Tesla retter ind - dropper betegnelsen FSD

tesla selvkørende
Foto: Tesla, Inc.

FSD bliver til TAD på flere europæiske markeder, også i Danmark. Navneskiftet skal lette godkendelsen af Tesla's delvist selvkørende teknologi.

Full Self-Driving. Fuldt selvkørende.

Teslas navn på sin mest avancerede førerassistent har længe lovet mere, end teknologien kan holde. Nu ændrer Tesla navnet på flere europæiske markeder – inklusive det danske.

På Teslas danske hjemmeside hedder systemet nu Tesla Assisted Driving, forkortet TAD. Den gamle internetadresse med bogstaverne FSD sender også besøgende videre til en side med det nye navn. Samme ændring er gennemført på blandt andet den tyske hjemmeside. 

På dansk kan navnet oversættes til Tesla-assisteret kørsel. En langt mere præcis beskrivelse af Teslas system, hvor bilen hjælper med kørslen, men føreren stadig har ansvaret og skal være klar til at overtage styringen.

‘Misvisende’ betegnelse

Navneskiftet kommer efter samtaler mellem Tesla og det tyske transportministerium i september.

I en meddelelse den 6. oktober betegner ministeriet FSD-navnet som misvisende, fordi teknologien ikke overtager hele køreopgaven. Tesla tilbød derfor at ændre navnet til Tesla Assisted Driving.

Dermed imødekommer Tesla reelt kritikken af det gamle navn. Navneskiftet er noget så sjældent som Teslas mere eller mindre direkte indrømmelse af, at betegnelsen Full Self-Driving har været for vidtgående. Og det er interessant, for hjemme på det amerikanske marked holder Tesla stædigt fast i betegnelsen - dog tilføjet ordet ‘supervised’, overvåget.

Men i Europa har Tesla altså bøjet sig for de tyske myndigheders mere strikse tolkning af reglerne for selvkørende biler.

Fører har stadig ansvaret

Bag striden om navnet ligger en vigtig forskel mellem førerassistance og selvkørende biler.

Teslas system hører til på det såkaldte niveau 2. FSD - nu TAD - kører i praksis selv, men kan begå fejl eller sætte ud og kræver derfor konstant overvågning fra føreren.

Færdselsstyrelsen beskriver funktionerne som hjælp til acceleration, bremsning, styring og vognbaneskift. Føreren skal hele tiden følge trafikken og være klar til at tage over. 

At bilen kan klare mange opgaver, gør den bare ikke rigtigt selvkørende. Føreren må aldrig overlade ansvaret til en niveau 2-bil og begynde at læse mails eller se film.

EU-godkendelse er afgørende

Navneskiftet falder på et følsomt tidspunkt for Tesla.

Tyskland støtter nu en hurtig godkendelse i hele EU. Men ifølge Reuters er en afstemning, der var ventet i oktober, udskudt til tidligst december. Blandt stridspunkterne er en funktion, som lader Teslas biler overskride fartgrænsen.

For Tesla handler godkendelsen både om at gøre teknologien tilgængelig på flere markeder og om at styrke bilsalget. En avanceret førerassistent kan give kunderne en ekstra grund til at vælge Tesla, mens abonnementer på teknologien skaber løbende indtægter. Tesla tilbyder allerede systemet på abonnement i de europæiske lande, hvor det er godkendt.

Tesla-direktør Elon Musk lægger ikke skjul på, at Tesla så at sige satser hele butikken på selvkørende biler. Det er her, firmaet bruger penge på udvikling, mens videreudvikling af selve bilerne stort set er gået i stå.

Foreløbig godkendt i Danmark

Godkendelsen har også betydning for danske Tesla-ejere. Færdselsstyrelsen accepterede den hollandske, foreløbige godkendelse i juni, så systemet må bruges herhjemme.

Men tilladelsen er fortsat foreløbig. Hvis EU afviser systemet, bliver den hollandske godkendelse ugyldig efter seks måneder, og den danske godkendelse bortfalder samtidig, oplyser Færdselsstyrelsen.

Det nye navn fjerner dermed ét stridspunkt på vejen mod en EU-godkendelse. Om teknologien skal have grønt lys i hele EU, er stadig ikke afgjort.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here