Kinesiske Zeekr udvider antallet af danske forhandlere til fire. Nu kan danske bilkøbere også opleve Zeekr hos Bjarne Nielsen i Kolding.
Zeekr, der kom til Danmark i sommers som et af flere end 20 kinesiske bilmærker siden 2022, får endnu et showroom.
Det sker lørdag den 1. november, når Bjarne Nielsen åbner et Zeekr-showroom i Kolding på den - for et elbilmærke - lettere morsomme adresse Dieselvej.
Forhandlere i Hørsholm, Aarhus og Valby
Det er første gang Bjarne Nielsen åbner et bilhus i Kolding. Bjarne Nielsen består i dag af 10 forhandlere spredt ud over hele Danmark og forhandler i forvejen Zeekr i Hørsholm i Nordsjælland.
Dermed bliver Bjarne Nielsen også den første af det kinesiske bilmærkes tre forhandlerkæder, der åbner Zeekr-forretning nummer to.
Udover Bjarne Nielsen i Hørsholm og snart Kolding, forhandles Zeekr af Pedersen & Nielsen i Risskov ved Aarhus og Via Biler i Valby.
De nye showrooms giver kunderne mulighed for at opleve hele Zeekrs modelprogram – fra den kompakte Zeekr X og den rummelige familie-SUV Zeekr 7X til den sportslige Zeekr 001.
Flere forhandlere i 2026
Åbningen i Kolding sker som led i Zeekrs danske vækststrategi. Mærket blev introduceret i juni og har allerede fået over 360 biler ud at køre på de danske veje. Dermed har Zeekr på rekordtid overhalet andre Kina-mærker som Hongqi, Maxus, Jac og Nio, der alle har været længere tid i Danmark.
Den danske Zeekr-importør har ambitioner om flere forhandlere. I løbet af næste år skal der være op mod otte Zeekr-forhandlere i Danmark, ligesom netværket af servicesteder skal udvides.
Zeekr er performance-mærket i den kinesiske Geely-koncern, der også ejer mærker som Volvo, Polestar, Lotus og Lynk & Co.






