Omoda er endnu et kinesisk bilmærke i Danmark med russiske interesser

Den statsejede kinesiske bilkoncern Chery er kommet til Danmark med mærket Omoda, der sælger stort i Rusland. Dansk importør mener ikke, at det er et problem.

Strømmen af nye kinesiske bilmærker fortsætter i Danmark. I denne uge blev Omoda det 14. nye Kina-mærke, der har etableret sig i Danmark. 

Herhjemme er det Nic. Christiansen Gruppen, der også importerer mærker som Hyundai og Ford og står bag forhandlerkæder som Autohuset Vestergaard og Terminalen, der henter Omoda til Danmark.

Mærket er blot tre år gammelt og stort set ukendt på vores breddegrader. Endnu færre kender til Omodas stærke forbindelser til Rusland.

Kina udnytter sanktioner

Efter Rusland invaderede Ukraine, blev der indført internationale sanktioner mod Rusland. Særligt bilindustrien blev hårdt ramt: Europæiske, japanske og sydkoreanske bilmærker forlod fabrikker og forhandlerkæder i Rusland i huj og hast med store tab.

Omoda importeres af Nic. Christiansen Gruppen, der bl.a. også importerer Ford og Hyundai til Danmark.

Kort efter rykkede flere kinesiske bilproducenter ind i Rusland. Deriblandt Omoda. Allerede i oktober 2022, blot seks måneder efter Rusland invaderede Ukraine, var Omoda på plads i Rusland. Og kineserne har ikke spildt tiden: Tidligere i år stod Omodas moderselskab Chery for 11 pct. af det samlede bilsalg i Rusland. Blandt Cherys tilbud til russerne er en benzinudgave af den Omoda 5, som Nic. Christiansen Gruppen netop har lanceret i Danmark.

Kina har med stor energi udnyttet, at krigen har tvunget mærker som VW, BMW, Mercedes, Renault, Toyota og Hyundai til at forlade Rusland.

I 2022 stod kinesiske bilmærker for 18 pct. af bilsalget i den krigsførende nation – sidste år var tallet steget til 62 pct. 

Ikke ulovligt

Kina har ikke tilsluttet sig de internationale sanktioner mod Rusland og har derfor frit spil. Umiddelbart er der heller ikke EU-sanktioner mod Kina, selv om landet er blandt Ruslands vigtigste støtter i den ulovlige angrebskrig mod Ukraine.

Når Nic. Christiansen Gruppen importerer et kinesisk bilmærke med forretninger i Rusland til Danmark, bryder virksomheden altså heller ikke nogen love. Heller ikke selv om Omodas biler kan benyttes af det russiske militær. Både til transport, men også i form af ’dual use’, hvor man kan bruge komponenter fra biler til f.eks. våben.

Skærpet retorik

Hvilkenbil har tidligere skrevet om kinesiske bilmærker med interesser i Rusland. I den forbindelse sagde den danske brancheanalytiker René Tønder:

”Der vil komme endnu mere fokus på Kinas stigende handel med Rusland. Det kan øge den holdningsbaserede modstand mod kinesiske bilmærker, som vi allerede oplever. Der findes ingen undersøgelser af det, men noget tyder på, at forbrugerne ikke ønsker at støtte et land, som de i stigende grad ser som en fremtidig modstander. Den tendens kan øget opmærksomhed på Kinas interesser i Rusland forstærke.” 

Siden har den danske statsminister Mette Frederiksen (S) skærpet retorikken overfor Kina – med særlig fokus på Kinas støtte til Rusland i krigen mod Ukraine, som hun mener skal have konsekvenser. 

Det har den stadig ikke. Men Hvilkenbil benyttede lanceringen af Omoda i Danmark til at stille importøren, Nic. Christiansen Gruppen, en række spørgsmål om holdningen til at importere et kinesisk bilmærke, der handler i direkte modstrid med internationale sanktioner mod Rusland.

Det blev et interview med flere spørgsmål end svar.

