Den klassiske biludstilling genfandt gnisten på Elbilmessen i Herning. Hvilkenbil var med og beretter om store og små nyheder fra udstillingen.
Den klassiske biludstilling med højglanspolerede bilnyheder under spotlyset i enorme haller har længe været uddøende. Først på grund af sparetider, for en flot stand med det rigtige lys, italiensk kaffe og måske en funky DJ i hjørnet koster mange penge. Så blev det smart at sælge biler i virtual reality på nettet i stedet for virkeligheden, og endelig gjorde corona det helt umuligt fysisk at mødes for at se på og tale om biler.
Men mod alle odds er de store biludstillinger tilbage. I september gjorde IAA, Europas største biludstilling et overraskende comeback i München, og i weekenden fulgte Danmark trop med Elbilmessen i Herning. 150 biler fra 31 bilmærker på 18.000 kvadratmeter midt på den jyske hede lyder måske ikke som en publikumsmagnet - men det var den.
Herning overgår hovedstaden
Næsten 28.000 bilinteresserede danskere mødte op i Messecenter Herning - knapt 4.000 flere end den lignende eCarExpo kunne mønstre i hovedstaden sidste år.
Det er et udtryk for, at spændingen på danskernes interesse for omstilling til elbiler fortsat stiger. At danskerne gerne vil se og røre ved de biler, som de overvejer at købe og tale med en levende sælger om udstyr, priser og privatleasing.
At regeringens kommende finanslov fritager elbiler for stigende afgifter i 2026 sætter formentlig endnu mere strøm på interessen: Flere af de dyrere elbiler på Elbilmessen bliver nu 50.000 kr. billigere end forventet.

Hvilkenbil var med og har allerede skrevet om lanceringen af de nye kinesiske bilmærker Exlantix og Jaecoo, den kraftige ansigtsløftning af streamlineren Hyundai Ioniq 6 samt talt med et par besøgende.
Her følger vi op med de sidste store og små nyheder fra udstillingen, der imponerede med adskillige Danmarkspremierer og smugkig på endnu ikke afslørede 2026-nyheder.
BMW iX3
BMW satser milliarder på deres Neue Klasse af elbiler. SUV’en iX3 kommer først og noget tyder på, at BMW har ramt plet. Både internationalt og i Danmark har iX3 angiveligt udløst det største antal forudbestillinger nogensinde for BMW.
I Herning var der kø for at komme ind at sidde i kabinen. Så lang, at Hvilkenbils udsendte til sidst gav op. Men det ydre design ser spændende ud. BMW iX3 er velproportioneret i virkeligheden og ligner på samme tid et nybrud og en typisk BMW. At den nye finanslov gør lanceringsmodellen med to elmotorer, firehjulstræk og 805 km rækkevidde 50.000 kr. billigere, så iX3 akkurat ryger 600.000 kr., gør ikke interessen mindre.
Chery
Kinas fjerde-største bilproducent kom til Danmark i sommers med mærket Omoda og følger nu op med Exlantix og Jaecoo.
Chery, der er ejet af den kinesiske stat, har fået en del opmærksomhed for at være blandt de kinesiske mærker, der har udnyttet, at vestlige bilmærker i overensstemmelse med de internationale sanktioner har trukket sig ud af Rusland. I stedet har Chery øget eksporten til Rusland og er dermed med til indirekte at støtte russernes krig mod Ukraine.
I Europa vil Chery bygge flere fabrikker, så man kan slippe for EUs importtold på kinesiske elbiler og måske mildne kritikken af mærkets store interesser i Rusland. Den første fabrik opføres i Barcelona, vil flere angiveligt følge.
Exlantix
Nyt kinesisk bilmærke i Danmark fra netop Chery, der hverken vil markedsføre sig på (lav) pris eller premium, men derimod performance. Blandt de opsigtsvækkende præstationer er 800 volt-teknologi med helt ekstremt hurtig lynladning. De hurtigste Exlantix lader fra 5-80 procent på rekordhurtige 11,5 minutter.
