Vejdirektoratet har undersøgt, hvor meget tid vejarbejdet på motorvej E45 mellem Aarhus og Vejle koster bilisterne. Resultatet overrasker.
Siden efteråret 2023 har det føltes som en langsommelig affære at være bilist på motorvej E45 mellem Aarhus og Vejle – også kaldet den Østjyske Motorvej.
Her er E45 nemlig ved at blive udvidet til tre spor i begge retningen på den 54 km lange strækning. Vejbanerne er reduceret til to smalle spor i begge retninger og bortset fra en strækning syd for Aarhus er hastighedsgrænsen sat ned til 80 km/t.
Den endelige, tresporede motorvej skal stå klar ved udgangen af 2026. Der er altså lang vej endnu, før bilisterne atter kan køre mellem 110 og 130 km/t på den stærkt trafikerede strækning. Lokalt taler man om, at vejarbejdet tager lang tid og opleves som om det lægger meget ekstra tid til køreturen. Men også, at trafikken sædvanligvis glider fornuftigt – også i myldretiden.
De to modsatrettede oplevelser er ikke grebet ud af den blå luft. Det viser en måling af køretiden, som Vejdirektoratet har foretaget.
3-8 minutter ekstra
Vejdirektoratet har målt rejsetiden på to strækninger med vejarbejde på E45.
Tallene viser følgende:
- Mellem Skanderborg S og Vejle (cirka 38 kilometer) er rejsetiden typisk 6-8 minutter længere, end før vejarbejdet gik i gang.
- Mellem Aarhus N og Aarhus S (cirka 16 kilometer) er den ekstra rejsetid som følge af vejarbejdet typisk 3-4 minutter.
I få situationer – cirka tre pct. af tiden – er der mere end henholdsvis 10 og 15 minutters ekstra rejsetid på de to strækninger.
Jævn fart er bedst
Begiver man sig ud på en køretur hele vejen mellem Vejle og Aarhus N, ser det lidt anderledes ud med rejsetiden.
Her ligger forsinkelsen som følge af vejarbejdet typisk på 9-12 minutter i dagtimerne, og i cirka fem pct. af tiden opleves der forsinkelser på mere end 20 minutter i forhold til en normal situation uden vejarbejde.
I betragtning af den lange strækning med vejarbejder forsinkelsen relativt beskeden. Men det overrasker ikke Vejdirektoratet. Forklaringen er, at det i sidste ende er bedre at fastholde den samme, lave hastighed over lange strækninger end at køre op og ned i hastighed. En tendens man også ser på de øvrige danske veje, hvor bilisterne generelt har sat farten ned.
”Vi kan lige så godt være ærlige. Vejarbejde er – sagt på godt jysk – træls for trafikanterne. Men det er nu engang nødvendigt, hvis vi skal nå i mål med at få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden. Og så har vi erfaret, at det – i tilfælde med vejarbejde – giver de bedste betingelser for trafikken at sænke hastigheden til 80 km/t på længere strækninger ad gangen. Det giver et bedre flow i trafikken uden elevatorkørsel, hvor trafikanterne hele tiden skal op og ned i fart,” siger projektchef Robin Højen Madsen.
Manglende nødspor en risiko
Men der er også en risiko ved at inddrage nødsporet for at bevare to kørespor i begge retninger.
Sker der uheld, eller ligger der tabt gods på kørebanen, kan det hurtigt skabe lange køer – og da pladsen er trang, kan det tage længere tid, før det beredskab, der skal rydde op, når frem.

Bliver man fanget i et uheld i myldretiden, kan man risikere at skulle sidde i kø i alt fra 15 minutter til en time.
For at undgå uheld og sikre at udrykningskøretøjer når hurtigt frem, hvis skaden er sket, er det afgørende, at trafikanterne er opmærksomme og husker de gode råd til kørsel ved vejarbejde.
”Det er først og fremmest vigtigt, at trafikanterne viser hensyn, holder afstand og sænker farten, når de kører gennem et vejarbejde. Og husk endeligt at spænde gods ordentligt fast på traileren,” siger Robin Højen Madsen og fortsætter:
Fakta: Vejarbejde på E45
Til og med 2026 er der vejarbejde på E45 Østjyske Motorvej på strækningen mellem Aarhus N og Vejle. Hastigheden er sat ned til 80 km/t, og trafikken afvikles i smalle spor, imens arbejdet foregår. Vejdirektoratet har opgjort rejsetiden på to strækninger med vejarbejde og sammenholdt det med en situation uden vejarbejde. Den ekstra rejsetid som følge af vejarbejdet er opgjort for typiske hverdage i tidsrummet mellem klokken 05 og 22.
Aarhus N – Aarhus S (16 km)
Den ekstra rejsetid er typisk 3-4 minutter set i forhold til før vejarbejde.
90 pct. af tiden er den ekstra rejsetid under 5 min.
I myldretiden er den ekstra rejsetid typisk 2-7 min.
3 pct. af tiden er den ekstra rejsetid over 10 min.
Vejle – Skanderborg (38 km)
Den ekstra rejsetid er typisk 6-8 minutter set i forhold til før vejarbejde.
95 pct. af tiden er den ekstra rejsetid under 10 min.
I myldretiden er den ekstra rejsetid typisk 4-8 min.
3 pct. af tiden er den ekstra rejsetid over 15 min.
Kilde: Vejdirektoratet