Et kinesisk kontrolleret konsortium har købt resterne af Saab. Fremover skal der udelukkende laves elbiler på fabrikken i Trollhättan, baseret på Saab 9-3. OPDATERET.
Presserygterne talte sandt: Saab er solgt til selskabet NEVS – National Electric Vehicle Sweden. Bag navnet gemmer sig et kinesisk kontrolleret konsortium, der vil fortsætte produktionen af biler på Saabs fabrik i Trollhättan. Men det bliver ikke med Saab-specialiteter som spruttende to-taktere eller kraftige turbomotorer under hjelmen. I stedet skal der fremover udelukkende trille elbiler af samlebåndet i Trollhättan. I første omgang i form af eldrevne udgaver af Saab 9-3.
Efter planen skal de første biler være klar til salg i 2014. Den eldrevne 9-3 skal sælges over det meste af verden, men hovedmarkedet vil være Kina. På sigt skal der udvikles en anden model baseret på japansk teknologi. Ifølge en pressemeddelelse sigter det kinesisk kontrollerede konsortium på at blive verdens førende producent af elbiler.
Navnet på bilen er til gengæld uafklaret. Ind til videre er det nemlig usikkert, hvorvidt NEVS også har købt rettighederne til navnet Saab. Til gengæld ligger det fast, at produktionen af reservedele ikke er overtaget af kineserne, men fortsætter i et separat selskab, Saab Automobile Parts AB. Købssummen er angiveligt mellem 1,5 og 1,8 milliarder svenske kroner.
NEVS kontrolleres af det kinesiske National Modern Energy Holdings og arbejder med alternative energiløsninger for Kina. Sun Investment, et japansk firma der investerer i vedvarende energi, er mindretalsaktionær i NEVS.
Saab gik i betalingsstandsning i december efter at være løbet tør for penge til udbetaling af løn. Der produceres fortsat reservedele, men omvendt er der også blevet sået tvivl om, hvorvidt der eksempelvis kan skaffes bestemte dele til den nyeste model, Saab 9-5. Siden er priserne på brugte Saab faldet drastisk.