Oversigt: Efter Teslas prisnedsættelser har mærket fået en markant fordel, viser Hvilkenbils prisanalyse af de 10 mest solgte elbiler.
Siden Tesla i begyndelsen af 2023 indførte prisnedsættelser med op til næsten 30 procent, har det danske bilmarked ikke været sig selv. Og lige siden har spekulationerne lydt: Hvornår følger konkurrenterne med – og i hvilket omfang?
Indtil videre er der ikke sket så meget: VW har netop relanceret en billig basisudgave af ID.4, der med mindre batteri og en beskeden rækkevidde på 359 km kan købes fra 340.000 kr. Dermed er den 35.000 kr. billigere end basisudgaven af Tesla Model Y, men også langt under niveau fra sin amerikanske rival, når det gælder udstyr og præstationer.
Svensk-kinesiske Polestar følger en anden strategi. Polestar 2 har netop fået et facelift med gedigne forbedringer af teknik og rækkevidde, hvilket mærket bruger til at hæve priserne med ca. 20.000 kr. for de forskellige varianter.
Der er med andre ord ikke den store vilje – eller evne – til at svare direkte igen på Teslas markante prisnedsættelser. Hvor stor en fordel det giver Tesla på det danske bilmarked, ved vi først for alvor, når salgstallene tikker ind for de kommende måneder.
I mellemtiden har Hvilkenbil tjekket priserne på de 10 mest solgte elbiler i Danmark – heriblandt den markant nedsatte Tesla Model Y, der er Teslas topsælger herhjemme. Det er spændende læsning for danskere, der overvejer at købe en ny elbil. For importører og forhandlere af Teslas konkurrenter snarere lidt for spændende: De kontante fordele ved at vælge en Tesla er i flere tilfælde oppe i sekscifrede beløb for forbrugerne!
Her følger et par eksempler:
Skoda er 28 pct. dyrere
Skoda Enyaq var sidste år Danmarks mest solgte elbil. Hvis du vil have den udgave, der er tættest på at matche den mest solgte Tesla Model Y – nemlig Long Range med firehjulstræk, 351 hk og stort set alt i udstyr, selv panoramaglastag og anhængertræk er standard – skal du have den nye Enyaq Coupé RS. Det er tjekkernes topmodel, og alligevel må du ’nøjes’ med færre kræfter og kortere rækkevidde end Model Y. Ikke desto mindre betyder Teslas prisnedsættelser, at Skodaen er 122.000 kr. dyrere end Model Y. Det svarer til en merpris på 28 pct.
VW er tæt på
Bliver vi i VW-koncernen og zoomer ind på Danmarks næstmest solgte elbil, VW ID.4, er forskellen knapt så stor: Den populære Performance Pro Active fås for lige knapt 404.000 kr., inklusive detaljer som varmepumpe, 19-tommer fælge og anhængertræk, som en Tesla Model Y Standard Range også har til 375.000 kr. Men der er stadig vigtige forskelle, der giver Teslaen flere trumfkort på hånden: Trods den lavere pris får du flere kræfter (299 hk mod 204), mere udstyr som panoramaglastag, eljusterbare forsæder, vegan-læderindtræk, varme i bagsæderne og 128 GB lagring til fx musik. Du kan også lade Model Y hurtigere, til gengæld er rækkevidden kortere (455 mod 525 km).
Audi og Ford med største merpris
Vi bliver i VW-familien for at finde en af de største prisforskelle til en Tesla Model Y. Den står Audis udgave af førnævnte Skoda Enyaq Coupe RS. Teknikken er den samme, men når bilen hedder Audi Q4 SportBack Attitude 50 e-tron Quattro skal du betale 147.000 kr. mere end for en sammenlignelig Tesla Model Y Long Range. En merpris på heftige 34 procent.
Endnu dyrere bliver det, hvis du foretrækker en Ford Mustang Mach-e. Her er merprisen hele 151.000 kr. eller 35 procent. Og igen har Tesla stadig en række fordele på ladetid, præstationer og udstyr.
Cupra er billigere – på papiret
Blandt de 10 mest solgte elbiler herhjemme er der kun én model, der i dag er billigere end en Model Y efter Teslas prisnedsættelser. Det er Cupra Born – også kendt som den spanske udgave af VW ID.3. Vælger du en Cupra Born e-Boost kan du spare knapt 25.000 kr. sammenlignet med en Tesla Model Y Standard Range. Spørgsmålet er, om det kan betale sig: Nærstuderer du brochurerne for de to biler, falder sammenligningen nemlig ud til Teslaens fordel på alle parametre: Plads, udstyr og præstationer. Hertil kommer, at med den nuværende konkurrencefordel til Tesla, skal du også forvente et væsentligt større værditab på Cupraen sammenlignet med Model Y.
Hvilkenbil mener
100.000 kroners spørgsmålet er selvfølgelig, hvad du som bilkøber skal gøre, hvis du er i markedet for en ny elbil?
