Tesla har fået godkendt sin selvkørende Full Self-Driving teknologi til brug i Danmark. Systemet kræver dog konstant overvågning.
10 år efter at Tesla-chef Elon Musk første gang lovede selvkørende biler, bliver det nu en realitet i Danmark.
I dag har de danske myndigheder godkendt Teslas såkaldte FSD, Full Self-Driving (overvåget) til brug i Danmark. Godkendelsen kommer, efter at Holland som det første europæiske land godkendte teknologien i april.
Fører skal altid overvåge
Tesla’s FSD er dog ikke fuldstændigt selvkørende. Som fører af en Tesla med FSD kan du ganske vist slippe rattet og lade bilen styre, bremse, accelerere og dreje selv, men man skal til hver en tid være klar til at gribe ind, hvis systemet fejler.
Tesla hævder dog, at overvåget Full Self-Driving har syv gange lavere risiko for uheld end et menneske. Ifølge Tesla vil FSD derfor redde tusindvis af liv hvert eneste år og undgå endnu flere ulykker.
Blandede erfaringer
Erfaringerne fra USA, hvor FSD-har været tilladt i længst tid, er dog blandede. Her har Teslas selvkørende Robotaxier, der er baseret på FSD-teknologien, været involveret i flere uheld og ‘nærved-hændelser’.
Tesla hævder omvendt, at deres teknologi er overlegen, fordi den kombinerer kameraer, der ‘ser’ omgivelserne i realtid med brugen af kunstig intelligens og læringen fra indtil videre 17 milliarder kørte kilometer med FSD.
Lærer hver eneste dag
Samtidig udvikler teknologien sig hurtigere og hurtigere. Ved hjælp af kunstig intelligens ‘fodres’ FSD hver eneste dag med data fra flere end 300 millioner kørte kilometer verden, som den automatisk lærer af. For hver dag der gør, bør FSD altså blive bedre.
Tesla har gennem de seneste måneder tilbudt demonstrationer af FSD i blandt andet Danmark. De danske journalister, der har prøvet at køre med FSD, har berettet om en imponerende oplevelse, der har overgået forventningerne. Men også om pludselige eksempler på, at FSD kan tage fejl og kræve indgriben fra personen bag rattet. Der er dog ikke rapporteret egentlige uheld fra de første, danske kørsler med FSD.
Kræver abonnement
Oprindeligt skulle alle Tesla’er med den nødvendige FSD-teknologi være selvkørende. Reelt er det dog kun nyere Tesla-modeller, der er i stand til det - og bilen skal være født med teknologien. Merprisen har tidligere været godt 50.000 kroner, men for få dage siden skiftede Tesla til en månedlig abonnementspris på 750 kroner. Det svarer til en årlig udgift på 9.000 kroner - i realiteten er FSD altså blevet dyrere.
Til gengæld er det nu - for første gang - tilladt i Danmark.
Bringer sig foran konkurrenterne
Med godkendelsen tager Tesla et tigerspring foran konkurrenterne, der slet ikke kan tilbyde selvkørende teknologi på dette niveau.
Tesla har fået massiv kritik for udelukkende at satse på kameraer og helt undgå kostbare radarer og lidar-sensorer. Men kunstig intelligens har tilsyneladende speedet udviklingen op. Samtidig er flere konkurrenter - ikke mindst kinesiske - skiftet til Teslas billigere teknologi i stedet for en kombination med radarer og sensorer.
Med dagens godkendelse af overvåget FSD har Tesla pludselig bragt sig i front på et område, som Tesla selv forventer bliver helt afgørende fremover.
Ifølge Tesla Danmark vil FSD “snart” være klar til danske Tesla-kunder. Tesla arbejder på at udrulle teknologien til hele Europa, så bilerne også bliver selvkørende, når man kører ud af Danmark.






