Nyt slag mod brintbiler

brintbiler
Foto: Miquel Gonzalez, Photographic Services, Shell International Limited.

Shell opgiver sine brintstationer i Californien. Dansk ekspert dømmer brintbiler ude – brint er for energikrævende at fremstille.

Sidste år lukkede firmaet Everfuel de blot tre brint-tankstationer i Danmark. Siden har de 131 danske ejere af person-brintbiler ikke haft noget sted at tanke deres biler.

Nu gør energi-giganten Shell det samme i Californien. Her står Shell bag syv af de i alt 55 brintstationer i den amerikanske delstat, der er den eneste med et vist netværk af brintstationer.

Som en af verdens største spillere inden for brint, er Shells beslutning om at lukke og slukke i Californien endnu et slag mod brint-teknologien. I hvert fald for personbiler.

Shell forklarer lukningen med ”udfordringer med at skaffe brint og andre, eksterne faktorer på markedet.” Det skriver mediet insideevs.com.

Bag udtrykket ’udfordringer’ ligger også problemer med ustabile brintstationer, der ofte bryder ned, kræver reparation og kører med begrænsede åbningstider. Som resultat kan der være lange køer ved de få brintstationer, der er åbne i Californien.

Overhalet af batteri-elbiler

Herhjemme får udviklingen en dansk ekspert til at dømme brintbiler ude:

”Når vi taler personbiler, tror jeg ikke længere brint har en fremtid. Kun ganske få mærker som Toyota, Honda og til dels BMW har i mindre omfang tilbudt brintbiler. Udover at brintbiler er meget dyre, er det store problem, at brint er dyrt at producere og har et enormt energitab. Hvor elbiler udnytter op mod 90 procent af energien, er det i bedste fald 30 procent for brintbiler. Du bruger enorme mængder strøm på at få brint ud af vand. Så kan det godt være, at tilhængerne siger, at man bare kan bruge overskudsstrøm fra vindmøller, men klimamæssigt kan det stadig ikke forsvares,” siger René Tønder, adm. direktør i AutoInc, der tilbyder strategisk rådgivning af bilbranchen.

Argumentet om, at det er hurtigere at tanke en brintbil end at lade batteriet på en elbil, får også stadig mindre betydning, mener han.

”Batterierne bliver hele tiden bedre, kan lades stadig hurtigere i et voksende netværk af opladere. Så jeg kan ikke rigtig se problemet – og slet ikke, at nogen vil betale meget mere for brintbiler og brint blot for at kunne tanke lidt hurtigere,” siger René Tønder.

Kan bruges til lastbiler

Han tror dog stadig, at brint kan spille en rolle i fremtidens transport.

”Vi skal skelne mellem markeder og transportformer. For den tunge lastbiltransport – og også inden for skibsfart – kan brint godt få en rolle. Der ligger også nogle EU-krav om at udrulle et tilstrækkeligt netværk at brintstationer, som kan skubbe til en udvikling, der kan fungere for den tunge transport,” forklarer René Tønder.

Men for brint til personbiler er løbet kørt, mener han:

”Brint er blevet kaldt fremtidens brændstof. Det har man sagt i 30 år. Og det forklarer meget godt, at det blev brint så ikke.”

Brintbranchen tror på EU-krav

Hvilkenbil har spurgt Brintbranchen, der samler medlemmer, som arbejder med brint, PtX, brændselsceller, metanol, elektrolyse, electrofuels og andre brintløsninger i Danmark, om deres vurdering af brints fremtid som brændstof for personbiler. På grund af vinterferie har det dog ikke været muligt at få et svar, men i forbindelse med efterårets lukning af de danske brintstationer, sagde Brintbranchens direktør, Tejs Jensen, dengang til TV Midtvest:

”Det er ligesom ’hønen og ægget’ – for hvem vil drive en infrastruktur, når ingen bruger det, og hvem vil køre en bil, når der ikke nogen tankstationer? Det har man haft svært ved at få til at gå op. Det er det, som EU nu forsøger at løse med krav til tankstationer, til kapacitet og til lade-infrastruktur, som kommer og som bliver rullet ud over de kommende år. Men det er på længere sigt.”

[email protected]

7 Kommentarer

  1. Brint har helt klart sin berettigelse i den tunge vejtrafik (lastbiler og busser), regionale tog (køreledninger spares), fly (flydende brint) og kortdistance skibe. Desuden kan det være relevant for taxaer, hvor ladetiden for batterikøretøjer er tabt fortjeneste.

  2. Jeg forstår ikke bilbranchen. Brintbiler er på samme fod som diesel og benzin biler hurtige til at tanke op og komme videre. Med en elbil skal du sidde i 30-45 min og oplade flere gange, hvis du skal langt. Jeg føler mig rent til grin ved at sidde og glo, mens jeg oplader.

    Ja, så kan det godt være, at udviklingen gør, at man kan reducere opladningstiden. Faktum er, at man nok altid skal bruge mere tid med opladning.

    • En moderne elbil kan køre 4-600 km på en opladning og kan lades fra 10-80% på 18-30 min. Og de bliver stadig hurtigere til at lade og køre længere…
      Du kan køre fra Gedser til Ålborg (444 km) uden at lade, men kan du klare den tur uden at skulle spise, tisse eller blot strække benene.? (Vi snakker ca. 5 timer)

    • Enig i at man ikke undgår ladestop, når man er på langfart. Selv kører jeg omkring 40.000 km om året, men det er yderst sjældent, at jeg sidder og venter på at lade bilen op. Men jeg bor også i hus med egen lader, og det gør det selvfølgelig nemmere, end hvis jeg kun havde mulighed for at lade på det offentlige ladenet. Når jeg lader ude, kombinerer jeg det typisk med et indkøb eller lignende, og så er der oftest rigeligt med strøm på til at komme videre, uden at tiden føles som spildtid.

  3. Hvad er mon skæbnen for de 131 brintbiler i dk? Er de privatejede? Skal de skrottes – de må vel være tæt på ubrugte? Eller hvad skal der mon ske med dem? Har nogle private stakkels “first movers” mistet noget af opsparingen i forsøg på at købe en miljøvenlig bil, med en teknologi som efterfølgende blev droppet?

  4. Svar til mig selv herover. Ud af 131 er 19 privatejet, kunne jeg se i en FDM artikel. Stadig nysgerrig på, hvad deres skæbne er?

  5. Hvorfor er der tre bilfabrikker, der stopper med el, og laver kun brintbiler i dag? Bla. Toyota. Og de nye dieselbiler sviner slet ikke, den forurenede luft bliver renset ved kørsel, og er 100 % ren. Men regeringen vil absolut, at vi skal køre el. De burde undersøge de resultater der kommer, men det er de åbenbart for kloge til🥵🥵
    Vi, der kører diesel og benzin, skal betale i dyre domme for, at der kører elbiler.
    Om nogle få år er elbiler ude, og noget andet er kommet til.🙀🙀

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here