Så længe konkurrenterne ikke på en eller anden måde svarer igen på Teslas prisnedsættelser, er sagen nærmest skræmmende enkel: Tesla har alle esserne på hånden lige nu – også fordi de modsat langt de fleste konkurrenter kan levere inden for blot én til tre måneder. Dertil kommer, at Tesla teknologisk fortsat er blandt bedste. Man kan altid diskutere ting som design og om Teslas ejer Elon Musk er gal eller genial. Fair nok. Men når det gælder grundlæggende elbil-teknologi som kræfter, rækkevidde, opladning, ladenetværk og brugerflade for betjening af bilerne, er det svært at argumentere rationelt for ikke at vælge en Tesla. Særligt nu, hvor bilerne er så meget billigere end konkurrenterne.
Det skal blive spændende at se, hvornår og hvordan konkurrenterne reagerer på Teslas prisnedsættelser. Hvilkenbils vurdering er, at hvis ikke konkurrenterne meget snart sætter priserne ned og/eller øger mængden af standardudstyr, kommer de til at tabe betydelige markedsandele. Som minimum kommer den enkelte forhandler til at lukke op for rabatter – noget, der ellers har været stort set fraværende på elbiler indtil nu.
For forbrugerne er det gode nyheder – ligesom Tesla har de også esser på hånden: Enten kan de købe en Tesla og spare en masse penge – også fordi gensalgsværdien vil være høj, nu hvor prisen er banket i bund. Eller også kan de forlange klækkelige rabatter hos konkurrenterne. Og hvis ikke de kan få rabat, står Tesla klar med et stærkt tilbud til hurtig levering…
Priser: Tesla Model Y mod konkurrenterne
Tesla Model Y Standard Range
Effekt: 220 kW (299 hk)
Rækkevidde: 455 km
Max ladeeffekt: 170 kW
Pris: 375.000 kr. inkl. anhængertræk, panoramaglastag og 19” fælge
Tesla Model Y Long Range Dual Motor
Effekt: 262 kW (351 hk)
Rækkevidde: 565 km
Max ladeeffekt: 250 kWh
Pris: 430.000 kr. inkl. anhængertræk, panoramaglastag og 19” fælge
Skoda Enyaq Coupé RS 4×4
Effekt: 220 kW (299 hk)
Rækkevidde: 520 km
Max ladeeffekt: 135 kW
Pris: 552.000 kr. inkl. 20” fælge og anhængertræk
(+ 122.000 kr./28 pct. ift. Model Y LR)
VW ID.4 Performance Pro Active
Effekt: 150 kW (204 hk)
Rækkevidde: 525 km
Max ladeeffekt: 135 kW
Pris: 403.700 kr. inkl. 19” fælge og anhængertræk
(+ 28.700 kr./7,5 pct. ift. Model Y SR)
VW ID.5 GTX 4motion
Effekt: 220 kW (299 hk)
Rækkevidde: 510 km
Max ladeeffekt: 150 kW
Pris: 504.000 kr. inkl. 20” fælge og anhængertræk
(+ 74.000 kr./17 pct. ift. Model Y LR)
Audi Q4 Attitude 50 e-tron Quattro
Effekt: 220 kW (299 hk)
Rækkevidde: 488 km
Max ladeeffekt: 135 kW
Pris: 577.000 kr. inkl. 19” fælge og anhængertræk
(+ 147.000 kr./34 pct. ift. Model Y LR)
Polestar 2 Long Range Dual Motor AWD
Effekt: 310 kW (421 hk)
Rækkevidde: 592 km
Max ladeeffekt: 205 kW
Pris: 545.000 kr. inkl. 19” fælge, anhængertræk og Pilot og Plus-pakke med bl.a. adaptiv fartpilot, glastag og varmepumpe
(+ 115.000 kr./26 pct. ift. Model Y LR)
Cupra Born e-Boost
Effekt: 170 kW (231 hk)
Rækkevidde: 419 km
Max ladeeffekt: 120 kW
Pris: 350.500 kr. inkl. 19” fælge, panoramaglastag men uden anhængertræk
(- 24.500 kr./- 7 pct. ift. Model Y SR)
Ford Mustang Mach-e Premium AWD UR
Effekt: 258 kW (351 hk)
Rækkevidde: 550 km
Max ladeeffekt: 150 kW
Pris: 581.000 kr. inkl. 19” fælge, panoramaglastag og anhængertræk
(+ 151.000 kr./35 pct. ift. Model Y LR)
BMW iX3 M-Sport Charged
Effekt: 210 kW (286 hk)
Rækkevidde: 461 km
Max ladeeffekt: 150 kW
Pris: 560.000 kr. inkl. 19” fælge, panoramaglastag og anhængertræk
(+ 130.000 kr./30 pct. ift. Model Y LR)
Volvo C40 Single Motor
Effekt: 185 kW (252 hk)
Rækkevidde: 530 km
Max ladeeffekt: 200 kW
Pris: 446.000 kr. inkl. 19” fælge, panoramaglastag men uden anhængertræk
(+ 71.000 kr./+ 19 pct. ift. Model Y SR)
Alle priser pr. 4. feb. 2023