Skal du bruge den kommende vinterferie på at finde ny bil? Vi giver gode bud på, hvor meget familie- og firmabil du kan få for pengene lige nu.
Der er godt gang i bilforbruget herhjemme. Både i de private husstande og i virksomhederne.
Begge steder investerer danskerne i ny bil i lystig fart, og vi spenderer lidt mere på bilbudgettet end tidligere.
Danmarks Statistik har opgjort, at husholdningernes indkøb af ny bil foreløbig i år koster 207.600 kr. i snit, mens erhvervenes nye firmabiler koster 279.900 kr. i gennemsnit.
Her på Hvilkenbil.dk synes vi, det – den kommende vinterferie – er en glimrende anledning til at se på, hvor meget ny bil det egentlig rækker til. Redaktionen giver her sit bedste bud på tre gode køb i de to prisklasser.
Vores 3 bedste bud på en ny bil til ca. 208.000 kr.:
1. Opel Astra. (fra 200.000 kr.)
Lige nu kan du få den friskt faceliftede Opel Astra med nyudviklet 1,2 liters turbobenziner med 110 hk og ’Enjoy’-udstyr til en kampagnepris på 200.000 kr. En meget skarp pris for en rummelig, veludstyret familiebil med masser af kræfter. Og så er det endda gratis at vælge Astra med en helt ny 105 hestes dieselmotor i stedet. Et godt tilbud til langturspendlerne.
”Astra er i forvejen undervurderet, og her er det lige før, at den bliver foræret væk, trods facelift med nye motorer. Astra er stort set lige så god en bil som VW Golf, bare væsentligt billigere…,” siger Jens Velling, redaktør på Hvilkenbil.dk.
Se tilbuddet her
Læs vores anmeldelser af Opel Astra her:
Opel Astra rækker efter stjernerne
Astra hitter også som stationcar
2. VW Polo. (fra 161.000 kr.)
Vores andet bud er i miniklassen, som faktisk dækker rigtig manges kørsels- og pladsbehov i hverdagen. VW Polo 1,0 TSI 115 hk med det højeste udstyrsniveau, Highline, kan du få hjem i carporten og holde til 203.500 kr. Resten af pengene kan du bruge på ekstraudstyrslisten – fx fuld digital instrumentering til godt 5.000 kr.
”Vælg Polo for den fede følelse af kvalitet, for gode gensalgspriser, for den fremragende motor og for de gode køreegenskaber – og så er den overraskende rummelig,” begrunder Morten Kjeldsen, journalist på Hvilkenbil.dk.
Til prisen på 203.500 kr. har Polo’en 6-trins manuelt gear, men hvis der er lidt luft i budgettet, så anbefaler han det 7-trins DSG automatgear, der gør hverdagen lidt lettere. Så koster VW Polo’en 220.000 kr.
Se priser på VW Polo her (PDF)
3. Seat Arona. (fra 179.000 kr.)
Den tredje bil vi peger på i prislejet omkring 208.000 kr. er af den højbenede ’crossover’ type, som er så populær for tiden. Blandt andet på grund af nem ind- og udstigning og det gode overblik i trafikken. Seat Arona (øverste billede), der blev Årets Bil i Danmark i 2018, er efter vores mening en lille overset perle, som fås med Style-udstyr og 1,0 TSI motor med 115 hk til 210.000 kr.
”Seat Arona er en moderigtig mini-SUV til fair priser. Stilen sidder lige i skabet, pladsen er god, teknikken er fra VW-koncernen og køreegenskaberne er klassens bedste,” siger journalist på Hvilkenbil.dk Henrik H. Jensen.
Søstermodellen VW T-Cross, der herhjemme sælger næsten dobbelt så godt som Seat Arona, er der også råd til i basisudgaven til 200.000 kr., men så må du nøjes med 95 hk og mindre udstyr end i Seat Arona. Med 115 hk løber prisen for VW T-Cross op i 226.000 kr.
