Så meget kan du spare ved at skifte til elbil 

Elbiler

Elbiler er i gennemsnit 25 pct. billigere at eje og køre end benzinbiler, viser ny undersøgelse. For mange svarer det til en besparelse på godt 14.000 kr. årligt.

Salget af elbiler boomer i Danmark. Og det er der også en økonomisk forklaring på, viser en ny undersøgelse fra brugtbilportalen Bilbasen og banken Spar Nord, der har regnet på totalomkostningerne ved at eje og køre elbil. 

Beregningerne viser, at der er mange penge at spare ved at skifte til elbil: Mens en benzinbil i gennemsnit koster 2,78 kroner per kilometer, koster det kun 2,07 kr. at køre den samme kilometer i en elbil. Det svarer til en besparelse på 25,5 pct.

Kører du 20.000 km om året, kan det oversættes til en kontant besparelse på 14.200 kr. om året – eller lidt mere end 1.200 kr. om måneden.

El billigere end brændstof

”De lave omkostninger for elbiler skyldes blandt andet, at det er billigere at køre på strøm fremfor diesel og benzin. Derudover har elbiler ofte lavere afskrivninger, og serviceudgifterne er typisk mindre, fordi bilen har færre bevægelige dele. Det gør forskellen i de samlede omkostninger tydeligere – især for dem, der kører mange kilometer,” siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen. 

Ifølge Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord, viser tallene tydeligt, at forskellen også har en mærkbar privatøkonomisk betydning. 

- Når vi taler privatøkonomi, handler det ikke kun om at se på, hvad bilen koster her og nu, men også hvordan udgifterne udvikler sig over tid. Transport er en af de største faste poster i mange familiers budget, og derfor kan selv mindre forskelle i kilometerprisen betyde mange tusinde kroner på årsbasis, fortæller han.

Billige lån til elbiler

Som bankmand er Jens Nyholm naturligvis også interesseret i finansiering af bilkøb. Også her er der penge at spare ved at skifte til elbil. 

”I mange tilfælde kan elbiler også lånefinansieres til en lavere rente end tilsvarende benzin-, diesel- og plug-in hybridbiler. Det kan være med til at lette presset på en families økonomi i en tid med stigende priser på dagligvarer og andre faste udgifter.”

God timing

Timingen for at købe ny bil netop nu er ifølge Jan Lang særligt gunstig, fordi man lige nu kan få en fornuftig pris for sin gamle bil. 

”Lige nu kan både benzin-, diesel- og plug-in hybridbiler sælges til gode priser til forhandlere i forbindelse med køb af bil. Selvom efterspørgslen på disse biler er lav i Danmark, er den høj i store dele af Europa, og det betyder, at mange af dem eksporteres. Det holder prisniveauet oppe og giver danske bilkøbere attraktive byttepriser hos forhandlerne,” forklarer han.

Derudover er der ifølge Jan Lang både et rekordbredt udvalg af nye elbiler og et rekordstort udbud af brugte elbiler på markedet, hvilket gør det lettere end nogensinde at finde en model, der matcher både behov og budget. 

Om undersøgelsen

Beregningerne af totalomkostningerne (eller TCO - Total Cost of Ownership) er baseret på de 10 mest solgte nye biler og de 10 mest solgte brugte biler i Danmark fra januar til og med maj 2025. Dieselbiler er ikke medtaget i analysen, da der ikke optræder dieselbiler blandt de mest solgte biler i perioden. 

For benzinbiler er der regnet med et gennemsnitligt brændstofforbrug på 14,10 kilometer per liter benzin og en benzinpris på 14,10 kroner per liter for oktan 95 blyfri. For elbiler er forbruget sat til 20 kilowatt-timer per 100 kilometer, hvilket er 15 procent under de opgivne forbrugstal, og en gennemsnitlig elpris på 3,50 kroner per kilowatt-time. Brændstofpriserne er indhentet den 9. juni 2025.

Reelt endnu billigere

Her er det vigtigt at bemærke, at literprisen for både benzin og diesel typisk er lavere ved standeren end i undersøgelsen. Det gælder i endnu højere grad for strøm til elbiler: Lader du hjemme og får refusion af elafgiften, er prisen pr. kilowatt-time snarere én krone end de oplyste 3,50 kr.

Alt andet lige vil der altså være endnu mere at spare ved at skifte til elbil.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here