BMW fortsætter med at knopskyde sit modelprogram. BMW 2-serie Coupé er luksusudgaven af 1-serien, der også senere kommer som cabriolet. Premiere i foråret 2014.
BMW fortsætter med at fylde hver eneste lille niche i sit allerede omfattende modelprogram. I kampen for at bevare positionen som verdens bedst sælgende premium-mærke, gælder det om at matche ærkerivalerne Audi og Mercedes, der forsøger sig med samme ”frit-valg-på-alle-hylder” strategi.
Først var det den storsælgende 3-serie, der blev til en sportslig (og kostbar) 4-serie, nu er turen kommet til 1-serien: For første gang nogen sinde introducerer BMW en 2-serie i programmet – og også her handler det om den lille, men afgørende forskel. BMW 2-serie er en luksuriøs overbygning til 1-serien, der byder på ekstra meget livsstil og sport. I første omgang i form af en coupé, men senere ser vi samme bil som topløs Cabriolet med stoftag.
Teknisk bygger den nye BMW 2-serie altså på den nuværende 1-serie. Det vil sige baghjulstræk, sportslige køreegenskaber og ikke synderligt meget plads på bagsædet. Sammenlignet med den gamle 1-serie coupé er den nye model ikke desto mindre blevet mere praktisk. Akselafstanden er øget med 3 cm og det giver mere plads på bagsædet. Selv bagagerummet er vokset og rummer hæderlige 390 liter, rigeligt til en ferietur for det stilsikre kærestepar.
Men mon ikke den slags detaljer er mindre vigtige for liebhaverne til en BMW 2-serie? Den kompakte coupé handler nemlig om køreglæde af den sportslige slags – kendere ved godt, at 1-coupé var en festlig fartbombe og fornøjelsen bliver næppe mindre i 2-serien.
Sammenlignet med 1-serien står den bredere på vejen og motorprogrammet bugner af hestekræfter. Mindste benziner bliver en 2-liters turbo med 184 hk, mens rækkesekseren i M235i yder voldsomme 326 hk og derfor også kan fås med firehjulstræk. Sikkert et klogt valg til bilen, der ligner bilernes svar på en muskelsvulmende kamphund.
Selv med dieselmotor bliver BMW 2-serie lynhurtig, og der er tre at vælge imellem: 218d, 220d og 225d med henholdsvis 143, 184 og 218 hk. Økonomien er der også tænkt på. Som chauffør i 2-serien kan du vælge mellem tre køreprogrammer, inklusive spareprogrammet EcoPro og med automatgear slår motoren over i friløb, når du slipper speederen.
Designmæssigt holder BMW dog som vanligt igen med steroiderne. Man genkender grunddesignet fra 1-serien og det er især for- og baglygterne, der for alvor giver 2-serien sit særpræg i BMWs line-up.
BMW 2-serie får officiel verdenspremiere på januars bilshow i bilernes by, Detroit, og kommer til salg i løbet af foråret 2014.