Audi skruer op for udstyret i Q4 e-tron uden at pille ved priserne. Nu koster den populære elbil fra 370.000 kr. inklusive S-Line udstyr.
Prisfald og tilbud på privatleasing hører til dagens marked for elbiler i Danmark. Nu går Audi en lidt anden vej ved at hælde mere udstyr i Q4 e-tron uden at hæve priserne. Du får altså mere for det samme.
Fremover findes der kun to udstyrsvarianter af den populære elbil, der i årets første syv måneder har været Danmarks ottende mest solgte bil.
Meget mere udstyr
Basisudgaven med 403 km rækkevidden fås fortsat fra 350.000 kr.
Samme Audi Q4 e-tron med S-line Edition udstyr er 20.000 kr. dyrere, men indeholder nu væsentligt mere udstyr.
Udover S-line eksteriør-detaljer som 20 tommer alufælge og let sænket sportsundervogn, er det LED-matrix lygter, sportsforsæder og panorama-soltag, der kan åbnes, en del af pakken. Også udstyr som adaptiv kørselsassistent med assisteret vognbaneskift, parkeringsassistent, omgivelseskameraer, vognbaneskiftadvarsel med udstigningsadvarsel og assistent til registrering af tværgående trafik bagved, dreje- og undvigeassistent, eldrevet bagklap, nøglefri betjening, akustikglas i de forreste sideruder og progressiv styring indgår i S-line Edition.
Vil du have længere rækkevidde og flere kræfter (210 kW/286 hk), stiger prisen til 400.000 kr.
Flere prisfald på fire år
Alle Audi elbiler har fem år/150.000 km nybilgaranti, som den danske importør indførte december sidste år.
Audi Q4 e-tron kom på markedet I 2021 og er dermed blandt de ældste elbil-modeller på markedet. Løbende prisfald har været med til at holde Q4-salget oppe. Nu skal mere udstyr til samme pris holde Q4 inde i kampen om de mange danske elbil-købere.
Læs vores test af Audi Q e-tron her.