Mange spørgsmål – færre svar

Hvad er jeres holdning til, at jeres nye partner Chery og det Omoda-mærke, I introducerer i Danmark, bryder EU's sanktioner mod Rusland og i dag står for 11 pct. af bilsalget i Rusland? 

Dette spørgsmål ønsker Nic. Christiansen Gruppen ikke at svare på.

I bliver nu kendt som den store danske importør- og forhandlerkæde, der laver forretninger med Chery, der sælger biler i Rusland, efter at vestlige og japanske bilmærker i overensstemmelse med internationale sanktioner mod Rusland har forladt Rusland med store tab. Kan det smitte af på opfattelsen af Nic. Christiansen Gruppen, de andre mærker I sælger og jeres mange forhandlere? 

Heller ikke dette spørgsmål ønsker Nic. Christiansen Gruppen at svare på.

Eksperter som Alexander Josiassen, der er professor på Copenhagen Business School og bl.a. forsker i forbrugeradfærd har tidligere sagt til Hvilkenbil, at ”Hidtil har importørerne været heldige med, at information om at kinesiske mærker har taget store markedsandele i Rusland, ikke fået megen opmærksomhed. Men vi ved fra undersøgelser, at en stor del af forbrugerne er solidariske med Ukraine og handler derefter – så det her betyder noget.” Gør det indtryk på jer? 

 ”Vi er meget tilfredse med den opmærksomhed og interesse, vi har mødt fra forbrugerne, siden vi åbnede vores butikker. Vi tror på, at vi går en spændende fremtid i møde i Danmark, da vi kan præsentere nogle spændende biler til attraktive priser for det danske publikum”, siger Jonas Hørdam, landechef i Nic. Christiansen Gruppen for Omoda.

Ser ingen risiko

Professor Josiassen har også sagt, at han mener, at et sådant engagement ”udgør en stor risiko.” Deler I den vurdering? 

”Vi ser ingen risiko her, da Kina ikke har indført sanktioner mod Rusland, og Chery derfor agerer helt i tråd med gældende lovgivning,” siger Jonas Hørdam.

I lægger vægt på, at Chery opfylder jeres Code of Conduct (regler for ordentlig adfærd, red.) Men opfører man sig ordentligt, når man som Chery i direkte modstrid med internationale sanktioner sælger biler i Rusland?

Dette spørgsmål ønsker Nic. Christiansen Gruppen ikke at svare på.

Vi har set ret voldsomme protester mod Elon Musk og hans Tesla-forretninger på grund af politik: Gør I noget for at forberede jeres forhandlere og Omoda-kunder på eventuelle reaktioner? 

”Det er selvfølgelig altid vigtigt at være bevidste om de geopolitiske vinde, der blæser. Men vi har ikke nogen bekymringer på denne front - og har heller ikke hørt om andre, der har det,” lyder det fra Jonas Hørdam.

Omoda 5 EV er en elektrisk crossover på 4,4 meter, der skal konkurrere med elbiler som Skoda Elroq, Kia EV3, Hyundai Kona og MG S5.

”Betyder ikke noget”

Omodas danske landechef vil ikke svare mere uddybende på Hvilkenbils spørgsmål. Jonas Hørdam vil dog gerne give en mere overordnet kommentar til den brede debat om det at handle med Kina i en tid med stigende, geopolitiske spændinger:

”Den politiske forbruger findes selvfølgelig, men verden er global. Din og min smartphone fremstilles i Kina, og nu kommer flere af vores biler også fra Kina. For flertallet betyder det ikke noget.”

Udover Chery og dermed Omoda, sælger Geely (Volvo, Polestar, Zeekr, Lynk & Co.), Voyah og JAC motors både biler i Danmark og Rusland. Senere i år udvides listen, når Chery kommer til Danmark med mærkerne Jaecoo og Exlantix.

Store kinesiske koncerner som Great Wall Motor, Dongfeng og Changan sælger også biler i Rusland, men p.t. ikke i Danmark.

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here