Trods banebrydende teknik og politisk opbakning tyder alt på, at ladehybriden Opel Ampera lider en tidlig død. Der er simpelthen for få købere til den miljøvenlige bil.
Når amerikanske General Motors om et lille års tid viser en ny udgave af ladehybriden Chevrolet Volt, får bilen ikke en europæisk aflægger. Opel Ampera – den europæiske udgave af Volt – sælger simpelthen så dårligt, at GM angiveligt opgiver at relancere modellen i 2015. Det skriver det ansete brancheblad Automotive News Europe baseret på informationer fra to anonyme kilder i General Motors og Opel.
Opel Ampera og Chevrolet Volt er såkaldte ladehybrider, der kan køre op til 60 km på ren eldrift. Herefter begynder en benzinmotor at genoplade batteriet, hvilket giver ladehybrider en væsentligt længere aktionsradius end elbiler. Som navnet antyder, kan ladehybrider tilsluttes en stikkontakt og f.eks. få ladet batteriet op om natten, når strømmen er billig.
General Motors har satset stort på, at bilisterne ville foretrække ladehybrider frem for rene elbiler, fordi de dermed både kan køre miljøvenligt på korte strækninger i byerne og stadig have friheden til at køre langt uden at skulle være nervøse for at køre tør for strøm.
Salget af Opel Ampera har dog svigtet. Sidste år blev der kun solgt 3.184 Opel Ampera i Europa og efter årsskiftet er salget dykket med yderligere 67 procent til blot 332 biler. I Danmark har Opel Ampera fra starten været et offer for den høje registreringsafgift: Da Ampera ikke er en ’ren’ elbil, belægges den med fuld afgift. Det sendte prisen helt op på 590.000 kroner og skræmte effektivt køberne væk: Siden introduktionen i 2011 er der således kun solgt 33 Opel Ampera i Danmark – og så hjalp det ikke, at Ampera blev kåret til Årets Bil i Danmark 2012.
Hos Opel og General Motors er frustrationen over det salgsmæssige flop stor:
”Alle regeringerne i Europa har sagt ‘vi vil have elbiler, vi vil have elbiler’. Vi kommer med én, og hvor er de nu alle sammen henne”, som GMs daværende vicebestyrelsesformand Steve Girsky sagde i foråret 2013. Allerede dengang, kort tid efter introduktionen af bilen, stod det klart, at hverken de europæiske bilkøbere eller politikere var interesseret i at betale ekstra for den miljøvenlige Opel Ampera.