Opel Grandland Electric har Danmarkspremiere til priser fra 310.000 kr. Det er lidt dyrere end søsterbilerne Peugeot E-3008/5008.
Opel har lanceret Grandland Electric i Danmark. Sådan lidt diskret. Måske fordi mærkets nye flagskib ankommer med priser, der ligger en smule over de teknisk identiske søsterbiler Peugeot E-3008 og 5008.
Grandland er en vigtig model for Opel, der endelig kan tilbyde en biltype, som de fleste danske bilkøbere efterspørger: En mellemstor, elektrisk SUV.
Priserne begynder fra 310.000 for basisudgaven Edition med 73 kWh batteri, der giver en WLTP-rækkevidde på 523 km. Elmotoren yder 154 kW (210 hk) og trækker på forhjulene. Det er til den beskedne side sammenlignet med konkurrenter som VW ID.4, Tesla Model Y, Skoda Enyaq og Ford Explorer. Med i standardpakken er udstyr som 19-tommer alufælge, varmepumpe, adaptiv fartpilot og p-sensorer for og bag.
10.000 kr. for mere rækkevidde
Vil du også have navigation, varme i forsæder og rat, adaptive LED-lygter, ergonomiske AGR-sæder, bakkamera og større 20-tommer hjul, skal du op i GS-versionen. Her begynder priserne ved 340.000 kr. Og når du nu er i gang, skal du overveje at betale 10.000 kr. ekstra for samme GS-version, men med større 82 kWh-batteri. Det øger rækkevidden til 580 km og vil være merprisen værd – også på brugtmarkedet, når bilen skal sælges igen.
Opel Grandland Electric får premiere få dage efter, at Peugeot satte priserne på søsterbilerne E-3008/5008 ned med 30.-40.000 kr.
Importøren, Wismo Automotive, er den samme, så der har utvivlsomt været godt gang i lommeregnerne op til premieren. Opel Grandland lanceres på et marked, hvor prisfald er blevet dagens orden. Og hvor det kan koste dyrt, hvis ikke man rammer de rigtige priser i første forsøg.
Større end 3008
Når Opel kan tillade sig at være 10.000 kr. dyrere end Peugeot E-3008, skyldes det, at Grandland Electric med en længde på 465 cm placerer sig lige mellem sine to franske kusiner. Tænk på Grandland som en E-3008 med længere akselafstand og fyrstelig benplads på bagsædet. Men altså ikke med en tredje sæderække og plads til syv som den endnu større E-5008.
Teknikken er præcis den samme, for alle tre biler står på Stellantis-koncernens nye STLA-medium platform. Der i øvrigt har fået en lidt hård start på tilværelsen: Som vi selv har konstateret i vores tests af E-3008 og E-5008, er bilerne tunge, ladetiderne langsomme og softwaren kunne også fungere hurtigere. De sidste to udfordringer kan der formentlig rettes op på med opdateringer – det bliver spændende at se, om Opel har et lille forspring her.
Op til 700 km
En anden udfordring går vi ud fra, at Opel slet ikke er ramt af: Det viser sig, at Peugeot E-3008 og E-5008 har en fejl i nogle bolte i forhjulsophænget, der kan få styrekuglen til at knække. Sker det, står forhjulet pludselig i en vinkel på 90 grader. Tirsdag fik det Wismo Automotive til at anbefale ejerne, at lade deres biler stå, indtil problemet er løst.
Opel Grandland Electric kommer senere med et stort batteri på 97 kWh, der øger rækkevidden til hele 700 km. Priserne for dén udgave er endnu ikke på plads.