Retrosmart Renault og japansk tvilling er Årets Bil i Danmark

I et tæt opløb tog de elektriske tvillinger Renault 5 og Nissan Micra titlen som Årets Bil i Danmark. Mercedes med rekord-rækkevidde blev nummer to.

Efter et hårdt udskilningsløb, der først reducerede 30 biler til otte finalister, kunne de teknisk identiske tvillinger Renault 5 og Nissan Micra tirsdag aften lade sig hylde som Årets Bil i Danmark 2026.

De to elbiler i miniklassen tog prisen for deres overbevisende kombination af underholdende  køreegenskaber, logiske betjening og vellykket design, der sender retrohilsner til deres respektive forgængere.

For mange jurymedlemmer - også Hvilkenbils - var det afgørende, at både Renault 5 og Nissan Micra endelig tilbyder danske bilkøbere det, som markedet har trængt til i flere år: Kompakte og relativt billige elbiler, som mange danskere vil have råd til uden at gå på kompromis med køreglæde, rækkevidde, udstyr, sikkerhed eller betjening.

Til stort dansk publikum

Her overbeviser begge biler med mere end 400 kilometers rækkevidde til henholdsvis 225.000 og 237.000 kroner. Kan man nøjes med godt 300 km rækkevidde, begynder priserne fra henholdsvis 190.000 og 200.000 kroner. Det gør en ny elbil til en reel mulighed for alle de danskere, der ikke har råd til de store, elektriske SUVere, der hidtil har domineret markedet.

Her har Renault, der også har udviklet og fremstiller tvillingebilerne i Frankrig, altså en fordel på prisen. Det gælder også på garantien, hvor begge mærker tilbyder fem års nybilgaranti, men Renaults gælder op til 150.000 km, hvor Nissan sætter grænsen ved 100.000 kilometer.

På begge biler er der otte år/160.000 km garanti på drivbatteriet, så også her er bilkøberne fornuftigt dækket ind.

Happy hour: Renault 5 er Årets Bil i Danmark. Sidste år vandt den franske elbil også titlen som Årets Bil i Europa. Foto: Lars Krogsgaard

Renault 5 og Nissan Micra er stærke repræsentanter for den næste bølge af elbiler, der er mere kompakte og især væsentligt billigere. De kommer til at sætte yderligere fart på omstillingen til elbiler i Danmark.

Nem og logisk betjening

Juryen var også begejstret for betjeningen af begge biler. Hvor mange elbiler - især de kinesiske - næsten udelukkende betjenes ved hjælp af iPad-lignende skærme med tryk og swipes, har både Renault og Nissan adskillige fysiske knapper. Det giver hurtige genveje og reducerer den tid, hvor man kigger på skærmen, mens man kører. En klar fordel for sikkerheden.

Micra er Nissans udgave af Renault. Kun designet adskiller de to biler - derfor er Micra også Årets Bil i Danmark, selv om den er lidt dyrere. Foto: Lars Krogsgaard

Softwaren med Google Maps og en af markedets mest velfungerende stemmestyringer i Renault 5 og Micra, gør omstillingen til elbiler langt nemmere for de mange danskere, der måske bliver helt skræmte, når de kigger ind i moderne elbiler helt uden knapper og betjeningsgreb. Det er også en kæmpe force ved Årets Bil.

Beskedent bagsæde

Ingen roser uden torne. Hvis Renault 5 og Nissan Micra har et minus, er det den beskedne plads på bagsædet. Det går an til den lille familie med to små børn, men glem alt om barnevogn og langlemmede teenagere - her findes der bedre, men typisk også dyrere alternativer.

Før afstemningen var Renault 5 og dermed Nissan Micra forhåndsfavoritter hos de fleste jurymedlemmer. Renault 5 er bare en uhyre vellykket elbil. Tidligere i år tog den franske charmør da også titlen som Årets Bil i Europa.

Tæt på for Mercedes

Mercedes CLA blev nummer to, blot otte point fra sejren. Den lave, strømlinede tysker udmærker sig med rekordlang rækkevidde på næsten 800 kilometer og 800 volt-teknologi, der gør det muligt at lynlade batteriet fra 10-80 procent på blot 20 minutter.

Sammen med særdeles fine køreegenskaber udløste det mange point hos juryen, der også vurderede, at prisen er fair. Med den lange rækkevidde koster Mercedes CLA 430.000 kroner. Kan man nøjes med godt 500 km rækkevidde uden at øge den korte ladetid, fås Mercedes CLA endda fra endnu mere spiselige 380.000 kroner.

Tredjepladsen gik til Renault 4, der deler teknik med vinderbilen Renault 5, men er større og mere praktisk. At Renault både tager første- og tredjepladsen og at Mercedes var meget tæt på at vinde, understreger at europæisk bilindustri sagtens kan konkurrere med billige elbiler fra Kina.

Årets Bil i Danmark 2026 - så mange point fik de

Renault 5/Nissan Micra: 141 point
Mercedes CLA: 133 point
Renault 4: 111 point
Toyota C-HR+: 78 point
Kia EV4: 75 point
Zeekr X7: 70 point
Firefly: 22 point

Elbil vinder for 8. år i træk

Bag kåringen står 20 jurymedlemmer, der alle er medlemmer af Motorjournalisternes Klub Danmark. Hvilkenbil deltog med journalist Morten Kjeldsen og redaktør Jens Velling.

Her kan du læse vores lidt mere dybdegående portrætter af de otte biler, der deltog i finalen.

Det er ottende år i træk, at en elbil vinder titlen som Årets Bil i Danmark.

Bilglæde, design og innovation

Juryen uddelte også tre særpriser: 

Renault 5 fik Bilglædeprisen for sine underholdende køregenskaber, Mazda 6e fik Designprisen for sit usædvanlige elegante og lave design, mens Innovationsprisen gik til Mercedes CLA for bilens fine teknologi med lavt forbrug, lang rækkevidde og hurtig lynladning.

Årets Bil i Danmark de seneste 10 år

2026: Renault 5/Nissan Micra
2025: Kia EV3
2024: BMW i5
2023: VW ID.Buzz
2022: Hyundai Ioniq 5
2021: VW ID.3
2020: Tesla Model 3
2019: Ford Focus
2018: Seat Arona
2017: Peugeot 3008

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here