Så hårdt rammes europæiske bilmærker af USA-told

bil-told

Der regnes på konsekvenserne af den amerikanske bil-told på importerede biler. Særligt tyske bilmærker vil miste milliarder af kr.

Lommeregnerne og Excel-arkene gløder efter at den amerikanske præsident Donald Trump har varslet 25 pct. told på alle importerede biler og bildele i USA fra 2. april.

Ikke mindst i hjørnekontorerne hos tyske bilmærker som BMW, Mercedes, Porsche og VW, der sælger mange biler i USA, svedes der utvivlsomt ved skrivebordene.

Ifølge det amerikanske handelsministerium eksporterede tysk bilindustri sidste år for ca. 170 mia. kr. biler til USA. Mediet Bloomberg vurderer, at tyske luksusmærker som Mercedes og Porsche vil få udraderet op til en tredjedel af deres samlede fortjeneste som følge af den amerikanske told.

Mercedes kan tabe 25 mia.

Porsche er særligt hårdt ramt. Salget svigter på det store kinesiske marked, men går fint i USA, som er Porsches vigtigste. Men Porsche har ingen produktion i USA og eksporterer derfor alle biler til amerikanske købere. Derfor vil Porsche blive ramt hårdt af den amerikanske bil-told.

Et mærke som Porsche rammes særligt hårdt af den amerikanske bil-told, fordi alle biler eksporteres fra Tyskland.

Mercedes har produktion i USA, men også en stor eksport. Bloomberg vurderer, at Mercedes kan tabe mere end 25 mia. kr. på tolden. BMW har tidligere vurderet, at mærket vil tabe over syv mia. kr. allerede i år på en bil-told, men det var baseret på en lavere toldsats end de 25 pct., Trump nu har annonceret.

Også VW står til enorme tab. VW har godt nok fabrikker i USA, men fremstiller især biler til USA i Mexico, der også rammes af 25 pct. told.

Ferrari hæver priserne

Værst ser det dog ud for den fransk-italiensk-amerikanske Stellantis-koncern. Selv om den råder over amerikanske bilmærker som Jeep, Chrysler og Dodge, vurderer investeringsbanken Jeffries, at Stellantis kan miste hele 75 af sin fortjeneste i år. Det skriver Automotive News.

Et andet mærke, der utvivlsomt bliver ramt hårdt, er Ferrari. USA er et uhyre vigtigt mærke for Ferrari, der eksporterer alle sine biler fra Italien. Fabrikken siger, at den vil håndtere tolden med prisstigninger på op til 10 pct. på flere af mærkets modeller. Resten vil Ferrari selv betale for.

Det italienske supermærke har råd til det: Ferrari går for at have den bedste indtjening på sine biler blandt alle bilproducenter.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here