DS No. 8 er endnu et fransk forsøg på at bide premium-skeer med tyske prestigemærker. Midlerne er rækkevidde, design og udstyr til lavpris.
Kan franske bilmærker konkurrere med tyske premiummærker som Audi, BMW og Mercedes?
Det skorter i hvert fald ikke på velmente forsøg. Tænk bare på elegante franske flydere som Citroën XM, Renault Vel Satis og Peugeot 607. Avanceret teknik som luftaffjedring og udsøgt komfort pakket ind i elegant design - ofte til langt lavere priser end de tyske rivalers.
Lige lidt har det hjulpet. De franske flagskibe har gjort sig som patriotiske præsidentbiler i Frankrig, men folkelig succes i resten af Europa har de sjældent opnået. Tyskerne har siddet solidt på premium-podiet, mens de franske opkomlinge har forsøgt sig med det ene stormløb på luksustronen efter det andet.
Nu prøver de gæve gallere igen. Denne gang hedder bilen DS No. 8. DS er kort for deesse - fransk for gudinde - og så ved kendere, at det stammer fra Citroën DS, den vel nok mest succesrige franske luksusbil nogensinde.
Kamera scanner vejen
I dag er DS Citroëns premiummærke og No. 8 er mærkets hidtil største og ambitiøse model, der for alvor viser, hvad Citroën kan. Det gælder især inden for formgivning af karrosseriet, og indretning af kabinen i eksklusive materialer og et design, der både ude og inde ikke ligner noget fra hverken Stuttgart, München eller Ingolstadt.
En DS er helt sin egen og meget fransk. Med kølergrill som gabet på en vågehval, rat med X-formet eger, skulpturel hækspoiler og hyperavanceret undervogn, hvor et kamera scanner vejen for derefter at indstille affjedringen.

DS taler da også om, at No. 8 er “drevet af den franske kunst at rejse.” Og det jo lovende, for franske kørekomfort hører ubestrideligt til på øverste hylde.
Ordinær teknik
Teknisk er DS No. 8 mere ordinaire: Platformen kommer fra Peugeot E-5008, og det betyder konventionel 400 volt-teknologi, forhjulstræk og en kampvægt omkring 2.150 kg.
DS No. 8 kommer med to batteristørrelser. 75 kWh med 547 km rækkevidde og 97 kWh med hele 750 km rækkevidde. Det sidste bringer DS helt i top i klassen. Så må man til gengæld leve med lidt gammeldags lynladning, der topper ved henholdsvis 160 og 200 kW, og kræver mere end en halv time ved ladestanderen, hvis batteriet skal lades fra 10 til 80 procent.
Billigere end konkurrenterne
Det spændende er priserne.
Basisudgaven af DS No. 8 hedder Pallas og koster fra 415.000 kroner med det lille batteri, 547 km rækkevidde og ganske meget udstyr som LED-lygter, eljusterbare forsæder i kunstlæder, elektrisk bagklap, head-up display og 19-tommers fælge. Metallak er inkluderet.
Dermed underbyder DS No. 8 ikke kun en premium-konkurrent som Audi A6 e-tron Sportback med præcis 100.000 kroner. No. 8 er også 20.000 kr. billigere end den populære VW ID.7 Style+, der dog både har flere kræfter og længere rækkevidde.
Skal det for alvor være fransk luksus, hedder varianten Étoile med detaljer som massage i forsæderne, Focal-lydanlæg, 20-tommer hjul og ægte læder på sæderne. Merprisen er 65.000 kroner.
Er længere rækkevidde sagen, koster det 50.000 kroner at opgradere til det store batteri. Her får man også DS Active Scan-undervognen med i købet.
Det tilbagevendende spørgsmål er selvfølgelig også denne gang, om det er nok til endelig at give et fransk gennembrud i premiumklassen?
Måske. Omstillingen til elbiler har på mange måder ændret de gamle spilleregler. Tænk bare på de største, kinesiske elbiler som Xpeng G9 og Zeekr 7X, der har fundet et vist publikum herhjemme. Måske er DS No.8 en fransk luksusbil lige til tiden…
Læs meget mere om DS No. 8 her.
DS No. 8
Fem-dørs el-limousine med stor bagklap. Forhjulstræk.
Længde/bredde/højde: 482/190/158 cm
Batteri: 75 eller 97 kWh
Rækkevidde: Fra 547 til 745 km
Ydelse: 230 eller 245 hk
Ladeeffekt: 160 eller 200 kW
Anhængervægt: 1.260 kg
Priser:
Pallas: fra 415.000 til 465.000 kr.
Étoile: fra 480.000 til 535.000 kr.
Lancering i Danmark omkring årsskiftet.






