Familie- og varebilen Mercedes Citan, der er baseret på den faceliftede Renault Kangoo, skuffer fælt i Euro NCAPs crashtest. Citan må nøjes med 3 ud af 5 stjerner.
Mercedes Citan, en ny familie- og varebil af ”Postmand Per” typen, slipper ualmindelig skidt fra en ny crashtest udført af Euro NCAP. De farlige fejl fylder godt i testrapporten: Blandt andet bliver Citans gardinairbags fanget af det øverste beslag til sikkerhedsselen, mens sikkerhedsselerne påfører passagererne ganske høje belastninger ved frontalkollision.
I sidekollisionstesten er den også gal: Her kollapser skydedøren i førersiden, så der opstår en åbning ind til kabinen. En åbenlys risiko, der udløser strafpoint i Euro NCAP-testen.
Endelig yder Mercedes Citans hovedstøtter ringe beskyttelse mod piskesmæld, mens instrumentpanelets mange skarpe kanter øger risikoen for kvæstelser af forsædepassagerernes ben. Alt i alt må Mercedes Citan nøjes med totalkarakteren 3 ud af 5 stjerner, hvilket er et særsyn blandt moderne biler i dag.
Hos FDM, det danske medlem af Euro NCAP, konkluderer man, at ”det gør bilen uinteressant for nye bilkøbere”. For nylig udløste samme lave 3-stjernede karakter til den rumænske Dacia Lodgy en anderledes kontant melding om, at FDM ”ikke kunne anbefale køb”.
Kun få Citan solgt i Danmark
En formildende omstændighed ved Mercedes Citan kan være, at den næsten udelukkende sælges som varebil på gule plader – og kun i begrænset oplag. Ifølge sitet sikkerbil.dk var der ved udgangen af marts kun indregistreret 7 Mercedes Citan på hvide plader og 138 på gule plader.
Crashtesten er en negativ overraskelse for Mercedes, der sædvanligvis betragtes som et af de bilmærker, der lægger mest vægt på sikkerhed. Citan er dog ikke en ægte Mercedes, men baseret på en faceliftet udgave af Renault Kangoo. Netop sikkerhed har også længe været et varemærke for Renault, men i tilfældet Kangoo kniber det altså med at leve op til Renaults trygge image.
At Citan overrasker negativt understreges af, at hverken opdateringen af teknikken eller Mercedes-navnet har forbedret Kangoo/Citans sikkerhed: Faktisk svarer resultatet af crashtesten af Mercedes Citan ganske nøjagtigt til den crashtest som Euro NCAP udførte på Renault Kangoo i 2008.
Læs om crashtesten af Mercedes Citan i detaljer på sikkerbil.dk