Konceptbilen BMW iVision Dee er fuld af vilde idéer og stilrent design. Og måske et bud på, hvordan en elektrisk 3-serie kan se ud i 2025.
Egentlig er det en elektronikmesse, men CES i Las Vegas er også blevet stedet, hvor bilindustrien lancerer nogle af de mere vovede konceptbiler.
Det gælder også for BMW, der netop har løftet sløret for deres spektakulære iVision Dee. De tre sidste bogstaver står for Digital Emotional Experience. Meget passende eftersom konceptbilen ifølge BMW giver et bud på, hvordan hardware og software smelter sammen i fremtidens elektriske og emissionsfrie biler.
BMWs iVision er så fremtidssikret, at den ikke indeholder én eneste af de ellers så moderne infotainmentskærme. Til gengæld er hele forruden forvandlet til et gigantisk head-up display, som du både kan kigge ud af og samtidig få informationer om hastighed, destination, musik, ventilation og telefoni. ”Hænderne på rattet, øjnene på vejen”, som BMWs chefdesigner Adrian van Hooydonk siger.
Kun én knap
Den ultra-stilrene indretning er gennemført. Inde i kabinen ser du kun et rat, to pedaler og en gearvælger mellem forsæderne, hvor du vælger kør, bak eller parker. Ellers er der ikke en eneste knap i sigte. Og dog. Når du f.eks. bevæger hånden mod døren for at åbne den, kommer en knap til live under den bløde dørbeklædning fremstillet af genbrugsplast. På samme måde dukker belyste betjeningsfelter op på midterkonsollen. Og når du nærmer dig bilen udefra, bliver du modtaget af en avatar på sideruden, der byder dig velkommen.
Mens elektronikken og det såkaldte interface mellem bil og bruger er hyperavanceret, er designet snarere en kombination af moderne enkelhed og retro-romantik. For dyrk lige den klassiske tre-boks sedanform med et meget udvendigt bagagerum og ikoniske BMW-detaljer som Hofmeisterknækket ved bagruderne og fronten med overbid og stiliseret nyregrill. På en gang typisk BMW og vild minimalisme.
Smugkig på ’elektrisk 3-serie’?
Det rigtigt spændende er, om iVision Dee giver et realistisk indtryk af, hvordan den såkaldte ’neue klasse’ af ’ægte’ elbiler, som BMW lancerer i 2025 kommer til at se ud? Det siger BMW ikke noget om, men faktum er, at den første ’neue klasse’ bliver en fuldt elektrisk pendant til en 3-serie i omtrent samme størrelse som konceptbilen i Las Vegas.
Formentlig skal vi ind i 2024, før vi ved, om iVision Dee rent designmæssigt er et fatamorgana eller en virkelighedstro appetitvækker. Under alle omstændigheder er det lykkedes BMW at vække vores interesse.