Kina-biler: Kinesiske bilmærker spås en stor fremtid – men kun to ud 10 nye Kina-mærker i Danmark sælger flere end 1.000 biler om året.
Kineserne kommer – og de vil overtage en stor del af bilmarkedet i Danmark, Europa og resten af verden. Ikke mindst når det gælder elbiler, hvor kineserne nyder godt af statsstøtte på det enorme hjemmemarked, der er verdens største for elbiler.
Sådan har det lydt længe. Både fra nogle af de kinesiske bilmærker selv og fra europæiske bilproducenter, der ønsker sig alt fra øget told på elbiler importeret fra Kina til slappere miljøkrav, så de kan sælge flere fossilbiler, inden tsunamien af kinesiske elbiler for alvor rammer os.
For bølgen ser bestemt ud til at være på vej. I skrivende stund findes der 10 nye kinesiske bilmærker i Danmark. Skal man tro rygterne og mere eller mindre seriøse meldinger fra kinesiske bilproducenter og potentielle danske importører, kan det tal blive fordoblet allerede i år.
I en ny serie sætter Hvilkenbil fokus på, hvilken betydning de kinesiske bilmærker vil få for danske forbrugere og det danske bilmarked. Vi definerer et bilmærke som kinesisk, når mindst 50 pct. af ejerskabet er kinesisk.
Beskedent aftryk i Danmark
I denne artikel kigger vi nærmere på salget i Danmark. I forhold til hypen omkring Kina-biler viser det sig at være til at overskue. Selv om 10 mærker lyder af meget, sætter de kinesiske biler – i hvert fald ind til videre – kun et beskedent aftryk på det danske bilsalg.
Sidste år formåede blot to ud af de i alt 10 nye kinesiske bilmærker, der kommet til Danmark siden 2020 – Polestar og MG – at sælge flere end 1.000 biler om året. Og hele fire af Kina-mærkerne – Hongqi, JAC, Nio og Voyah – solgte mindre end 100 biler hver i 2023.
Til sammen solgte de 10 nye kinesiske bilmærker 5.221 biler i Danmark i sidste år. Det samlede bilsalg var på 172.763 biler. Det giver de nye Kina-mærker en samlet markedsandel på tre procent.
Hvilkenbil har spurgt importørerne af de 10 bilmærker, hvor mange biler de solgte i 2023, hvad forventningerne er til i år, og om de er tilfredse med udviklingen i salget?
Aiways
Sidste år blev der indregistreret 180 nye Aiways. Det svarer til en markedsandel på 0,1 pct.
I sommeren 2023 løb Aiways tør for penge. Siden har produktionen været sat på pause.
”Fabrikken har ligget stille i mere end seks måneder, hvilket også er baggrunden for, at den nye model U6 ikke er sat i serieproduktion endnu. Vi havde naturligvis håbet på at kunne sælge flere nye Aiways i 2023 og i 2024, men vi har haft vanskeligt ved at få nye biler til Danmark, og det har naturligvis givet begrænsninger i salget,” siger Erik Morsing, PR manager for den danske Aiways-importør.
BYD
BYD, der i fjerde kvartal sidste år kortvarigt overhalede Tesla som verdens største producent af elbiler, solgte i alt 465 biler i 2023. BYD importeres af Nic. Christiansen-gruppen, der også står for den danske import af Hyundai, Jaguar og Land Rover.
”Vi er meget tilfredse med salget på nuværende tidspunkt og går en lys fremtid i møde med flere nye modeller introduceret på markedet. I 2024 har vi en forventning om at sælge cirka fire-fem gange så meget, som vi gjorde i 2023,” siger Anders Blaaberg, Marketing og PR Manager for BYD Danmark.
Hongqi
Hongqi, der er kendt for at levere luksusbiler til det kinesiske kommunistparti, solgte 56 styk af den enorme el-SUV E-HS9 i 2023. I oktober overraskede den danske importør, K. W. Bruun med rekordstore prisnedsættelser på næsten 400.000 kr. Det satte mere skub i salget, så der frem til marts er solgt over 200 E-HS9 herhjemme.
Importøren ønsker ikke at udtale sig om salgsmålene for i år. Optimismen fejler dog ikke noget:
”Salget er gået over al forventning, og vi sælger Hongqi E-HS9 på daglig basis. Vi havde aldrig forestillet os at sælge over 100 E-HS9 i 2023, da bilen er meget stor til det danske marked. Vi ser også frem til de næste og mere ’danskervenlige’ biler E-H7 og E-HS7, der lanceres senere i år,” forklarer Jesper Rosetzsky Hermann, PR Manager for Hongqi hos K. W. Bruun.
JAC
Hvilkenbil har flere gange kontaktet norske RSA, der står bag importen af JAC Motors i Danmark, men aldrig fået svar.
I Danmark sælger JAC kun én model – den kompakte el-SUV e-JS4.
Sidste år blev der indregistreret 85 JAC i Danmark.
Maxus
Norske RSA importerer også Maxus, der ejes af statskontrollerede Shanghai Automotive Industry Corporation (SAIC). Heller ikke her er RSA vendt tilbage på Hvilkenbils spørgsmål.
Maxus solgte 271 biler i Danmark i 2023. Det er en fordobling sammenlignet med 131 biler i 2022.