Læs vores test af Seat Arona her
Læs vores test af VW T-Cross her
Vores 3 bedste bud på en ny ’firmabil’ til ca. 280.000 kr.:
Når vi skal pege på det bedste køb i firmabilsklassen (ikke-firmabilister må selvfølgelig også være med) er der nærmest kamp blandt os om at pege på én bestemt bil. Men Jens Velling får lov; han er trods alt redaktør…
1. Skoda Octavia stationcar. (fra 255.000 kr.)
Skoda har lige nu særtilbud på Octavia 2,0 TDI 150 hk Combi med DSG automatgear og Style-udstyr for 285.000 kr.
”En lækker, rummelig og magtfuld bil, der er perfekt til familien med det lidt større kørselsbehov,” lyder hans begrundelse.
2. Ford Focus. (fra 192.000 kr.)
Det må også gerne være sjovt at køre på arbejde, synes Morten Kjeldsen, og er du enig så læs lige med her: Ford Focus ST-Line 1,5 EcoBoost med 6 gear og hele 182 hk til 269.000 kr. Så du har endda lidt ekstra penge til at understrege det sportslige look og de skarpe køreegenskaber med et sæt 18 tommer originale alufælge eller tilkøbe udstyrspakker med adaptiv fartpilot, automatisk op- og nedblænding af fjernlys samt varme i rattet og forrude, der luner de kolde vintermorgener.
”Ford Focus blev ganske fortjent Årets Bil i 2019. Med denne motor og dette udstyr er Focus tæt på at være et knaldtilbud for den lynhutig, veludstyret og særdeles velkørende mellemklassebil, der på papiret kører lige så langt på literen som den 150 hestes udgave. Den nye Focus er tilmed så godt udhulet, at den er en af klassens rummeligste,” siger Morten.
Læs vores test af Ford Focus her
Se priser på Ford Focus her (PDF)
3. Kia XCeed. (fra 250.000 kr.)
Med vores tredje forslag i firmabils-klassen stiger vi igen let til vejrs og peger på koreanske Kia, der netop har sendt en crossover-version af sin mellemklassemodel, Ceed, på markedet. Kia XCeed, som den hedder, er blandt de fem biler i finalen til Årets Bil 2020.
Vi havde lejlighed til at teste bilen på Jyllands-Ringen og vejene omkring og er ganske begejstrede for XCeed. Den fås til 275.000 kr. med 1,0 turbomotor, 120 hk og mellemste Comfort-udstyr. For blot 10.000 kr. kan du dog opgradere med en Edition-pakke til en listepris på hele 40.000 kr. Den indeholder blandt andet indeholder 18 tommer fælge, (kunst)lædersæder, JBL musikanlæg, 10 tommer touchskærm med navigation mm. Altså i alt 285.000 kr. for en særdeles veludstyret, velkørende og godt udseende bil. Uanset hvilken variant du vælger, får du Kias fine 7 års/150.000 km garanti med i købet.
”Xceed er ikke bare en pyntet udgave af Ceed. Den fremstår som en bedre bil – og sammen med det kække design og mere udstyr retfærdiggør det sagtens merprisen på 40.000 kr.,” fremhæver Henrik H. Jensen.
Læs vores omtale af Kia XCeed fra Årets Bil prøvekørslen her
Læs vores omtale af Kia Xceed fra introduktionen her
Se priser på Kia XCeed her (PDF)
Elbiler er stadig dyre
Det var vores bud på seks tiltrækkende tilbud i de to prisklasser lige nu.
Vi ville gerne have haft en elbil med på listen, da den repræsenterer en dejlig måde at køre bil på, og her faldt øjnene straks på Kia e-Niro, som er en rummelig, velkørende og flot udstyret bil. Den fås da også præcis til 280.000 kr. med ubegrænset forbrug af strøm til 599 kr. om måneden. Men desværre er det med et 39 KWh batteri, der giver en rækkevidde på lige under 300 kilometer. Det vil være for lidt for de fleste firmabilister i en travl hverdag, hvor der ikke er tid til opladning.
Kia e-niro med det store batteri på 64 kWh klarer omkring 400 km på en opladning men her er prisen fra 335.000 kr. Desværre noget for dyr i denne sammenhæng
Vi har taget udgangspunkt i bilernes listepriser, men det er ikke umuligt at få rabat hos forhandlerne.
Læs vores artikel med gode råd til, hvordan du forhandler prisen ned på din nye bil her
God jagt derude!