VW fortsætter rækken af stærke privatleasing-tilbud. Denne gang på den store ID Buzz, der kan leases med op til 75.000 kilometer årligt.
VW fortsætter stimen af attraktive tilbud på privatleasing af mærkets elbiler. Først var det ID 3 og ID 7, nu er turen kommet til det 'elektriske rugbrød’ ID Buzz.
ID Buzz er i forvejen populær blandt danske bilkøbere - sidste år blev ‘Buzz’en’ den syvende mest solgte personbil i Danmark. Med gode privatleasing-priser kan VW formentlig tiltrække endnu flere købere, der vægter tryghed og faste udgifter højt.
Kunderne kan skrue privatleasing sammen, så det præcist passer til deres behov: Udbetalingen kan være 30.000, 45.000 eller 60.000 kroner, mens det årlige antal kilometer kan være alt mellem 10.000 og hele 75.000 kilometer. Det sidste er noget nyt på markedet for privatleasing, og gør VW’s elbiler interessante for bilister med et usædvanligt stort kørselsbehov.
Ned til 3.295 kroner
Kun leasingperioden ligger fast. Den er på 48 måneder, men det er muligt at opsige aftalen efter de første 12 måneder.
Billigste privatleasing-pris er 3.295 kr. om måneden for en kort ID Buzz Life med fem sæder, en udbetaling på 45.000 kroner.
Et mere realistisk eksempel er samme bil, men med 15.000 kilometers årlig kørsel. Med samme udbetaling på 30.000 kroner er den månedlige ydelse 4.195 kroner. Efter tre år - som man normalt tager udgangspunkt i ved privatleasing - løber de samlede udgifter op 181.620 kroner.
Det svarer til lige knapt 46 procent af bilens nypris på 396.000 kroner.
Dermed er privatleasing-tilbuddet på den korte ID Buzz meget tæt på at leve op til tommelfingerreglen om, at den samlede pris over 36 måneder højst må udgøre 45 procent af bilens nypris, hvis der skal være tale om et godt tilbud.
400 kroner ekstra for Lang Buzz
Sidste år valgte syv ud af 10 den lange Buzz. Her er privatleasing-prisen 400 kroner højere per måned.
Med samme udbetaling på 30.000 kroner og 15.000 kilometer årligt koster ID Buzz Lang Life med syv siddepladser 4.595 kroner om måneden.
Efter 36 måneder har den kostet 196.020 kroner - det svarer også til 46 procent af bilens nypris på 426.000 kroner.
Mere udstyr koster
Life-udgaverne har blandt andet LED-forlygter, adaptiv fartpilot med Stop-and-Go-funktion, to-zoners klimaanlæg og nøglefri adgang og start.
Vil man have mere udstyr, koster det småpebrede 1.200 kroner mere om måneden at opgradere til Style, der også har den store førerassistentpakke, el-betjente skydedøre og bagklap, adaptive LED-matrix-forlygter og el-betjente forsæder med massagefunktion.
Se mere om de mange forskellige muligheder for privatleasing af ID Buzz Kort og Lang her.






