Seat Mii halter efter Up og Citigo

Skoda og VW’s mikrobiler storsælger, mens søsterbilen Seat Mii ikke kan følge med. Hvilkenbil kigger nærmere på et familieopgør med en tydelig hakkeorden.

De blev født samtidig, trillingekuldet i mikrobilsklassen Volkswagen Up, Skoda Citigo og Seat Mii, og de deltes pænt om titlen som årets bil 2013. Og så gik Seat Mii i øvrigt solo. I årets løb tog den titlen som samlet vinder af ’Danmarks bedste bilkøb’ i prisklassen 0-150.000 kroner kåret af magasinet Penge & Privatøkonomi med en beregnet udgift på særdeles lave 1,81 kr. pr. km.

Penge & Privatøkonomi skrev blandt andet i sin konklusion:
”Lægger du smil og økonomi sammen, skal du i årets store bilguide tale spansk til dit køretøj.”
Titlen kom ikke mindst i hus takket være en lavere indkøbspris på den spanske trilling.

Også i den årlige Småbilsanalyse, foretaget af internetportalen Bilpriser.dk, kørte Seat Mii afsted med titlen som Danmarks billigste bil at eje.  Ifølge analysen, der omfatter 61 småbiler, koster det 1,24 kr. pr. km. at eje og køre Seat Mii. Det er beregnet over en fireårig periode, hvor alt undtagen forsikrings- og serviceomkostninger er medregnet.

Så skulle man tro, at danskerne, som normalt tænder på ’billigt’, ville kaste sig over den lille spanier, men sådan er det ikke gået.

Det er VW Up, der suverænt topper salgslisten med næsten 12.000 solgte biler ind til videre i 2013. Skoda Citigo er godt med på en tredjeplads – stærkt på vej mod 6.000 solgte styk i årets første 11 måneder ifølge De Danske Bilimportørers statistik.

Først nede på en 20. plads dukker Seat Mii op med knap 2.400 solgte biler i år. Og i november lå Mii’en helt nede på en 32. plads med kun 170 solgte biler, mens Up igen fik laurbærrene for månedens mest solgte med 900 styk. Skoda Citigo tog en pæn 7. plads med 422 underskrevne slutsedler.

Hvilkenbil.dks redaktør Jens Velling mener ikke, at de danske bilkøbere helt belønner Seat Mii med den opmærksomhed og ikke mindst det salg, den fortjener:

Seat Mii er klart overset på det danske bilmarked. Salget ligger i underkanten af, hvad der er berettiget, pris og kvalitet taget i betragtning. Hvis Seat Mii var en fodboldspiller, ville man sige, at den underpræsterer.”

Mii kan faktisk fås for 82.500 kroner – og hos nogle forhandlere endda inklusive metallak, hvis man ønsker det – mens Citigo fra Skoda koster fra 87.000 kroner, og man skal af med 90.000 kroner for en VW Up.

Forklaringerne er ifølge redaktøren flere:

”Seat er et mindre etableret mærke med færre forhandlere, og det er en af årsagerne til, at alternativer som Citroën C1/Peugeot 107/Toyota Aygo og Ford Ka sælger bedre – de har kæmpe forhandlernet målt i forhold til Seat, og det gør det lettere at handle lokalt, som mange bilkøbere foretrækker,” siger Jens Velling.

Målt i forhold til Volkswagen og Skoda halter Seat også bagud på salgsrepræsentationerne: 31 til Seat, 41 VW-forhandlere og 52 Skoda salgssteder.

Bilentusiaster kører gerne en omvej for at købe en ‘hjertebil’ som den større Seat Leon. Men de helt små biler er bare transportmidler. Så handler det om bekvemmelighed, og her kommer Seat til kort med sine færre forhandlere,” forklarer Jens Velling.

Han tror også, at en del mikrobilskøbere vælger at give de sidste tusinde kroner for en Skoda og især VW i stedet for Seat, da de forventer en mindre afskrivning.

”Og så er VW virkelig lykkedes med at give Up en aura af minimalist-luksus, som folk gerne betaler lidt ekstra for. En hvid eller sort Up er blevet mikrobilernes svar på en iPhone, og sammen med det lidt finere VW-emblem er det noget, som mange forbrugere gerne betaler lidt ekstra for. De har også råd til det, for VW Up er stadig en billig bil,” uddyber han.

Småbilsanalysen 2013 viser i øvrigt, at Seat Mii har et forventet værditab over 4 år, der er stort set som for VW Up, Skoda Citigo og Toyota Aygo – cirka 42.000 kroner.

Fakta: Priser og antal forhandlere
Seat Mii 82.500 kr. (31 forhandlere)
Skoda Citigo 87.000 kr. (52 forhandlere)
VW Up 90.000 kr. (41 forhandlere)
Alle plus levering 3.680 kr.

Fakta: Nyregistreringstal – Personbiler – Pr.model: januar – november 2013

Placering Mærke Model Antal
1 VOLKSWAGEN UP! 11.760
2 TOYOTA AYGO 5.875
3 SKODA CITIGO 5.707
4 FORD FIESTA 5.203
5 PEUGEOT 208 5.158
6 RENAULT NY CLIO 4.955
7 KIA PICANTO 4.519
8 PEUGEOT 107 4.494
9 CITROEN C1 4.092
10 VOLKSWAGEN GOLF 3.855
11 FORD KA 3.627
12 KIA RIO 3.433
13 TOYOTA YARIS 3.086
14 SKODA OCTAVIA 3.046
15 HYUNDAI I20 3.035
16 VOLKSWAGEN POLO 3.026
17 OPEL CORSA 2.538
18 CITROEN C3 2.519
19 FIAT 500 2.382
20 SEAT MII 2.372

 

Kilde: De Danske Bilimportører

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here