Intelligente lygter, opgraderet elektronik og forbedrede motorer skal fastholde Audi A6 som bestseller i den store luksusklasse. Danmarkspremiere i løbet af efteråret.
Audi A6 er en stor, luksuriøs og kostbar bil – men ikke desto mindre lidt af en bestseller i den såkaldte ‘direktørklasse’. Mere end 60 stk. om måneden blev det til i sidste år. Faktisk er det kun Mercedes E-klasse, der sælger bedre i klassen, og det skyldes, at den fortsat er blandt danske taxavognmænds favoritbiler. Ellers er det lykkedes Audi A6 at holde især BMW 5-serie og Volvo 70/80-modellerne bag sig, når det gælder om at sælge biler til direktører, salgschefer, beslutningstagere og alle andre med et stort beløb til firmabilen.
Sådan en position er guld værd, fordi den kaster glans over de mindre modeller i Audi-familien. Så efter tre år skal positionen fastholdes og måske udbygges med det typiske midtvejsfacelift. For Audi A6s vedkommende er det ganske beskedent – hvorfor ændre afgørende på en formel, der virker?
Se langt med LED
Feinschmeckere vil bemærke den let ændrede front med lidt smallere forlygter. A6 kan fremover udstyres med adaptivt LED-lys, der er i stand til at ‘lyse udenom’ modkørende og derfor kan køre med konstant langt lys, når det er mørkt. Også baglygterne – igen med LED-teknik – har fået et andet udtryk.
De største ændringer finder vi dog i A6s indre. I motorrummet har samtlige motorer fået en teknisk overhaling, der først og fremmest har forbedret brændstoføkonomien med op til 25 pct. Benzinmotorerne yder 190, 251 eller 333 hk, mens dieselmaskinerne stiller op med 150, 190, 218, 272 eller hele 326 hk. Helt i tråd med den nyeste, teknologiske udvikling er det især benzinmotorerne, der har fået forbedret brændstoføkonomien. Den opgraderede 1,8 TFSi med 190 hk klarer således 17,5 km/l, mens 2,0 TDI med 150 hk er mest nøjsomme diesel med et snit på 23,8 km/l. Ganske pænt for den næsten fem meter lange Audi A6.
Slut med ‘milliongear’
Med faceliftet af A6 er det også farvel til en Audi-specialitet – det trinløse automatgear med kæde. Officielt pensioneres Multitronic, som Audi døbte deres udgave af det DAF-udviklede ‘milliongear’, fordi dobbeltkoblingsgearet S-Tronic er mere effektivt, men mon ikke også problemer med Multitronics holdbarhed har spillet ind? Udover S-tronic kan A6 fås med seks manuelle gear, mens de kraftigste motorer kobles sammen med et klassisk 8-trins automatgear, som Audi fortsat kalder Tiptronic.
Endelig er Audi A6 opgraderet med ny elektronik. Bl.a. kan der – mod merpris – vælges mellem adskillige udgaver af infotainment-systemer. Topudgaven byder på en otte-tommers skærm med særlig høj opløsning og 4G med adgang til flere online-tjenester. Sikkerheden får også et løft med adaptiv fartpilot, der kan håndtere start-stop køkørsel, aktiv vognbaneassistent der altid holder bilen på dydens smalle sti og en radar, der advarer mod bagfrakommende biler i din blinde vinkel.
Den opdaterede Audi A6 dukker op herhjemme i løbet af efteråret. Den danske importør er endnu ikke klar med priserne, men sandsynligvis lægger de sig tæt op af det nuværende niveau. Billigste Audi A6 med 136-hestes diesel og manuelt gear begynder i dag ved 535.000 kr. inkl. levering. Dermed er A6 noget billigere end ærkerivalerne BMW 5-serie og Mercedes E-klasse, og den fordel vil Audi utvivlsomt bevare med den faceliftede model.
Direktør-duellen – bestsellerne i luksusklassen i Danmark 2013:
Mercedes E: 1.147
Audi A6: 765
BMW 5: 619
Volvo 70/80: 346