MG
MG har været i Danmark siden 2020, og er dermed det ’ældste’ kinesiske bilmærke herhjemme, når man ser bort fra Volvo, der har været kinesisk ejet siden 2010. MG indgår ligesom Maxus i SAIC-koncernen.
Sidste år blev der indregistreret 1.438 MG-modeller som MG 4, MG 5 og MG Marvel. Det er en mindre tilbagegang i forhold til 1.591 biler i 2022, men gør MG til det næstbedst sælgende af de nye kinesiske mærker.
“Den lille nedgang handler om, at bilsalget er skiftet fra ladehybrider til elbiler. Her er vi lidt ramt af, at MG havde en af markedets bedst sælgende ladehybrider. Til gengæld har vi 100 pct. vækst i salget af elbiler. Kigger vi på salget i første del af 2024, ligger det højere end samme periode sidste år, så MG har fået en god start i år. Siden vi lancerede MG i 2020, har vi solgt 5.000 biler og har nu en markedsandel på én pct. Det er godt for et helt nyt bilmærke,” siger Rasmus Aagaard, adm. direktør for MG Danmark.
Af hensyn til konkurrencesituationen oplyser MG ikke salgsmål for 2024.
Nio
Nio kom til Danmark i 2022 med store ambitioner, der bl.a. inkluderede en forretningsmodel med mulighed for at abonnere på bilens batteri og brug af batteriskiftestationer. Nios biler er dog kostbare, og salget er svigtet. I 2023 blev der kun solgt 41 Nio i Danmark.
I marts tog mærket konsekvensen: De fleste danske medarbejdere er opsagt, hovedkvarteret flyttet til Sverige, og et meget omtalt ’Nio House’ på en fin adresse i København er opgivet.
”Vi er stadig i en opbygningsfase, hvor vi fokuserer på brugeroplevelsen, og så vil salget komme efterfølgende. Vi er tilfredse med den modtagelse, vi har fået af markedet og ser positivt momentum for interessen i Danmark. Intet har ændret sig i forhold til vores forpligtigelse til det danske marked – Nio er kommet for at blive,” siger Gustaf Sjöholm, PR Manager for Nio Sverige og Danmark.
Polestar
Med 2.023 indregistrerede biler sidste år, er Polestar det klart største af de 10 nye kinesiske bilmærker i Danmark. Polestar udspringer af Volvo, og udvikles og designes i Sverige. Volvo reducerede for nylig sin ejerandel i Polestar til 18 pct. Både Volvo og Polestar ejes af Geely, der er Kinas syvende største bilproducent.
Polestar offentliggør ikke sine salgsmål, men til Hvilkenbil siger Henrik Bang, adm. direktør for Polestar i Danmark, at man solgte 700 biler det første år i Danmark (2022), 2.023 sidste år, og at ”vi kommer til at vækste yderligere i 2024.”
Henrik Bang uddyber:
”Globalt set har Danmark den fjerde største markedsandel af alle de lande, hvor Polestar sælges. Vi er det land, hvor der søges mest på Polestar på nettet, og blandt elbiler er vi lige så kendte som Mercedes. Så vi er blevet taget godt imod i Danmark.”
Ifølge Henrik Bang er succesen især funderet på Polestars skandinaviske design, samarbejdet med Volvo om service og de mange events, som Polestar laver for deres kunder.
Voyah
Voyah er et blot fem år gammelt premium-mærke, lanceret af Dongfeng, der er den tredje største statsejede bilproducent i Kina.
Første model, SUV’en Free, blev lanceret sidste år, hvor det blev til otte indregistreringer.
Importøren K. W. Bruun ønsker ikke at udtale sig om salgsmål for 2024.
”Vi har først lige fået biler ind til lager, så i forhold til Voyah er det stadig for tidligt at konkludere noget om salget,” siger PR manager Jesper Rosetzsky Hermann til Hvilkenbil.
Xpeng
Xpeng blev grundlagt som elbilproducent i 2014 med store kinesiske investorer som e-handelspladsen Alibaba og smartphoneproducenten Foxconn i ryggen. Tyske VW har også købt en mindre del af virksomheden, bl.a. for at få adgang til Xpengs 800 volts-eknologi.
Xpeng kom til Danmark i 2022. I 2023 solgte Xpeng i alt 654 biler i Danmark.
Den danske importør har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.
”Det er en travl periode for Xpeng, hvor vi bl.a. står foran softwareopdateringer, produktlanceringer og events. Der er derfor ikke tid til at gå ind i et interview om den brede markedsanalyse,” lyder forklaringen fra Xpengs eksterne kommunikationsbureau, Rostra Kommunikation og Research A/S.
Fakta: Kinesiske bilmærker i Danmark
Bilmærke | Samlet salg 2023 |
Aiways | 180 |
BYD | 465 |
Hongqi | 56 |
JAC | 85 |
Maxus | 271 |
MG | 1.438 |
Nio | 41 |
Polestar | 2.023 |
Voyah | 8 |
Xpeng | 654 |
Dette er første artikel i en serie, hvor Hvilkenbil sætter fokus på de forandringer, som den forventede indtog af kinesiske bilmærker vil få for danske forbrugere og bilmarkedet i Danmark.