Så blev det Renaults tur til at sætte prisen ned

megane
Renault Megane bliver nok engang sat ned - denne gang med 30.000 kr. Foto: Lars Krogsgaard

Renault skal have ryddet ud i lageret og melder sig ind i priskrigen på elbiler: Frem til nytår er Megane Electric sat ned med 50.000 kr.

Priskrigen på elbiler fortsætter. Denne gang er det Renault, der sætter prisen på Megane E-TECH Electric ned med 50.000 kr. Det gælder for mellemudgaven Techno, der falder fra 370.000 til 320.000 kr. og topudgaven Iconic, der sættes ned fra 390.000 til 340.000 kr. Begge er udstyret med en enkelt elmotor på 162 kW (220 hk), der trækker på forhjulene og har en rækkevidde på 443 km. Basismodellen Equilibre koster fortsat 310.000 kr.

Tilbuddet gælder resten af 2023 og kun for biler, som den danske importør allerede har på lager. Og dem er der ”en del af” ifølge mærkets kommunikations- og marketingchef Søren Hyltoft.

Det er blot halvandet år siden, at Renault Megane E-TECH Electric blev lanceret herhjemme. Dengang var der roser til design og køreegenskaber og ingen studsede over priserne.

Priskrig udløst af Tesla

Siden er der sket meget på det danske marked for elbiler. Især efter at Tesla gennemførte dramatiske prisreduktioner i begyndelsen af 2023. Konkurrenterne reagerede ikke umiddelbart, men efterhånden som Tesla har sat sig tungt på det danske bilsalg, har rivalerne – én efter én – sat priserne ned på deres elbiler. Renault er blot det seneste i en række af bilmærker, der forsøger at følge med Tesla.

Det er også nødvendigt. Mens Tesla øger sin markedsandel måned for måned, er der eksempelvis kun solgt godt 1.500 Megane Electric herhjemme i løbet af det seneste halvandet år. Det er mindre end Tesla sælger af den større og dyrere Model Y på en måned.

Alt tyder på, at vi kommer til at se flere mærker sætte prisen ned. Jo flere bilmærker, der som Renault tager kampen op med Tesla, desto større pres lægger det på de mærker, der endnu ikke har justeret på prisskiltene.

Lynanalyse: Det handler om markedsandele

Priskrigen handler om markedsandele. Ikke bare i Danmark, men i Europa og til dels resten af verden. Mens danskerne i stigende grad køber elbiler, ser det anderledes ud i Europa. Her er man ikke vant til at betale lige så meget for biler som i Danmark. Derfor har fabrikkerne svært ved at afsætte deres elbiler, der typisk befinder sig i den dyre ende af prisskalaen. Udfordringen er så stor, at flere mærker har måttet bremse eller sætte produktionen af elbiler på pause.

For bilproducenterne er det et valg mellem pest eller kolera: Hvis de sætter prisen ned, mister de indtjening. Hvis de ikke gør, mister de omsætning og risikerer, at bilkøberne vænner sig til nye bilmærker som f.eks. Tesla.

Det sidste kan være farligt på længere sigt. Tesla har kun lavet biler i 20 år, men er i dag verdens største producent af elbiler. Samme historie kan gentage sig med den skov af kinesiske bilproducenter, der forsøger at erobre hele verden med deres mere eller mindre nye bilmærker. Det er med til at sætte ’gamle’ bilmærker som Renault under pres.

Vinderne er de forbrugere, der står over for at skulle købe en elbil. Udvalget bliver hele tiden større og priserne lavere. Og du behøver ikke vente på endnu bedre tider. De gode tilbud findes allerede nu – Renault er blot det seneste eksempel.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here