Modsat de andre Chery-mærker Omoda og Jaecoo importeres Exlantix ikke af Nic. Christiansen Gruppen, men af Wismo Group. Og det betyder en mere offensiv strategi med flere danske Exlantix-forhandlere. Wismo har endnu ikke sat navne på mærkets ni forhandlere, men afslører, at de stiller op i en 4-1-4 formation på Jylland, Fyn og Sjælland
Exlantix, der i Kina hedder Exeed, lanceres i Danmark midt i november.
Hongqi
Hongqi, endnu et statsejet kinesisk bilmærke importeret af Wismo Group, lever en lidt stille tilværelse i Danmark.
Der var lidt interesse for den Rolls-Royce inspirerede gigant-SUV EHS9 - især da prisen næsten blev halveret - men de to mere moderne elbiler EH7 og EHS7 har tilsammen kun solgt 224 biler i årets første ni måneder.
Det skal EHS5 lave om på. Den 4,7 meter lange SUV udfordrer populære elbiler som Tesla Model Y og VW ID.4. Midlerne er godt med udstyr og plads og hurtig lynladning trods almindelig 400 volt-teknologi. Med en topeffekt på 265 kW, kan EHS5 angiveligt lade 10-80 procent på blot 20 minutter.
Hongqi tilbyder to LFP-batterier på 62 eller 85 kWh, der giver en foreløbig rækkevidde på op til 615 km efter WLTP-normen. Elmotoren på 210 kW trækker på baghjulene.
På Elbilmessen efterlader kabinen et typisk, kinesisk indtryk: God plads, meget udstyr, bløde overflader i vinyl, lidt flade forsæder og en skærm-orienteret betjening stort set uden fysiske knapper. På den måde skiller Hongqi EHS5 sig ikke ud fra mængden, og dermed kan prisen blive afgørende. Den kender vi først, når vi kommer nærmere den danske lancering i begyndelsen af 2026.
Kia
Ikke langt fra Hongqi-standen viser Kia, hvordan man også kan lave en Tesla Model Y-konkurrent. EV5 (foto øverst) er endda fremstillet i Kina ligesom Hongqi EHS5, men griber opgaven anderledes an. Det opretstående design har bogstaveligt talt mere kant og giver endnu mere plads i kabinen. Udstyr er der også meget af, mens Kia sparer ved at genbruge platformen fra den mindre EV3. Det betyder forhjulstræk og mere beskedne 160 kW (218 hk), men også en helt anden førerplads, der kombinerer tre mindre skærme med masser af fysiske knapper og greb.
Fungerer det som i Kias øvrige modeller, lover det godt for en mere logisk og letforståelig betjening. Bliver prisen rigtig, ligner Kia EV5 en bil, der vil tiltale mange danske familier, der har lyst til noget andet end endnu en ID.4, en Model Y eller for den sags skyld en kineser.
Priserne kender vi dog først, når Kia lancerer EV5 i starten af det nye år. Et kvalificeret gæt lyder på lige under 300.000 kroner for en basisudgave med omkring 400 km rækkevidde.
Leapmotor
Kinesiske Leapmotor smider en rigtig prisbombe med den Skoda Elroq-store B10 til lige under 200.000 kr. Lavprisen inkluderer 160 kW (218 hk), baghjulstræk, 361 km rækkevidde og stort set alt i udstyr.
Alene det vil give adskillige konkurrenter noget at tænke over. Lige som importøren Wismo Groups beslutning om at lancere Leapmotor hos intet mindre end 42 forhandlere.
Der vil altså være en Leapmotor-forhandler på snart sagt hver tredje gadehjørne, der falbyder den kinesiske elbil. Det skal blive spændende at se, om det bliver det folkelige gennembrud for Kina-biler i Danmark.

Mercedes
Mercedes forkælede publikum med to Danmarkspremierer.
Mercedes GLC with EQ Technology er en mellemstor el-SUV, der skal konkurrere med BMW iX3 og lige som BMW’en viser, hvad Mercedes kan lige nu. Det vil sige 800 volt teknologi, hurtig lynladning og en nyfortolkning af den klassiske Mercedes kølergrill - nu oplyst af 942 LED-pærer.
Bayersk bling-bling? Jawohl, men grillen er bedre integreret og mindre dominerende i virkeligheden end på billeder. Resten af GLC minder til forveksling om den nuværende fossilmodel, og det er tydeligt, at Mercedes satser på det sikre efter kritikken af det meget strømlinede design af EQE og EQS.
