blanke rudelister, der er prikken over i’et på firmaets kørende visitkort.
Skal det være luksuriøst, koster det yderligere 35.000 kr. at rykke op i topmodellen Highline, der lokker med 17” letmetalfælge, top-komfortsæder foran, sædebetræk i alcantara og dellæder, adaptiv fartpilot og panellister på dørtrin for og bag.
Merprisen for stationcarudgaven Variant, der traditionelt er langt den mest populære på det danske marked er altid 15.000 kr.
Samme pris som Toyota Avensis
Firmakunderne som ofte har gjort Passat til landets mest solgte firmabil, kan også se frem til fornuftige priser: Beskatningsværdien begynder fra 305.000 kr. for en firedørs Passat 1,4 TSI ACT Trendline, mens den sædvanligvis populære 2,0 TDI Variant Comfortline får en beskatningsværdi på 370.000 kr. inkl. lev.
At VW er lykkedes at holde priserne i ro, understreges af en sammenligning med nogle af de bedst sælgende konkurrenter i firmaklassen: Til sammenligning koster en Toyota Avensis med 147 hestes benzinmotor og T2 udstyr 368.000 kr. inkl. lev., mens en femdørs Ford Mondeo med 160 hk og Collection-udstyr runder 400.000 kr. Kun Opel Insignia, der fås i en særlig billigt indstigningsudgave med 140 turboheste og righoldigt Edition udstyr til blot 304.000 kr. får Passat til at se lidt dyr ud.
Læs også: Her er den nye Passat