Elbiler boomer i Danmark. Det mærker de også på Elbilmessen, hvor publikum både er stort og klar til at købe. Vi har mødt et par af gæsterne.
ELBILMESSEN: Elbilmessen i Herning i denne weekend tegner til at blive en succes. Hvilkenbil har talt med flere bilimportører, der alle melder om både flere besøgende end til sidste års eCarExpo i Bella Center og langt større lyst til ikke kun at kigge, men faktisk købe.
Hvilkenbil har mødt to af messens gæster, Anne Dalsgaard og Jan Winther fra Hammerum lidt uden for Herning, ved BMWs stand i hal H. Ikke helt tilfældigt, skulle det vise sig: Begge kører BMW, hun en elektrisk iX1, han en 3-serie ladehybrid.
Brug for lang rækkevidde
I dag er de kommet for at opleve BMWs Neue Klasse iX3, der på flere måder sætter nye standarder for elbiler.
“Vi er interesseret i den nye teknologi med lang rækkevidde. Jeg pendler til Aarhus hver dag, så jeg har brug for en god rækkevidde,” siger Jan Winther med henvisning til, at iX3 kører 800 km på en opladning.
“Vi har også familie på Sjælland, og selv om det er OK med et kort ladestop på vejen, kunne det være rart at køre turen i et hug,” tilføjer Anne Dalsgaard.
Elbil siden 2020
Hun fik sin første elbil - BMWs mindste elbil i3 - i 2020 og er dermed blandt de mest erfarne elbilister i Danmark. Det har hun ikke fortrudt.
“Jeg blev straks forelsket,” siger hun med et smil. Men indrømmer i samme åndedrag, at den lille i3 også har givet masser af rækkeviddeangst.
“Det har været ved at gå galt mange gange, men den havde også en meget lille rækkevidde, og der var jo slet ikke så mange ladere dengang,” forklarer hun.
Ellers er de begejstrede for elbiler, som de begge synes er fantastiske at køre i med deres fred, ro og køreglæde.
Geopolitik spiller en rolle
Anne Dalsgaard og Jan Winther kigger også på elbiler fra andre mærker. De er dog begejstrede for BMW. Det er især de gode køreegenskaber, der trækker.
Men hvad med en af de mange nye elbiler fra Kina, der står på Elbilmessen?
“Man må anerkende, at de giver meget for pengene, men jeg synes ikke, at de kører så godt - især assistentsystemerne er mindre gode. Og det er vigtigt for mig på de lange pendlerture, hvor jeg bruger dem hele tiden. Så skal de bare fungere ,” siger Jan Winther.
Anne Dalsgaard er helst fri. Det har også noget at gøre med spændingerne mellem Kina, USA og resten af vesten. Parret enige om, at i en turbulent tid, kan geopolitik godt have betydning for deres valg af bil.
Afgifter betyder mindre
Debatten om, hvorvidt afgiften på elbiler skulle øges fra årsskiftet, betyder mindre.
“Vi havde besluttet at kigge på BMW iX3, inden regeringen valgte at udskyde afgiftsstigningen på elbiler. Men selvfølgelig er vi glade for, at iX3 nu bliver 50.000 kroner billigere end forventet,” siger Anne Dalsgaard og Jan Winther, inden de kigger nærmere på drømme-elbilen med den lange rækkevidde.
Elbilmessen i Herning har åbent i dag fra kl. 10-18 og søndag fra kl. 10-17.






