NEVS, selskabet bag Saab, har indgået en forhåndsaftale med indiske Mahindra om overtagelse af det svenske bilmærke.
Det hæderkronede svenske bilmærke kæmper stadig med næb og klør for overlevelse. Produktionen har stået stille siden maj, medarbejdere er blevet fyret og selskabet National Electric Vehicle Sweden AB, NEVS, har været i betalingsstandsning, siden en af ejerne, kinesiske Qingbo Investment Co. ikke levde op til aftalen om at tilføre 1,1 mia. svenske kroner.
Men nu er der måske godt nyt til fans af Saab. Det mener svenske Teknikens Värld at vide. Siden 29. august har NEVS, været i en tre måneders rekonstruktionsfase for at få arbejdsro til at etablere nye samarbejder og ikke mindst skaffe ny kapital. I længere tid har eksperter peget på indiske Mahindra og kinesiske Dongfeng som investorer.
I weekenden løb rekonstruktionsfasen ud, men på falderebet skulle der være så håndfaste fremskridt mod en aftale med Mahindra, at NEVS har ansøgt tingsretten i Vänerborg om en ny tre måneders periode til at få aftalen med inderne. Mahindra har i forvejen et samarbejde med den del af Saab-koncernen, der fremstiller våben og sikkerhedssystemer.
Saab-navnet mangler
Ifølge Teknikens Värld er det planen, at Mahindra skal være ny hovedejer af NEVS, men intet er endnu hugget i sten. NEVS håber at en endelig aftale med inderne er i hus inden årsskiftet, men en stor sten på vejen siges at være retten til Saab-navnet, som Mahindra stiller som krav, kan anvendes på bilerne.
Navnet har forsvarskoncernen Saab nemlig inddraget rettighederne til. Efter sigende fordi man frygter, at bilmærket Saabs dødskamp vil tilsmudse Saab-brandet.
Jens Velling, redaktør på Hvilkenbil.dk, er da også skeptisk i forhold til Saabs levedygtighed:
Vi er mange, der holder af Saab, både bilerne og tidligere ingeniørmæssige bedrifter, men det ligner efterhånden en pinagtigt langtrukken dødskamp, der næppe ender godt. Heller ikke selv om vi krydser fingre for, at der igen bliver bygget Saab-biler i Trolhättan,” siger redaktøren.
Hensigtserklæringen med Mahindra omfatter blandt andet en garanti på 45 mio. svenske kroner per måned i den kommende rekonstruktionstid til dækning af de løbende omkostninger.
NEVS’ langsigtede forretningsstrategi er angiveligt fortsat, at Saab skal være et globalt premium-mærke. Det forudsætter en pengestærk ejer, der kan finansiere færdiggørelsen af den skalerbare Phoenix-platform som Saab allerede påbegyndte under General Motors ejerskab.
Læs også: Saab tæt på konkurs