Top 10: Det behøver ikke være dyrt at køre de bedste biler, viser ny amerikansk kåring. Småt og billigt kan sagtens være hot og sjovt.
Her er de bedste biler til salg i 2014. Punktum!
Så skråsikre er det amerikanske magasin ’Car and Driver’ i deres januarudgave, hvor de præsenterer deres årlige ‘Best Car’ kåring. Og de har noget at have det i må man give dem. 17 journalister har i en hel uge dagligt prøvekørt et dusin biler og tilbagelagt over 22.000 testkilometer på offentlig vej og lukket bane.
Målet var at finde de ti bedste biler på markedet til under 80.000 dollars. Målt på mest værdi for pengene. De ti biler, der byder på den mest elegante og uspolerede køreglæde. Biler ’der engagerer deres chauffører i livlig samtale’, som det så smukt er formuleret i ’Car and Driver’. Og efter grundig votering og diskussion foreligger resultatet.
”De er ikke altid de nyeste eller de mest trendy, men de er de konsekvente ’overachievers’. Biler der ikke særlig ofte slipper igennem bilproducenternes fokusgrupper,” lyder det i optakten til årets kåring.
Og nu tænker du måske fint nok: ”Hvad kommer det mig ved. Det kan mit bilbudget slet ikke være med til.” Men læs nu bare videre.
For det er slet ikke uinteressant for dig som hvilkenbil.dk læser, da årets kåring er helt speciel: Halvdelen af de 10 er ’biler du har råd til’ – på amerikansk er det biler til under 25.000 dollars.
Vi tøver ikke med at bringe ‘Best Car 2014’ listen her, selv om de amerikanske modeller kan variere fra de europæiske, hvad angår motorer, ydelser, gear, affjedring osv.
Første bil, som vi også har præsenteret her på hvilkenbil.dk, er BMW 4-serie. Prisen for den smukke Gran Coupé starter ved 600.000 kr., når ’skattefar’ har fået sin del af kagen.
Men så får den også dette skudsmål af testkører John Phillips:
“I første omgang frygtede jeg, at 4-serien blot var et markedsførings gimmick. Er der nogen substans her? Svaret er: Ja. Åh Gud, ja.”
Læs mere om BMW 4-serie her.
Bevæger vi os ned af listen prismæssigt møder vi Golf GTI. ’Over there’ er de kun nået til Golf 6, mens vi her i Europa, inklusive Danmark, er fremme ved den seneste Golf 7, der er bygget på den nye MQB-platform. Men måske er det en fordel i ’Best Car’ kåringen, da det ikke er sportslige køreegenskaber, der kendetegner MQB-platformen. Golf 7 kommer på markedet i USA dette forår.
Herhjemme fås VW’s kult-GTI fra knap 475.000 danske kroner.
Læs vores test af VW Golf – dog uden GTI – her.
Endnu et trin ned af prisskalaen og også en størrelse ned – til miniklassen – finder vi næste bil i kåringen, der er til at betale med en gennemsnitlig dansk indkomst, og som byder på sjov for alle pengene: Ford Fiesta ST (billedet) med 182 hk hentet ud af den 1,6 liters Ecoboost turbomotor. Priserne starter ved 284.000 kroner plus levering. Kunne man få den til den amerikanske pris 22.000 dollars ca. 120.000 kr. ville det være den rene feST.
Her på redaktioen blev det til de yderst sjældne maksimale 6 stjerner, da vi stiftede bekendtskab med Ford Fiesta – endda uden ST.
Vi skal til Japan for at finde det eneste mærke med hele to biler på listen over de bedst køb i 2014. Mazda har både sin 3’er og 6’er med. Biler som vi på hvilkenbil.dk også er meget begejstrede for.
Den kompakte 3 og den store mellemklasse 6’er er perfekt timede produkter fra et firma, som var nede til tælling for to år siden, da Mazda – forladt af sin mangeårige partner Ford – mistede milliarder, og analytikere talte om en potentiel konkurs.
“Overalt hvor man kigger hen ser det ud som det, at ’sælge ud’ er fremtiden. Og så sker dette. Det er hjertevarmende hvor fantastisk 3 er, ” skriver ’Car and Driver’ i sin evaluering.
Mazda 3 og Mazda 6 fås fra henholdsvis 200.000 og 300.000 kroner med de nye høj kompressions benzinmotorer, og vi tøver ikke med at anbefale basismodellerne. Det er ægte køreglæde!
Læs redaktør Jens Vellings test af Mazda 3 her.
Og testen af Mazda 6 med 2,2 liters diesel her.
Her er de øvrige biler i ’Car and Drivers’ kåring ’Best Car 2014’, som med al tydelig fortæller, hvor gode biler de ovennævnte er:
Audi A6/S6/A7
Chevrolet Corvette C7
Cadillac CTS
Porsche Boxster/Cayman
Honda Accord Sport (denne model fås ikke på det danske marked)
Car and Drivers ’Best Car’ kåring fandt sted for første gang helt tilbage i 1983.