Oliekrise øger efterspørgsel på elbiler

Uro i Mellemøsten med stigende brændstofpriser får flere danskere til at vælge elbiler. Bilforhandlere taler om det sidste skub fra fossil- til elbiler.

Uroen i Mellemøsten og stærkt stigende priser på olie, diesel og benzin kan nu tydeligt mærkes hos danske bilforhandlere. De seneste to uger har søgninger på landets største markedsplads for brugte biler, Bilbasen, skiftet karakter: Søgninger på brugte elbiler er steget 15 procent. Tilsvarende er søgninger på brugte benzin- og dieselbiler faldet henholdsvis 15 og 40 procent.

“Den øgede interesse for elbiler kommer ikke til at falde igen, men bliver den nye standard,” vurderer markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen.

Det sidste strå

Tilbagemeldingerne fra de mange bilforhandlere, som Jan Lang løbende er i kontakt med, er klar og enslydende: Krigen i Iran og den efterfølgende stigning i de globale olie- og brændstofpriser, er det sidste strå, der får de sidste bilkøbere til at vende sig mod elbiler.

Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.

“Bilforhandlerne fortæller alle det samme: Forbrugerne siger til dem, at de stigende brændstofpriser er det sidste, afgørende skub mod elbiler for dem. Det er allerede slut med dieselbiler, og nu vender forbrugerne sig også væk fra benzinbiler og over til elbiler,” fortæller Jan Lang.

Større effekt end i 2022

Udviklingen ses allerede i nybilsalget: I sidste måned valgte over 80 procent af danske nybilkøbere en elbil.

Når krigen i Iran og de aktuelle prisstigninger på benzin og diesel får endnu større effekt end i 2022, hvor Ruslands invasion af Ukraine også fik olieprisen til at eksplodere, skyldes det ifølge Jan Lang især to ting: I dag er udbuddet af elbiler langt større. Samtidig er der allerede en meget stor bevægelse blandt bilkøberne væk fra fossilbiler og over mod elbiler. Den udvikling vil krisen i Mellemøsten bare forstærke.

Ny rekord for elbiler

“Bilforhandlerne ser ikke rigtig nogen vej tilbage for fossilbiler denne gang. Og selv om marts ikke er forbi, kan vi allerede nu se, at salget af brugte elbiler kommer til at sætte ny rekord i denne måned,” uddyber Jan Lang.

På længere sigt vil fordelen ved elbiler kun blive større.

Ingen forestiller sig, at krisen i Mellemøsten er hurtigt overstået. Og selv når krigen stopper, vil det tage lang tid at bringe olieproduktionen tilbage på niveau.

EU-kvoter rammer fossilbiler

Hertil kommer, at EU i 2028 indfører et CO2-kvotesystem, der vil øge prisen på benzin og diesel med op til halvanden krone literen.

Alt andet lige vokser den økonomiske fordel ved at køre i elbil i stedet for benzin- eller dieselbil dermed for forbrugerne i de kommende år. Hertil kommer, at udviklingen af blandt andet batteriteknologi forventes at gøre elbiler stadig billigere i indkøb.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here