Kabinen, som var lukket af, ser eksklusiv ud med sin enorme skærm. Som rivalen BMW iX3 er Mercedes GLC EQ blevet 50.000 kr. billigere med den nye finanslov. Priserne begynder fra 620.000 kr., når bilen kommer til Danmark i starten af 2026.
Shooting Brake - engelsk udtryk for en smart stationcar med lav taglinje - ligner den udgave af Mercedes CLA, som langt de fleste danskere vil vælge. Som stationcar - undskyld, Shooting Brake - får CLA to vigtige forbedringer; mere hovedhøjde på bagsædet og større og mere tilgængeligt bagagerum. CLA Shooting Brake er stadig en flot elbil, der tilmed kører 761 km på en opladning, men næppe bliver en familie-favorit - dertil er kabinen fortsat for snæver.
Skyworth
Det komplet ukendte kinesiske bilmærke Skyworth, der udspringer af en producent af fladskærmsfjernsyn og kabelbokse, var den store overraskelse på Elbilmessen. Stor SUV med 800 volt teknologi og ægte lynladning til 220.000 kr. er ikke set så billigt før i Danmark.
Nu fortæller importøren, Wismo Group, at der også er forhandleropbakning til mærket. Hele 20 forhandlere over hele landet kommer til at sælge Skyworth, når den kommer til Danmark lige efter årsskiftet.

Tesla
Hypen har været massiv om den ‘billige’ Tesla Model Y, der skal kickstarte salget af Tesla til en ny målgruppe.
Standard, som den udstyrs-strippede udgave passende hedder, tiltræk sig da også masser af opmærksomhed på Elbilmessen.
En Model Y til lige under 300.000 kr. bringer nemlig Tesla i spil over for flere bilkøbere. Det interessante er, at Model Y Standard ikke virker specielt skrabet. OK, den åbne opbevaringsboks mellem forsæderne ser meget plasticagtig ud, og man kan godt se, at Tesla har reduceret lygterne markant både for og bag, ligesom hjulkapslerne nærmest er rustikke.
Men ellers ligner Model Y sig selv. Det vil sige enorme mængder plads og en knivskarp betjeningsskærm, der er mere intuitiv at betjene end i de kinesiske konkurrenter. Ja, det delvise stofindtræk vil muligvis være et plus for bilkøbere, der er gået kold i det allestedsnærværende ‘veganerlæder’, der alligevel ikke kan skjule, at det er 100 procent syntetisk.
Vi har været skeptiske, men efter at have mødt ‘discount-Teslaen’ tror vi, at den kan løfte salget. Men også stjæle kunder fra den almindelige Model Y, fordi forskellen er så beskeden.
VW
To biler kunne have lagt Bilmessen helt ned. Nu blev det til lidt mere almindelig og høflig interesse for VW ID. Polo og søsterbilen Cupra Raval - de to mini-elbiler, der næste år lanceres under VW ID.3 og Cupra Born og til forventede priser til godt 200.000 kr. rammer danskerne lige der, hvor flest har råd til en ny bil.
Begge biler var nemlig mødt op i Herning i fuld kamuflage-folie, afblændede ruder og absolut adgang forbudt til kabinerne.
Men vi kan godt se, at proportionerne ser vellykkede ud. Og at ID. Polo ikke vil skræmme nuværende Polo-ejere væk, mens Cupra Raval ser ud til at blive familiens mere grænsesøgende lillebror med vilde designdetaljer som delvist svævende baglygter og frække fælge.

Xpeng
Kinesiske Xpeng viste den VW ID.7 store sedan P7+, der også skal konkurrere med en ny kineser som Exlantix ES og tyskere som Audi A6 e-tron Sportback og BMW i5.
Indvendigt ligner den G6 med skærmbetjening, næsten ingen knapper og et lidt sterilt udtryk med den førnævnte ‘veganerlæder’. Men bilens udvendige design er virkelig elegant og skiller P7+ ud fra mængden. Bag linjerne står den franske designer Rafik Ferraq, der også designede forgængeren, men denne gang for alvor er kommet i mål.
P7+ er på vej til Danmark, men hverken priser eller lancering ligger endnu fast.






