Ny prognose: Én million elbiler i Danmark i 2027

Allerede om to år vil bestanden af elbiler i Danmark være fordoblet til én million elbiler. I 2030 vil der være 1,7 millioner elbiler.

Der er både tænding, gnist og højspænding på danskernes forhold til elbiler. Omstillingen fra fossilbiler til elbiler går langt hurtigere end forventet, viser ny prognose fra brancheforeningen Mobility Denmark.

I sidste måned rundede bestanden af elbiler i Danmark 500.000 biler. Allerede om to år, i 2027, vil den være fordoblet til én million elbiler. Det er 100.000 flere end tidligere vurderet og langt over regeringens oprindelige prognose fra 2020, der forudså, at der ville være knapt 550.000 elbiler herhjemme i 2030.

Finanslov freder elbiler

Opjusteringen skyldes ifølge Mobility Denmark flere faktorer. Inflationen er under kontrol, renteniveauet lavt, og forbrugertilliden på vej op. Samtidig betyder finansloven for næste år, at den planlagte afgiftsstigning på elbiler er aflyst. Det skaber grundlag for vækst i bilsalget.

”Vi ser en fornyet tillid til bilmarkedet. Efter længere tids usikkerhed om bilafgifterne, kan flere nu træffe beslutning om deres bilkøb. Den nye finanslov sikrer, at det fortsat er attraktivt at vælge grønt, og det har, sammen med de samfundsøkonomiske forudsætninger, betydning for vores forventninger til bilsalget og bilparkens udvikling,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

I Danmark vælger op mod ni ud af 10 private bilkøbere elbiler. Ifølge Mobility Denmarks nye prognose vil elbiler udgøre omkring 80 procent af alle nyregistreringer i 2026. Den udvikling vil fortsætte med uformindsket styrke.

1,7 millioner i 2030

Første milepæl med én million elbiler nås altså i 2027. Allerede tre år senere, i 2030, vurderer prognosen, at der vil være 1,7 millioner elbiler i Danmark. Det er mere end halvdelen af den samlede bilbestand i Danmark.

Den hurtige vækst kan dog skabe udfordringer, advarer Mobility Denmark:

“Det stiller krav til blandt andet ladeinfrastrukturen og elnettet, som skal kunne følge med, hvis den grønne omstilling skal holde farten. Der er store CO2-reduktioner at hente i omstilling af bilparken, og udviklingen i elbilsalget bidrager derfor i høj grad til, at Danmark når sine klimamålsætninger,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here