Lave priser og elbiler driver salget af brugte biler til nye højder. Salget af brugte elbiler er steget med massive 75 pct. i første halvdel af 2025.
Danskernes appetit på brugte biler er tilsyneladende umættelig.
Sidste år satte brugtbilmarkedet rekord med 608.000 handler. Siden er appetitten bare steget. I de første seks måneder af 2025 er der foretaget godt 335.000 handler med brugte biler. Dermed ligger omsætningen præcis ti procent over samme periode i 2024.
"Der er flere årsager til den høje efterspørgsel efter brugte biler, men primært to faktorer driver udviklingen. Dels efterspørger de danske bilkøbere fortsat billige biler, og det faktum, at der ikke findes en ny bil til under 150.000 kroner i Danmark gør, at danskere som vil bruge 120.000 kroner på at købe bil finder så bilen på brugtbilmarkedet," siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.
Flere ønsker brugt elbil
Væksten er i høj grad også drevet af støt stigende interesse for brugte elbiler.
"Handlen med brugte elbiler i første halvår 2025 er steget 75 pct. sammenlignet med januar til og med juni 2024, og dermed bidrager brugtbilmarkedet virkelig til omstillingen til elbiler. Årsagen er, at de brugte elbiler er billige, fordi forhandlerne kan importere elbiler ude fra Europa, og sælge dem til virkelig attraktive priser til de danske bilkøbere," forklarer Jan Lang.
Tendens vil fortsætte
Bilbasens analytiker vurderer, at udviklingen vil fortsætte. Der vil blive sat rekord i almindelighed for brugtbilmarkedet og særdeleshed for handlen med brugte elbiler.
"Der er ingen tegn på, at de grundlæggende forudsætninger for brugtbilmarkedet ændres på kort og mellemlang sigt. Der er ikke udsigt til, at de nye biler kommer ned i priser under 150.000 kroner, og for elbilernes vedkommende, så har forhandlerne fortsat gode muligheder for at importere billige, nærmest nye elbiler til Danmark, og sælge dem til særdeles attraktive priser," fastslår Jan Lang.
Bilbestand sætter også rekord
Med et salg af brugte biler, der er cirka fire gange højere end salget af nye biler, er brugtbilsalget med til at øge den i forvejen rekordhøje bestand af biler i Danmark.
Ifølge Danmarks Statistik rundede antallet af personbiler for første gang 2,9 millioner styk i juni måned. Dermed er der kommet 1,2 procent flere biler på de danske veje i 2025.
Med et stigende antal biler følger også et stigende antal brugtbilhandler, og dermed forventer Bilbasen, at brugtbilmarkedet også i 2026 vil slå alle rekorder.
Vild vækst i brugtbilsalget
2020: 592.218
2021: 600.255
2022: 562.121
2023: 583.987
2024: 608.220 (H1, 2024: 304.792)
H1 2025: 335.278
Antal handler med brugte elbiler
2020: 6.624
2021: 20.398
2022: 35.019
2023: 54.187
2024: 100.118 (H1, 2024: 40.997)
H1 2025: 71.769
Kilder: Bilstatistik.dk og Bilbasen